Læsetid: 3 min.

Boliger til alle

Boligejeren har valget mellem at betale til realkreditten eller til samfundet. Hvad med at betale til samfundet og så slippe billigere i indkomstskat?
14. september 2005

De enorme prisstigninger på boliger har stået på siden 1993 og er nu så groteske, at parcelhusejere i de mest efterspurgte områder tjener mere på deres ejendomsbesiddelse end ved deres arbejde. Den andel af indkomsten, folk må bruge på at have en bolig, er steget væsentligt over årene, og i hovedstads- og Århus-området er det reelt umuligt for førstegangskøbere selv med to pæne, normale indtægter at erhverve sig egen bolig.

Fordelingspolitisk sker der i disse år den største omfordeling nogensinde mellem ejere og lejere, en uhørt omvendt Robin Hood-politik.

Samfundsøkonomisk stimulerer udviklingen spekulation i boliger i stedet for investeringer i arbejdspladser i erhvervslivet. De arbejdsfri gevinster, man høster gennem ejendomsbesiddelse, er for det meste skattefri, mens de penge, man tjener gennem sin arbejdsindsats, beskattes til sidste hvid. Dette er samfundsøkonomisk galimatias og etisk forkasteligt.

Hvad er årsagerne til 'boblen' på ejendomsmarkedet?

Der er gode internationale konkjunkturer, stigende lønninger og rimelig beskæftigelse. Der er lav rente og fordelagtige lånebetingelser. Skattetrykket holdes i ro, og især har loftet over ejendomsbeskatningen medvirket til højere ejendomspriser.

Den sædvanlige virkning af stigende efterspørgsel er øget udbud af den efterspurgte vare. Men udbuddet øges ikke tilsvarende på ejendomsmarkedet, selv om efterspørgslen stiger. Det skyldes, at der kun er en begrænset mængde byggejord og boliger til rådighed der, hvor folk ønsker at bo eller må bo af hensyn til deres arbejde. Dertil kommer de særlige 'herlighedsværdier' i form af særligt attraktive boligområder, der kun findes i begrænset omfang.

Samfundsskabt merværdi

Jorden adskiller sig fra andre 'produktionsmidler' eller 'varer' ved at være et såkaldt 'ureproducerbart' gode: Den findes kun i begrænset mængde, og stiger efterspørgslen, øges priserne. Der er altså tale om en samfundsskabt merværdi.

Spørgsmålet er så, om denne samfundsskabte merværdi skal tilfalde de tilfældige ejendomsbesiddere eller det samfund, der har skabt den?

I gamle dage var man ikke i tvivl: Man havde løbende beskatning i form af grundskyld til stat, amt og kommune. Man indførte grundstigningsskyld for at inddrage særlig store værdistigninger. Man havde jordrentebrug og udlejede jord til sommerhuse og kolonihaver for at give ubemidlede adgang til rekreative værdier og samtidig bevare de samfundsskabte værdistigninger for samfundet. Ved større trafikanlæg indførte man jernbaneskyld, for at samfundet og ikke tilfældige grundejere kunne indkassere værdistigningerne.

Alt dette har skiftende borgerlige og socialdemokratiske regeringer fjernet. Tilbage er kun en fikseret ejendomsværdiskat og en lav kommunal grundskyld. I den kommende folketingssamling vil den amtskommunale grundskyld blive fjernet.

Resultatet af denne reaktionære politik er ikke udeblevet. Over tid er jord- og ejendomspriserne eksploderet, den sociale ulighed er blevet større, etableringsmulighederne for de unge generationer er forværret drastisk, skatten på arbejde er blevet sat op med de mange milliarder kroner, som den manglende inddragelse af de samfundsskabte værdstigninger har nødvendiggjort.

Hvad gør vi nu?

Hvis løsningen alene var at bygge flere boliger, var problemet løst. Statistisk set har den til rådighed værende boligmasse aldrig været større, og der er mange ledige lejligheder. Alligevel eksploderer priserne.

Hvis man giver offentlige tilskud til førstegangskøberes erhvervelse af egen bolig, vil dette omgående blive kapitaliseret til endnu højere ejendomspriser. Så at indsætte en offentlig prioritet i de således erhvervede boliger vil blot betyde, at staten inddrager en del af den værdistigning, den selv har skabt.

Hvis man beskatter ved boligsalg, vil skatten blive væltet over på køberne. Det så man i sin tid ved kapitalvindingsskatten. Desuden virker en sådan skat hæmmende på mobiliteten, der er altafgørende i en globaliseret økonomi.

Den rigtige vej at gå er anvist af de økonomiske vismænd: nemlig en løbende beskatning af ejendomsbesiddelse, altså ejendomsværdiskat og grundskyld samt eventuelt grundstigningsskyld. Jo højere den løbende beskatning af ejendommen er, des lavere vil ejendomsprisen være.

Endnu er det trods alt sådan, at de fleste boligejere har deres hovedindtægt gennem deres arbejde og ikke gennem ejendomsbesiddelse. Endnu er det sådan, at de fleste erhverver sig et hus for at bo i det, ikke for at spekulere i det.

Derfor må det også være i det store flertals interesse, at boliger bliver gjort lettere tilgængelige gennem stop for boligspekulationen, og at de penge, der indgår til det offentlige gennem løbende ejendomsbeskatning, bruges til nedsættelse af skat på arbejde.

Den almindelige boligejer har i praksis valget mellem at betale til realkreditten eller til samfundet. Hvad med at betale til samfundet og så slippe billigere i indkomstskat?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu