Læsetid: 3 min.

Boligkampen

6. december 1999

HVIS vi ikke gør noget ved ulighederne på boligmarkedet udbryder der borgerkrig i Danmark, skrev en vis afdelingschef i Arbejderbevægelsens Erhvervråd i Information for ca. 30 år siden. Hans navn var - og er - Mogens Lykketoft. Han tænkte blandt andet på ulighederne mellem ejere og lejere.
Borgerkrig blev der ikke. Det kan skyldes lejernes dårlige organisering og den kendsgerning, at de er i mindretal i forhold til ejerne. Det kan også skyldes, at ulighederne er blevet mindre, og at de fleste lejere trods alt ikke sidder i rønner med fugten drivende ned ad væggene og rotterne løbende om fødderne.
Ulighederne er alligevel betragtelige nok: I gennemsnit er et enfamiliehus steget i værdi med ikke mindre end 54 procent fra 1995 til udgangen af dette år. Købte den lille familie Danmark for små fem år siden et pænt parcelhus med carport til en million kr., er den siden blevet en halv million kroner rigere. Denne friværdi kan belånes til at sætte forbruget i vejret og en del af gevinsten kan scores ved fraflytning til en billigere bolig, når f.eks. ungerne er fløjet fra reden.
Den slag gratis glæder nyder lejerne ikke.
De får tværtimod lov til at betale for ejernes forbrugsudvidelser og formuegevinster. Det gør de i kraft af rentefradragets skattegevinster, som jo ikke tilfalder lejere. Her er gevinsten i kraft af især den seneste skattereform - forstærket af pinsepakken - dog indskrænket en del fra 1986, hvor fradraget gav en skattenedsættelse på 73 pct, til det i 2002 når ned på de 33 pct.
Men væk er rentefradragets skævvridning af det danske samfund altså langt fra. Låner man sig til hus, bil, sommerhus,og båd, tager man virkelig røven på de idioter til lejere, som kører på cykel og kun sejler med færger.

UNDERLIGT er det derfor ikke, at venstrefløjen og nu også de økonomiske vismænd ser megen retfærdighed og samfundsøkonomisk fornuft i en beskatning af ejendomsværdistigningerne. Grundskyld er der i virkeligheden tale om.
Når socialdemokraten og skatteministeren Ole Stavad dog allerede har afvist forslaget, er det ikke ubegrundet. Selv peger han på to vanskeligheder: Opgørelsen af ejernes udgifter til vedligeholdelse og forbedringer af huset, samt forslagets tendens til at stavnsbinde folk.
Det sidste er det værste. Et eksempel kan være familien, som på grund af ændrede arbejdsvilkår må flytte til et andet hus, som hurtigt indtrufne omstændigheder dog også tvinger den til at fraflytte. Pludselig står de i en situation, hvor de på grund af værdistigningsbeskatningen har fået langt mindre for det oprindelige hus, end de nu skal give for det kommende hus.
Eksempler af den art vil blive markedsført med sådan lidenskab, at reformen, hvis den blev gennemført, formentlig hurtigt blev lagt for had og måtte opgives igen.
Politisk set vil en reform af denne art kun kunne gennemføres med venstrefløjen i skarp modsætning til de borgerlige partier og medier. Hvilket heller ikke huer Socialdemokratiet og Det radikale Venstre.

SKAL BOLIGMARKEDET virkelig reformeres (revolutioneres, om man vil), er der ikke andet at gøre, end at gå direkte til ondets rod eller rettere rødder.
Den totale afskaffelse af rentefradraget. Og alle andre mulige og umulige fradrag.
Endelig afvikling af den for mange uforståelige og derfor forhadte lejeværdibeskatning.
En regulær men benhård ejendomsbeskatning.
Erstatning af en del af personbeskatningen med nævnte beskatning af fast ejendom og dertil en beskatning af alt, der kan flytte forbrug og investeringer over på mere naturvenlige områder.
Kun gemene spekulanter behøver at gå fra (eget) hus og hjem, hvis afviklingen af rentefradraget og forøgelsen af den regulære ejendomsbeskatning sker i samme takt som lejeværdibeskatningen forsvinder og personbeskatningen nedtrappes.
Ganske mange beregninger viser, at det i hvert fald teknisk er muligt.
I praksis løber den virkelige reform naturligvis straks ind i den vanskelighed, at samordningen af fem elementer (rentefradrag, lejeværdibeskatning, regulære ejendomsskatter, personbeskatning, grønne skatter) kan udsættes for så mange 'sagkyndiges' modberegninger, at folk og fæ (medieverdenen) og politikere hurtigt løber sur i det og opgiver så ambitiøs en plan.
Alligevel er det på tide, at tanker som disse luftes for alvor. Globalisering og Internettet m.v. forflygtiger det traditionelle danske skattegrundlag; nødvendigheden af at standse den fortsat forværrede naturudplyndring presser sig stadig mere på. Ønsker familien Danmark en stærk offentlig sektor og et godt miljø, må skattegrundlaget i stigende grad overflyttes til fast ejendom og gennemgribende grønne skatter.
Fører de økonomiske vismænds udspil til disse overvejelser, har det gjort sin gavn. el

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her