Læsetid: 4 min.

Bolivia harvalgt side

Evo Morales overrasker de fleste ved en radikal nationalisering af Bolivias naturgas. Dermed vælger indianer-lederen klart side til fordel for Latinamerikas markante venstrefløj, men risikerer at lægge sig ud med Brasilien og andre fremmede investorer samt Bolivias radikale højrefløjsseparatister
3. maj 2006

Bolivias Evo Morales gav et effektfuldt svar på spørgsmålet om, hvor radikal hans venstreregering vil være, da han mandag aften gennemførte en nationalisering af landets naturgas.

"Plyndringen af vores naturressourcer er forbi," annoncerede den relativt nyvalgte præsident samtidig med, at militæret og Bolivias statslige energiselskab tog kontrol med gasudvindingsanlæggene, der bliver drevet af udenlandske selskaber fra fortrinsvis Brasilien, Spanien, Frankrig, England og USA.

I fremtiden skal de fremmede selskaber modtage en andel på mellem 18 og 40 procent af indtjeningen, mens den bolivianske stat tager mellem 82 og 60 procent - en fordeling der næsten vender den nuværende ordning på hovedet - og den bolivianske regering vil bestemme alt praktisk omkring udvindingen og salget af gassen. De fremmede selskaber har derefter seks måneder til at forhandle en ny aftale på plads, hvor det på forhånd ligger fast, at den bolivianske stat skal have mindst 51 procent af aktierne.

Fulgte folkekravet

Samtidig gav Morales klart udtryk for, at nationaliseringerne ikke stopper ved gassen, som er Bolivias vigtigste ressource og den andenstørste reserve på det sydamerikanske kontinent, men at han vil fortsætte den radikale nationaliseringsagenda med at nationalisere miner, skove og andre naturressourcer.

Dermed har Evo Morales endegyldigt meldt ud, hvilken politik hans regering vil føre, og han har måske reelt gjort Bolivia til det mest radikale eksperiment på den amerikanske venstrefløj - med hvad dertil følger.

Da han i december kom til magten med et overraskende stort mandat, var netop nationaliseringen af gassen det afgørende punkt. Det var den sten, der væltede hans to forgængere i embedet efter år med voldsomme folkelige protester, og Morales' løfter om en eller anden slags 'ny ordning' skaffede ham reelt magten. Men samtidig var det dét punkt, de fleste iagttagere var mest usikre på, hvordan han ville håndtere, med et øredøvende folkekrav om komplet nationalisering på den ene side og international isolation og en truende borgerkrig fra de velhavende gasudvindende delstater på den anden.

Her havde de fleste ventet et blødt kompromis, men Morales valgte altså den hårde vej ved at bestemme, at den bolivianske stat i fremtiden skal have aktiemajoriteten i gasselskaberne.

Dermed har Morales i hvert fald fået ro i sit bagland af indianerorganisationer og græsrods- og protestbevægelser, mens han til gengæld sandsynligvis har skaffet sig andre problemer på halsen. Landene bag de fremmede selskaber, der står for udvindingen af gas i Bolivia, udtrykte i går varierende grader af bekymring, og mens den altafgørende gas under jorden utvivlsomt er boliviansk, er evnen til at trække den ud af jorden til gengæld ikke.

Her erkender den bolivianske regering en fuldstændig afhængighed af de fremmede investorer, og hvis Morales ikke kan finde en aftale med dem, risikerer han reelt at brænde inde med gassen og i stedet for en stor pose penge til sit ambitiøse reformeringsprojekt - regeringen regner selv med en voldsom stigning i indtægterne til 780 mio. dollar næste år - slet ikke at have nogen.

Højreradikal modstand

Næsten lige så presserende er nok bekymringen for de politiske modstandere internt i Bolivia. Gasforekomsterne findes primært i Bolivias sydøstlige og mere velhavende regioner, bl.a. omkring byen Santa Cruz, hvor militæret i går satte sig på to af landets største gasanlæg. Her er gassen en central faktor i modviljen mod Morales' regering og ønsket om autonomi, og allerede da Morales blev valgt, var der bekymrede røster fremme omkring et voldeligt oprør fra de magtfulde cirkler omkring den højreorienterede Comité Civico de Santa Cruz. Det er bekymringer, der ikke bliver mindre, efter regeringen nu konkret er gået ind og har overtaget kontrollen med gasudvindingen, og mens reaktionen p.t. er afdæmpet, vil meget afhænge af, at de forhøjede indtægter til en vis grad bliver i området.

Det land, der står til at tabe mest ved nationaliseringen, er Brasilien, der er den største fremmede investor i den bolivianske gas. Her er sagen ved at udvikle sig til den største krise i nyere tid mellem de to lande (se artikel på modsatte side), men samtidig viser den også knivskarpt det voksende skel mellem de to venstreretninger på det sydamerikanske kontinent.

Brasilien og Lula står for en politik, der vil ændre Brasilien inden for rammerne af den internationale frihandelskonsensus, mens det næppe er tilfældigt, at den bolivianske nationalisering kommer dagen efter, at Venezuela, Bolivia og Cuba bekendtgjorde et nyt handelssamarbejde vendt mod USA og den globale frihandel. Bolivia og Evo Morales synes defintivt at have valgt Castros og Chavez' konfrontatoriske linje i stedet for den mere pragmatiske repræsenteret ved Lula.

I Venezuela går Hugo Chavez - der selv har været gennem den samme proces - helt sikkert rundt med det bredeste smil i Caracas. Og selvom man har kontinentets største gasressourcer, kan man jo altid få lyst til at købe lidt mere-

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her