Læsetid: 3 min.

Bolivias oprør

18. oktober 2003

BOLIVIA ER I DAG et land på randen af borgerkrig, med foreløbig 69 dræbte og en hovedstad paralyseret af rasende indianere, kokabønder, fagforeninger og opposition.
Planerne om eksport af naturgas fra Bolivia til Mexico og USA har fået demonstranterne på barrikaderne. Folkekravet er præsident Gonzalo Sánchez de Lozadas afgang. På CNN kan man se den Harvard-skolede Sánchez de Lozada – på perfekt engelsk på grund af hans opvækst i USA – kalde demonstranterne for terrorister, der støttet af udenlandske kræfter – underforstået Venezuelas og Cubas venstreorienterede magthavere – planlægger et statskup mod Bolivias demokratisk valgte regering. USA udtrykker sin dybe bekymring og betegner demonstranternes krav om præsidentens afgang som »udemokratisk«, mens EU har udsendt en støtteerklæring for den trængte regering.

I HELIKOPTERHØJDE fra de øde militariserede gader i hovedstaden La Paz og forstaden El Alto er billedet et noget andet: Demonstranternes ultimatum til deres præsident bunder i hans og forgængernes passivitet over for Bolivias langvarige nedtur til positionen som Sydamerikas fattigeste land. 60 procent af de 8,4 millioner bolivianere – overvejende indianere – lever i dag på niveau med gennemsnitsafrikaneren syd for Sahara.
Naturgassen blev imidt i 1990’erne efter diktat fra Den Internationale Valutafond privatiseret over i hænderne på et spansk, britisk og amerikansk konsortium. Nu skal den efter planen føres til en udskibningshavn i det nordlige Chile og sejles til Mexico som brændsel i elværker, der leverer strøm til Californien.
Eksporten af gassen ses af den menige bolivianer som den måske sidste globale uretfærdighed der endegyldigt vil stække Bolivias kontrol med sine egne naturressourcer. Det ludfattige Bolivia vil, med Sánchez de Lozadas velsignelse, kun få 18 procent af det europæisk-amerikanske konsortiums gasindtægter.

BOLIVIAS NATURGASKONFLIKT ligner kun alt for godt den efterhånden velkendte historie om en sydamerikansk statsleders hensynsløse økonomiske hestekur. Knippelsuppe og kugler er det eneste svar til det fattige flertals krav om et tag over hovedet, tre daglige måltider og arbejde.
Den tendens er de sidste fem år blevet Sydamerikas varemærke. Det interessante er, at slutfacit oftest har været et farvel til liberale og et goddag til venstreorienterede statsledere. Det er i kronologisk rækkefølge sket via folkeopstande eller valghandlinger i Venezuela, Ecuador, Peru, Brasilien og Argentina – startende med Hugo Chávez’ valgsejr i julen 1998 i Venezuela og sluttende med Néstor Kirchners ditto i maj i år i Argentina.
I Bolivia står kokabøndernes venstreorienterede
nationalistiske leder, Evo Morales, klar i kulissen, mens hans fodfolk går forrest ude på barrikaderne. Morales tabte i august 2002 med et mulehår valget til Sánchez de Lozada, der efter flere dages votering blev udpeget af parlamentet.
Morales siger fra over for de sidste 20 års liberale politik i Sydamerika, som har ført til en situation, hvor der aldrig har været så mange fattige og udstødte, og hvor der aldrig har været så få, der har siddet på så meget.

EN NY GENERATION af statsledere i Sydamerika forsøger nu at finde ligevægten mellem markedet og staten, kapitalismen og demokratiet.
Nogle, som Brasiliens Luiz Inácio Lula da Silva og Argentinas Néstor Carlos Kirchner, træder frem på den sydamerikanske politiske scene for i fællesskab at sige fra over for årtiers afhængighed af Europa og USA.
Budskabet, der også runger i råbene fra de bolivianske demonstranter, er lige så sympatisk som det er demokratisk set fra både det fattige syd og rige nord: Stop den moderne kolonialisme, der fratager os vore naturressourcer. Væk med de rige landes fortsatte landbrugsstøtte og toldbarrierer, som forhindrer os i at afsætte vore produkter hos jer. I modsat fald kan vi på kort sigt ikke tilfredsstille vore borgeres mest basale behov og på langt sigt hverken garantere demokratiet eller undgå massive folkevandringer, borgerkrige og eventuel terrorisme.
Bolivias kokaleder kalder konflikten for kampen mod Andeslandets interne kolonialisme, hvor præsidenten er stik-i-rend-dreng for den internationale kolonialisme – som Menem i Argentina, Fujimori i Peru og Cardoso i Brasilien var det, før de blev udskiftet med nutidens politiske ledere.
Hverken Argentina, Brasilien, Peru, Ecuador eller Venezuela er – modsat USA og EU - kommet med officielle støtteerklæringer til Gonzalo Sánchez de Lozada. Han er, set med nutidens sydamerikanske øjne, et omvandrende stykke fortid.

rvh

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu