Læsetid: 8 min.

Bomb dem dog

Da de fleste i Gladsaxe havde fået hus, bil og tv, brød værdikampen ud. Borgmesteren besluttede sig for at danne sit eget parti for bedre at kunne forsvare hus og hjem mod de røde - og kimen til Blekingegade-banden blev lagt
28. oktober 2006

Mens en krig mellem Israel og en række arabiske stater i 1967 rasede i nærheden af de vigtigste oliefelter i verden, var det især en ny fiks opfindelse, der fik opmærksomhed i Gladsaxe. På Søborg Hovedgade åbnede en Esso-tankstation med landets første benzinautomat, der gav bilisterne mulighed for at betjene sig selv døgnet rundt med såvel mønter som tikronesedler, og tankbestyreren udtalte til lokalpressen, at bilen er "en mands dyreste og kæreste ejendom", som har krav på at blive passet på bedste vis. Yes, som talt ud af Gladsaxes mund.

Et enkelt sted i kommunen sås dog bekymrede miner over verdenssituationen. Det var på Gladsaxe Gymnasium. Her fandtes blandt eleverne adskillige politiske foreninger, som var oprørte over krige, der blev ført af USA eller med USA's samtykke. De kritiske elever vendte sig mod Israels nylige besættelse af palæstinensiske områder og mod Vietnamkrigen. 2.g'eren Holger Jensen sendte på vegne af Socialistiske Gymnasiaster på Gladsaxe Gymnasium i 1967 en udtalelse til Gladsaxe kommunalbestyrelse, som blev bedt om ikke at invitere USA's udenrigsminister Dean Rusk, der planlagde besøg i Danmark. Grunden var, at "USA's piloter, med hans billigelse, kaster giftgasser, napalm-, fosfor- og fragmentationsbomber mod Vietnams fattige bondebefolkning."

Borgmester Erhard Jakobsen svarede i kommunalbestyrelsen: "Det ville være en ære for Gladsaxe Kommune, såfremt Dean Rusk aflagde vor kommune et besøg, således at vi kunne få anledning til gennem ham at takke Amerika, som vi skylder så uendeligt meget."

Erhard Jakobsen blev på gymnasiet genstand for et inderligt had, og en række elever trak yderligere til venstre. Politiets Efterretningstjeneste fattede interesse for den opkogte stemning på gymnasiet, og en af lærerne fungerede efter sigende som indberetter for PET. Den læserbrevskrivende og dennes bedste ven, Jan Weimann, var begge store stærke fyre, som på villavejene løbetrænede for bedre at kunne begå sig i de mere og mere voldsomme demonstrationer mod Vietnamkrigen foran den amerikanske ambassade. I 1969 begyndte Jan at fremstille stinkbomber i et skur i baghaven til forældrenes villa, og da Saga-biografen på Vesterbro havde premiere på filmen De grønne djævle om de amerikanske soldaters heltemodige indsats i Vietnamkrigen, forsøgtes første forestilling forpurret med stinkbomber. Bagefter kom det på Vesterbrogade til slagsmål mellem demonstranterne og rockergruppen De Vilde Engle, som ville forsvare filmen. Filmen "måtte tages af plakaten som følge af en bande røde naziefterligneres pøbelvirksomhed," som der stod i det højreorienterede tidsskrift Reflex, som kort efter udgav et nummer med Erhard Jakobsen på forsiden.

Smykket med pistolkugle

Efterhånden syntes alt at ryge i vejret i Gladsaxe. Opsvinget var på toppunktet, stemmetallene historiske for Erhard Jakobsen ved kommunalvalget i 1970, og han råbte højere end nogensinde. Hans anklager mod Danmarks Radio for at være enøjet venstreorienteret blev skarpere. Til gengæld fik Ekstra Bladet en overlæge i psykiatri til at stille en diagnose for ham, baseret på hans optræden i medierne. Overlægen kaldte borgmesteren for "et virkeligt psykiatrisk tilfælde" og karakteriserede ham som "et submanisk temperament, der i øjeblikket er helt og aldeles overeksalteret".

Da julen og det amerikanske nederlag i Vietnamkrigen nærmede sig i 1972, gav den amerikanske præsident Richard Nixon ordre til at optrappe luftbombardementerne af Nordvietnams hovedstad, Hanoi. De civile tab var massive, og den svenske statsminister Olof Palme sammenlignede bombningerne med nazisternes jødeudryddelser. Endog New York Times skrev om USA's luftbombardement: "Vi oplever en terrorisme i ukendt omfang... de menneskelige lidelser må i sandhed være intense - og til hvilket formål?"

Erhard Jakobsen derimod gav udtryk for sin fulde støtte til den voldsomme bombning af civilbefolkningen. Han sagde, at om så et bombardement kostede 75.000 civile livet, ville han juble, hvis det bragte amerikanerne nærmere det militære mål. Men i øvrigt betvivlede han rigtigheden af øjenvidneskildringer og tv-reportager fra Hanoi. "Det, der er skrevet den seneste tid, kalder jeg hysterisk. Det har ingen baggrund i reelle oplysninger. Jeg har ikke set nogen tal for, hvor mange der er slået ihjel," sagde han til B.T. den 28. december 1972.

Holger Nielsen, Jan Weiman og deres kammerater i en venstreekstremistisk studiekreds forestillede sig ikke længere, at en revolution stod lige for døren i Danmark, for den danske arbejderklasse var ifølge gruppens analyser blevet bestukket af kapitalisterne med velstand. Arbejdernes trang til at sikre sig villa, vogn og vaskemaskine var større end lysten til at omstyrte det bestående. Kredsen vendte sig derfor mod Vestens udnyttelse af Den Tredje Verden og koncentrerede sig om at støtte oprørsbevægelser i udlandet. Der blev samlet penge ind til den palæstinensiske kamporganisation PFLP, og Holger Jensen røbede over for sine politiske venner, at han var fascineret af flykapreren Leila Khaled, der som 25-årig udførte sin første kapring i 1969.

Leila Khaled var vel det nærmeste, man kunne komme en politisk pinup-pige. Den smukke kvinde lod sig fotografere med gevær, palæstinensertørklæde og en fingerring, som hun selv havde fremstillet af en pistolkugle og sikkerhedsbøjlen fra en håndgranat.

Men samtidig med at de åbenlyse indsamlingaktiviteter blev varetaget af løst tilknyttede sympatisører til den røde studiekreds, begyndte den inderste kerne af gruppen at klæde sig upåfaldende og trække sig bort fra de udadvendte politiske aktiviteter.

Noget var i gære.

Slås for hus og hjem

Tiden var ved at løbe ud for Erhard Jakobsens borgmesterskab, og 1973 skulle blive et ondt år i den politiske verden.

I Gladsaxe rasede Folkebladet for Gladsaxe Kommune over, at der blev drevet "hetz mod grundejerne". Den socialdemokratiske regering med Anker Jørgensen i spidsen blev anklaget for at ville finansiere en kæntret økonomisk politik med øget skat på villafolket. Bladet skrev i en leder med overskriften "Den sorte hånd", at "parcelhusejeren står som lidt af en bagmand - en mand, som snyder og bedrager i skat, som unddrager sig de byrder, som det anses for en samfundspligt at bære". Den sorte hånd hentydede til en plakat fra 1963, som op til folkeafstemningen om nye jordlove viste en kæmpemæssig hånd, der griber en villa. Propagandaen lød dengang: "Tænk blot på den dag, da folkesocialisterne og de kommunistiske rester får chancen for at støtte socialdemokraterne ved kommende socialiserings-overgreb- Hvordan vil det da være med sikkerheden for Deres hus!"

Nej, Folkebladet for Gladsaxe Kommune ville heller ikke nu i 1973 lade 'røde Anker' kvase villakvartererne. Derfor skrev avisen, at "parcelhusejerne må til at tale med én tunge".

Der skulle tilvejebringes en fælles tunge, som talte de trængte besidderes sag. Den socialdemokratiske velfærdsmodel var fuldbragt, arbejderne havde fået hus og bil. Nu måtte de på barrikaderne for at forsvare de vundne goder, og den kamp skulle ikke kæmpes under rødt flag.

I oktober 1973 blev den danske debat sat under yderligere pres, da Syrien gik til angreb på Israel for at generobre de områder, der var blevet besat af Israel under Seksdageskrigen i 1967. Israel vandt krigen, og så udløstes hævnen over Israel og Vesten omgående. Araberne skruede ned for oliehanerne.

Opsvinget var truet, panikken brød ud, og snart kunne Ekstra Bladet på forsiden sætte dato på dommedag: "Danmark går i stå på næste søndag". Den danske regering havde forbudt privat bilkørsel på søndage for at spare på benzinen.

Erhard Jakobsen fandt, at tiden var inde til på en skole i Gladsaxe at holde stiftende møde for en landsdækkende fraktion af højreorienterede socialdemokrater, heriblandt Aktuelts tidligere direktør og ivrige fortaler for Israel, Arne Melchior. Gruppen fik navnet Socialdemokratisk Centrum, og Erhard Jakobsen begrundede tiltaget med, at "der er foregået en kommunistisk infiltration i alle dele af dansk åndsliv, uddannelse, opdragelse osv. Jeg betragter den socialdemokratiske ungdomsbevægelse som direkte kommunistisk inficeret. Hvis det stod til mig, skulle DSU likvideres."

Han har nok brugt ordet likvideres i betydningen nedlægges. Men skarpheden er ikke til at tage fejl af. Kommunister havde efter hans mening taget magten i dele af den socialdemokratiske bevægelse, og kunne Erhard Jakobsen ikke uddrive disse hekse, var der kun en mulighed tilbage. Så måtte han starte for sig selv.

Det blev hurtigt aktuelt. Statsminister Anker Jørgensen udnævnte Ritt Bjerregaard til undervisningsminister, og dermed var Erhards bæger fuldt. Den 6. november 1973 meldte han sig ud af Socialdemokratiet og grundlagde Centrum-Demokraterne. To dage efter kom han for sent til en vigtig afstemning i Folketinget, hvilket udløste valg, da Anker Jørgensen sad på det spinklest tænkelige flertal.

Valget forvandlede opsvinget til et højresving. Socialdemokratiet, der havde båret de gode tider, var livsfarligt forkrøblet, mens Erhard Jakobsen og Mogens Glistrup vandt henholdsvis 14 og 28 mandater. I den modsatte side af salen fik kommunisterne et comeback.

Danmark strittede.

Dæmonisk julelys

Julen stod for døren, men oliekrisen betød, at handelstandsforeningernes traditionelle julebelysning i gaderne var slukket, og de julepyntede butiksruder lå mørklagte i aftentimerne. Danmark skuttede sig, og årets mørkeste dag oprandt. Men handelsstandsforeningen i Gladsaxe-bydelen Bagsværd havde fået en lys idé. Fredag den 21. december 1973 om aftenen afholdt man et fakkeloptog gennem Bagsværd Hovedgade. Om eftermiddagen havde alle de borgere, som havde lyst, kunnet hente en gratis fakkel på Bagsværd Skole.

Om aftenen gik hundreder så i en særpræget blanding af et juleoptog og en protestmarch. Børn iklædt julehumør og nissehuer traskede side om side med vrede voksne, der knyttede næverne i frakkelommerne, mens de spruttende fakler fik skygger til at danse dæmonisk i ansigterne. God jul, og ned med krisen, ned med araberne, ned med den danske regering.

Deltagerne sluttede ved en metalcontainer, hvori de delvist nedbrændte fakler kastedes for at danne et stort bål. En båltale skulle der ikke mangle, og taleren i decemberbålets flakkende lys var den nybagte partiformand Erhard Jakobsen. Hans tale var kort og rettet mod de alt for mange "pessimister og tudesøren'er", der var her til lands. Dem og deres røde kumpaner kunne bålets flammer passende forjage.

En ny tid var begyndt. Og en student fra Gladsaxe Gymnasium drømte om at fremme revolutionen ved hjælp af røverier.

* Denne artikel er et uddrag af Asger Liebsts bog: 'Drømmen om Gladsaxe - en krønike om forstaden der forandrede Danmark'. Bogen, der handler om en række sammenvævede menneskeskæbner i 1960'erne og 70'erne, udgives af Gyldendal den 1. november

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her