Læsetid: 6 min.

Bombemål USA

12. september 2001

MENINGSLØST VANVID. Dette var ellers året, da USA’s ny præsident ville koncentrere sig om USA’s egne problemer og lade opbygningen af et raketskjold beskytte Nordmerika mod slyngler og slyngelstater ude i virkeligheden.
George W. Bush ville helst undgå at tage ansvar i Mellemøsten og undgå at lade USA binde af nye snærende internationale forpligtelser.
Men tirsdag kom verden til ham, da et åregammelt mareridt og en Tom Clancy-kioskthriller blev til blodig virkelighed med historiens blodigste terror og uhyggeligt velkoordinerede terroraktioner mod centrale amerikanske institutioner: World Trade Center i New York, forsvarsministeriet i Pentagon, Det Hvide Hus – med mere.

INTET RAKETSKJOLD ville have forsikret Bush mod så effektiv, altomfattende og menneskeforagtende vold. Og selv verdens mest raffinerede efterretningstjenester var ikke i stand til hverken at forudse eller afværge udåden, så sandt som nogle få håndfulde mænd m/k af tilstrækkelig samvittighedsløs støbning omkring et thébord kan aftale at bestille et sæt flybilletter på samtidige rutefly og tvinge kaptajnen til at styrte de kaprede fly i døden, hvor det kan få mest publicity og gøre mest politisk ondt. Et scenario vildt nok til at skabe gysere på print eller film. Men denne tirsdag var det ikke underholdning, for – som det lød på CNN: Dette var dagen, da USA’s held slap op.

DEN SORTE TIRSDAG vil bekræfte, at USA aldrig – i positiv eller negativ forstand – kan melde sig ud. Verdens eneste tilbageværende supermagt ikke alene har et overvældende med-ansvar for international udvikling – men må, som vi så i går, også se i øjnene, at det bliver gjort ansvarligt af såvel legitime som nu forbryderiske kræfter for verdens gang.
Og skønt regeringer over hele verden rimeligvis står sammen om at fordømme gårsdagens terror, vil der også være radikale og religiøse organisationer – let’s face it: Ikke mindst i Mellemøsten og Sydasien – som vil bifalde eller ligefrem hylde forbrydelserne på Manhattan og i Washington.

VILJEN til at ofre egne liv er den ekstra dimension, som gør den ny terror til vor tids rædselsvåben. Demokratiske og mindre demokratiske stater og indtægtsivrige våbenbrikanter har i årtier brugt de skarpeste hoveder og et uoverskueligt antal milliarder af dollars på at udvikle de bedste våben og de bedste forsvarssystemer mod konventionelle og atomare trusler.
Imens har de bekymret sig om ’den fattige mands atomvåben’ i form af kemiske eller biologiske våben eller for den sags skyld små, upræcise atomvåben til afpresning af større magter. Slyngelstater – i USA’s øjne: Nordkorea, Irak, Iran, Libyen m.fl. – er blevet udpeget. Og slyngelorganisationer – som den saudiarabiske dissident Osama bin Laden og flere versioner af mellemøstlige
organisationer for ’hellig krig’ – er blevet forsøgt bekæmpet. Alligevel har de gennem årene haft vilje og grusomhed – og teknisk set: held – nok til at gennemføre voldsom terror mod amerikanske ambassader i Østafrika, et amerikansk flådefartøj i det sydlige Yemen og før dét mod FN-bygningen i New York. Igen: Med mere ...
I går blev alle våbenindkøbene, alle de strategiske forsvarsplaner og alle Bush’ drømme om raketskjold mod slyngler gjort til skamme. Det Hvide Hus blev rømmet. Pentagon blev rømmet. Børsen blev rømmet. Faktisk blev alle USA’s centrale politiske institutioner rømmet, umiddelbart presset ud over dørtærkslen af en flok skruppelløse terroristers sygelige omgang med liv. Terroren var set før – forskellen er omfanget, den totale meningsløshed og terroristernes vilje til at tælle sig selv med på tabslisten. Men foragten for menneskeliv er den samme.

OG HVAD SÅ? Spekulationerne om ansvaret stod i kø, endnu før de øverste etager på World Trade Center brasede sammen. Også det har USA prøvet før, da den nu henrettede politiske fanatiker Timothy McVeigh bragte forbundsbygningen i Oklahoma City til eksplosion med en lastbil fuld af hjemmegjort sprængstof, dog uden vilje til i første omgang at betale med eget liv. Det kom han senere til.
Men dengang ikke alene florerede mistanken omkring mulige mellemøstlige konspirationer – og muslimer oplevede at blive lagt for had i mediernes offentlige rum – før den pure amerikanske og højreradikale gerningsmand blev arresteret i en trafikkontrol. Hvad enten gårsdagens gerningsmænd kom fra Texas eller Mellemøsten gælder tilsvarende det gode grundprincip for et retssamfund, at skyld er personlig og ikke uden ond vilje kan lægges hverken en religion eller kultur til last.

TIL DAGLIG – for ja, også denne type selvmordsterror har en hverdag, der hyppigst folder sig ud i Israel, de besatte palæstinensiske områder og lokaliteter i Sydasien – foretrækker omverdenen at vende ryggen til, når voldsmænd på denne vis trækker uvedkommende civile med sig i døden i tillid til, at de selv
bliver reddet hjem af Vorherre. Særegen opfattelse af Vorherres godhed, i øvrigt.
Den Sorte Tirsdag giver ikke verden denne bekvemme mulighed for at lade som ingenting, så sandt som at den i disse globaliseringstider minder os om, at også selvmordsterroren er international. Den har ramt både USA og andre magter før, den ramte USA igen i går, den kan ramme os selv i morgen.
Allerede derfor kan det internationale samfund heller ikke ignorere, at regeringer – også andre regeringer end de ’slyngelstater,’ USA har udpeget – i tidens løb har bidraget til at gøre terror mulig ved at yde husly for de nye tiders terrorister. Det er ikke et husly, de bør være stolte af, heller ikke et husly, der gør dem fortjent til ordentlige staters samarbejde.
I sidste ende gælder det verdenssamfundets vilje til at insistere på demokrati og ikkevoldelig løsning af konflikter. Og i lyset af tabstallene på Manhattan og andre steder i USA, hvor kaprede fly blev bragt til nedstyrtning, skulle det ikke – selv for regeringer, der plejer at dukke hovedet for terror – være svært at istemme fordømmelsen af dagens forbrydelse.
Alligevel kunne aviser ved den arabiske golfkyst, der ikke publicerer andet end, hvad de lokale regimer finder fit to print, ikke dy sig for at undskylde terroren med slet skjulte advarsler til USA. Akhbar al-Arab i De Forenede Arabiske Emirater skrev således ifølge nyhedsbureauet Ritzau, at USA »via fjendtlige holdninger til araberne skubber deres tålmodighed til grænsen.« Og hjemme hos USA’s bedste arabiske venneland, Saudi-Arabien – for hvem USA for kun 10 år siden gik i krig – meddelte bladet Al-Riyadh straks efter terrorangrebene, at USA må ændre sin politik over for Israel, hvis det vil sikre sine interesser i regionen.
Al den stund hverken USA eller dets arabiske allierede i går anede det mindste om de skyldiges identitet, er det et særegent forsvar for mulige gerningsmænd. Strengt taget kan der gives adskillige gode grunde til, at USA skulle justere sin politik i Mellemøsten eller dén i Sydasien. Men ingen amerikansk politik, heller ikke Bush’ internationale passivitet, kan begrunde, at vansindige selvmordsterrorister kaprer fly og sætter civile og offentlige kontorer i brand, hvad enten det er i USA eller i deres egen region.

NÅR DIKTATORISKE regimer i den arabiske verden alligevel lader deres censurerede medier benytte Den Sorte Tirsdags forbrydelser til at bebrejde USA, og når unge mennesker i den palæstinensiske by Nablus valgte at fejre lige præcis bin Laden, gør de kun deres egne landsmænd og kultur ubodelig skade.
USA’s udenrigspolitik kan ikke under nogen omstændigheder legitimere terror på Manhattan. Men tilsvarende kan arabiske mediers dårlige undskyldninger og palæstinensiske studenters smagløse fest ikke frakende begge parters ret til frihed og demokrati.
Men det er en helt anden historie. Tirsdag gjaldt det nøgent og blodigt, at selvmordsterror rystede en supermagt, der troede, den kunne vende ryggen til verden.
Terror fortjener ingen anerkendelse, ingen undskyldning, ingen bortforklaring, kun fordømmelse.

j

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her