Læsetid: 4 min.

Hvis I bomber vores byer, bomber vi jeres

Når uskyldige civile dør i Irak, er det 'følgevirkninger af krig', når 'vi' dør, er det 'barbarisk terrorisme'
8. juli 2005

"Hvis I bomber vores byer, bomber vi jeres," sagde Osama bin Laden på en af de nyeste videooptagelser, der er blevet udsendt.

Lige siden Tony Blair besluttede at støtte George W. Bushs "krig mod terrorisme" og invasionen af Irak, har det stået lysende klart, at Storbritannien var et terrormål. Vi var blevet advaret, som man siger. G8-topmødets åbningsdag blev nøje udvalgt som Angrebsdagen.

Og det nytter ikke noget, at Blair i går stillede sig op og sagde, at "det aldrig vil lykkes dem at ødelægge alt det, der betyder noget for os". 'De' er ikke ude på at ødelægge "alt det, der betyder noget for os". De prøver at få mobiliseret en offentlig mening, der tvinger Tony Blair til at trække de britiske tropper ud af Irak, ud af sin alliance med USA og ud af sin trofaste opbakning til Bushs politik i Mellemøsten.

Spanierne betalte prisen for deres støtte til Bush - og den efterfølgende spanske tilbagetrækning fra Irak var beviset på, at målet med bomberne i Madrid blev opnået - mens australierne måtte lide på Bali.

Det er nemt for Tony Blair at kalde gårsdagens bombeangreb "barbariske" - selvfølgelig var de det - men hvad skal man kalde de mange dræbte civile under den britisk-amerikanske invasion af Irak i 2003, børnene der blev sprængt i stykker af klyngebomber, de utallige uskyldige irakere mejet ned ved det amerikanske militærs kontrolposter? Når 'de' dør, er det "følgevirkninger af krig", når 'vi' dør, er det "barbarisk terrorisme".

Hvis vi nedkæmper et oprør i Irak, hvad får os da til at tro, at oprøret ikke kommer til os? Én ting er sikkert: Hvis Tony Blair virkelig tror, at vi yder en mere effektiv beskyttelse af Storbritannien ved at "bekæmpe terrorismen" i Irak - bekæmpe terroristerne dér i stedet for at lade dem komme hertil, som Bush hele tiden understreger - holder dette argument ikke længere.

Det var ikke en genistreg at udløse bomberne under G8-topmødet, mens hele verdens opmærksomhed var rettet mod Storbritannien.

Det kræver ikke en doktorgrad at vælge tidspunktet for endnu et håndtryk mellem Bush og Blair til at sætte en hel hovedstad i stå med sprængstoffer og drabet på mere end 30 af dens indbyggere.

G8-topmødet blev annonceret så lang tid i forvejen, at Blair gav bombemændene al den forberedelsestid, de havde brug for. Det tager flere uger at planlægge et koordineret system af angreb, som det vi så i går - vi kan roligt droppe den idiotiske tanke, at det var meningen, at angrebene skulle falde sammen med beslutningen om, hvilken by der skulle være vært for OL i 2012.

Osama bin Laden og hans tilhængere kører ikke et sådant angreb i stilling for blot at satse på, at Frankrig taber kapløbet om at blive værtsby. Al-Qaeda spiller ikke fodbold.

Nej, planlægningen har taget måneder. Der skulle udvikles sikre huse, sprængstofferne skulle gøres klar, målene udvælges, sikkerheden efterprøves, bombemændene og tidspunktet skulle udvælges, og kommunikationen skulle planlægges (mobiltelefoner er sladrehanke). Koordinering og detaljeret planlægning og den sædvanlige totale foragt for uskyldige menneskers liv er karakteristisk for al-Qaeda.

Og lad os så et øjeblik reflektere over den kendsgerning, at dagen i går - G8-topmødets åbningsdag, så vigtig en dag, så blodig en dag, repræsenterede den totale fiasko for vores sikkerhedstjenester - de samme 'efterretningseksperter', som hævdede, at der var masseødelæggelsesvåben i Irak, selv om der ikke var et eneste, men som var fuldstændig ude af stand til at afsløre en nøje tilrettelagt plan om at dræbe indbyggere i London.

Tog, fly, busser, biler, metroer. Transportmidler er tilsyneladende skuepladsen for al-Qaedas dystre udfoldelse. Ingen kan kontrollere tre millioner rejsende i London hver dag. Ingen kan stoppe hver eneste turist. Nogen troede, at Eurostar-toget muligvis var et al-Qaedamål - og terroristerne har ganske givet undersøgt muligheden - men hvorfor satse på det prestigefyldte, når den helt almindelige bus eller det almindelige undergrundstog står klar.

Og så er der alle de britiske muslimer, som længe har ventet og frygtet dette mareridt. Nu bliver hver eneste muslim i landet mistænkeliggjort, de brunøjede mænd og kvinder, den skæggede mand, kvinden med tørklædet, drengen med bedekransen, pigen, der siger, at hun har været udsat for racisme.

Den 11. september 2001 sad jeg i et fly til USA og kan huske, hvordan flyets purser og jeg selv vandrede rundt i flyet for at se, om vi kunne få øje på mistænkeligt udseende passagerer, efter at flyet var vendt rundt over Irland, fordi USA havde lukket sit luftrum. Jeg fandt en halv snes - selvfølgelig helt uskyldige - mænd, der havde brune øjne og skæg eller kiggede 'fjendtligt' på mig.

Det skete på få sekunder: Osama bin Laden forvandlede flinke, liberale, venlige Robert til en anti-arabisk racist.

Det er en del af formålet med gårsdagens bomber: at skabe splid mellem de britiske muslimer og de britiske ikke-muslimer (lad os helt undlade at nævne de kristne) for at opildne netop den racisme, som Tony Blair hævder, han bliver stødt over.

Her opstår problemet. Hvis man bliver ved at foregive, at Storbritanniens fjender ønsker at ødelægge "alt det, der betyder noget for os", støtter man racismen. Det, vi står over for nu, er et specifikt, direkte, centraliseret angreb på London som et resultat af "en krig mod terrorisme", som lord Blair af Kut al-Amara har ført os ind i. Lige før det amerikanske præsidentvalg spurgte bin Laden: "Hvorfor angriber vi ikke Sverige?"

Heldige Sverige. Der er ingen Osama bin Laden. Og ingen Tony Blair.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her