For 53 år siden udkom Casino Royale, den første af i alt 14 bøger om James Bond, agent 007 med licens til at dræbe. Bogen er skrevet og foregår midt under Den Kolde Krig, og selv om Bond ikke på det tidspunkt var den garvede efterretningsagent, han skulle blive i både bog og på film, havde han - og dermed forfatteren bag, englænderen Ian Fleming - et og andet at sige om spionens opslidende hverv. Faktisk er bogen lidt af et karakterstykke, hvor man om noget lærer Bond at kende.
"Helten dræber to skurke, men når det trækker op til, at helten Le Chiffre vil dræbe skurken Bond, og skurken Bond ved med sig selv, at han slet ikke er nogen skurk, får man øjnene op for bagsiden af medaljen," siger Bond.
"Hvem er helt, og hvem er skurk? Der er kommet kludder i begreberne. Naturligvis, vi må ikke glemme, at fædrelandskærligheden spiller ind og kaster et mildnende skær over det hele, men den side af sagen er efterhånden ved at blive lidt antikveret. I dag bekæmper vi kommunismen. Godt! Men hvis jeg havde leet for 50 år siden, ville den konservatisme, vi sværger til i dag, sådan omtrent kunne stemples som kommunisme, og vi var alle sammen blevet udkommanderet for at bekæmpe den. Nu om stunder går historien frem med syvmileskridt, og helte og skurke bliver ved at bytte roller."
Moderne tankegang
Bond har mirakuløst overlevet en forfærdelig omgang tortur fra den sovjetiske kontraspionage-organisation SMERSH's repræsentant Le Chiffre - og taler fra sygelejet med sin franske kollega Mathis, der har svært ved at tage Bond alvorligt.
Ikke mindst da han begynder en mere filosofisk diskussion af ondskabens væsen og Le Chiffre som det modbillede, der satte en standard for godheden og dermed retfærdiggør Bonds virke.
Det er en meget moderne tankegang, som man ikke umiddelbart forbinder med den filmudgave af Bond, der små 10 år senere ramte lærredet i Sean Connerys veltrimmede skikkelse - i Dr. No (1962) - og med tiden er blevet så populær og holdbar, at der i morgen er premiere på film nummer 21 i rækken.
Og sjovt nok er det netop Casino Royale, der endelig finder vej til lærredet i en seriøs udgave - den er før blevet filmatiseret som komedie i 1967 med bl.a. Peter Sellers og David Niven.
I den forbindelse er det interessant at vide, at det er en afklaret Bond, man møder til slut i Casino Royale-bogen.
Han lægger alle forbehold fra sig, samler den nu eliminerede Le Chiffres handske op og påtager sig sit gudgivne ansvar: "Han ville udfordre SMERSH og jage dem alle til døde. Uden SMERSH - uden dette kolde, dødbringende våben - var efterretningstjenesten derovre reduceret til en almindelig stab af statsansatte spioner, som hverken var værre eller bedre end de tilsvarende i de vestlige lande. Det var SMERSH, der var sporen. Vær loyal og gør dit yderste, ellers skal du dø. Ellers vil du uvægerligt blive jagtet og dræbt. Men nu var det ham, der gik til angreb mod dem, der svang pisken. For fremtiden ville han lade de andre om at spionere og fange spionerne. Han ville sigte mod truslen bag spionerne, mod den organisation, der tvang dem til at spionere." Bond har alle dage været en handlingens mand, der gør sin pligt for Gud, dronning og fædreland.
Spænding og kvinder
Han er begavet og beregnende, men kun sjældent har man i filmene prøvet at pille ved det fundament af patriotisme og loyalitet, som han står på, ved at lade ham tvivle på sig selv og sin mission. Det ville også bare forstyrre det, filmene egentlig handler om, nemlig spænding og action og smukke kvinder.
Bond har på den måde altid været et uforstyrreligt fikspunkt i en ellers forvirrende, foranderlig verden.
Casino Royale, den nye film, er en slags forløber for alle de øvrige, idet den går tilbage til et tidspunkt, hvor Bond endnu er en upoleret håndværker, som skal gøre sig fortjent til de to nuller, der giver ham licens til at dræbe.
At viske tavlen ren og så at sige begynde forfra giver selvfølgelig instruktør Martin Campbell og den nye, blonde Bond, Daniel Craig, mulighed for at lege lidt med figuren og publikums forventninger.
Han er åbenbart, som i bogen, mere brutal og nådesløs, end han har været tidligere. Men der er også grænser, som man ikke træder over, og konventioner man ikke forbryder sig imod - selv om man gerne vil være moderne og original. Og sådan har det været hele vejen gennem de 40-50 år, hvor Bond-figuren har været en vigtig del af populærkulturen.
Sans for strategi
Da Ian Lancaster Fleming døde i 1964, 56 år gammel, havde Bond-figuren allerede vokset sig stor og begyndt at udvikle sig uafhængigt af sin skaber. Fleming, der var ud af en velhavende slægt, havde svært ved at indordne sig og gå på kompromis, og han brugte en stor del af sit liv på at finde sin rette hylde i tilværelsen. I perioder drak, spiste, spillede og nedlagde han kvinder som en ægte levemand, mens hans bror, Peter, familiens stræber, plejede en god karriere som journalist og forfatter af dramadokumentariske bøger. Ian Fleming forsøgte sig selv som journalist og siden bankmand, før han i slutningen af 1930'erne blev ansat af den britiske efterretningstjeneste, som han måske allerede havde arbejdet i årene forinden.
Under Anden Verdenskrig skabte han sig et navn på med sin egen, hemmelige enhed at spionere på tyskerne, og han fik ry for at være lidt af en strateg og have store evner udi at planlægge risikable, men som regel vellykkede operationer med nogle specialtropper, han kommanderede og kaldte sine 'røde indianere'.
I slutningen af krigen deltog Fleming i en flåde-konference på Jamaica og blev så forelsket i øen, at han besluttede sig for efter krigen at bygge et hus. Huset kaldte han Goldeneye, hvilket som bekendt også er titlen på Pierce Brosnans første film i rollen som Bond.
Selvbiografisk
Fleming brugte hvert år nogle måneder i sit hus på Jamaica, hvor han levede det frie og søde liv. Af økonomiske årsager begyndte han igen at arbejde som journalist, og det var først, da han gjorde en gift kvinde gravid - og for første gang i sit liv tog et ansvar og giftede sig med hende, da hun var blevet skilt - at Ian Fleming satte sig ned og skrev det, der skulle blive til den første af 12 romaner og ni noveller om James Bond.
Navnet hentede den fugleinteresserede Fleming fra bogen Birds of the West Indies, der var forfattet af en amerikansk ornitolog ved navn James Bond. Navnet var, sagde Fleming, "kort, uromantisk, anglesaksisk og alligevel meget maskulint - lige, hvad jeg havde brug for."
Bond er i høj grad baseret på forfatteren selv - og flere af hans kolleger i efterretningstjenesten - og selv om Fleming ikke ligefrem var den britiske efterretningstjenestes mand i marken, kendte han miljøet og arbejdet ned i mindste detalje og kunne give sine historier et vigtigt skær af troværdighed, samtidig med at hans egne oplevelser, outsider-gen, vid og sans for spænding gør dem til gode læseoplevelser.
Angiveligt hørte forfatterne Raymond Chandler og Kingsley Amis til blandt Flemings beundrere, og Amis skrev under eget navn og under pseudonym om Bond-figuren, ligesom han på bestilling leverede en roman med Bond som hovedperson i 1968.
En født klassiker
Fleming havde ikke samme dybde og samfundskritiske brod som f.eks. John Le Carré, men det er nu ikke svært at forstå, hvorfor Bond blev så populær og snart omplantet til de film, der for alvor har cementeret og udbygget myten om den elegante agent med en fabelagtig smag, når det kommer til champagne, mad og kvinder.
Bond er måske nok en kyniker i mange sammenhænge, men som vi kan læse ud af ikke mindst Casino Royale, er han også en mode- og livsstilsbevidst romantiker, der gerne lader sig besnære af en smuk kvinde, selv om det kan være farligt.
I modsætning til mange af sine desillusionerede kolleger repræsenterede Fleming og Bond et anderledes lyst og underholdende syn på sin samtid: "Fleming forholdt sig til efterkrigstidens verden," sagde hans engelske forlægger, Simon Winder fra Penguin Press, til BBC i forbindelse med en relancering af bøgerne i 2002.
"Hans samtidige Evelyn Waugh og Anthony Powell blev traumatiserede af krigen; det viser sig i deres arbejde. Men Bond var noget nyt og frisk."
Samtidig fandt Fleming en stor og begejstret læserskare, og det har været med til at sikre hans status som spændingsforfatter af en vis kaliber:
"En klassiker er nødt til at blive læst af folk," sagde Simon Winder også til BBC.
En fremtid
Enkelte af filmene er også blevet klassikere, selv om de med tiden har bevæget sig langt væk fra Flemings original og samtidig kæmpet for at følge med tiden og de store samfundsmæssige og geopolitiske forandringer.
Hvor Sean Connery var den barske, hårdtslående og elegante kvinde- og forbryderbetvinger, var Roger Moore den ubekymrede, overlegne dress- og levemand, der legede sig ud af enhver knibe og forførte kvinderne. Indimellem kom George Lazenbys mere anonyme, men til sidst også forfriskende tragiske Bond, der mister sin elskede og derfor tvinges til at fortsætte kampen. Det var en parentes i Bond-historien, men en vigtig parentes.
Det samme kan man desværre ikke sige om Timothy Dalton, der var tæt på at ødelægge Bond-franchisen, fordi hans fortolkning af figuren blev for alvorlig på en aldeles ucharmerende facon. Hans to film i rollen var et mislykket forsøg på at forny figuren, og mange troede, at det efter License to Kill fra 1989 - Daltons sidste film - var uigenkaldeligt slut med Bond.
Samtidig faldt Muren, og hovedfjenden var pludselig væk. Bond mistede på én gang sin karisma og eksistensberettigelse.
Men med Pierce Brosnan, der er min personlige favorit og en blanding af Connery og Moore, lykkedes det i fire solide film - tilmed nogle af de største Bond-succeser gennem tiden - at udviske de dårlige minder og finde nye fjender blandt terrorister, mediemoguler og skurkagtige, tidligere østblok-generaler.
Efter alt at dømme - blandt andet de mange, næsten uforbeholdent positive anmeldelser, film og skuespiller fik ved verdenspremieren for en uge siden - er det med Casino Royale lykkedes Martin Campbell, Daniel Craig og Mads Mikkelsen som Le Chiffre at give den efterhånden aldrende James Bond en både livgivende og foryngende blodtransfusion.
Det hele var blevet meget stort og larmende og teknologisk i Brosnans sidste film i rollen, Die Another Day (2002), og der er noget meget retfærdigt og poetisk i, at man har måtte tilbage til kildens udspring for, med indlysende tilpasninger - bogens SMERSH er skiftet ud med en terrororganisation - at finde en historie og en tone, der hiver Bond ned på jorden igen og giver ham en fremtid.
'Casino Royale' har dansk premiere i morgen.
