Læsetid: 3 min.

Bonde mod burger

4. september 1999

Intet er mere traditionelt og velkendt i Frankrigs socio-økonomiske landskab end bønder, der protesterer og aktionerer. Når de klager over faldende priser, når de hælder tonsvis af frugter og grøntsager ud på vejene, tømmer læs af gødning og ajle ud foran præfekturerne eller smadrer et supermarked hist og her, og når landboforeningernes formand lover "et varmt efterår" med omfattende demonstrationer, så fristes man til at sige, at der ikke er noget nyt under solen. Men det er der i høj grad i dette efterår.
De nyeste demonstrationer har været til støtte for et krav om løsladelse af den 46-årige sydfranske fåreavler José Bové, der er fængslet for en voldelig aktion. Det er i sig selv nyt - eller forholdsvis sjældent - at aktionerende bønder drages til ansvar for voldshandlinger. Traditionen vil, at myndighederne behandler bønderne med en overbærenhed, som man ikke drømmer om at udvise over for aktionerende arbejdere, studenter eller for den slags sygeplejersker, hvis de begår materielle overgreb.

Men hele baggrunden for den nuværende uro i den franske landbrugsverden er rig på nye elementer. Ganske vist foregår der traditionelle aktioner i en situation med faldende priser, men landmændene protesterer mod nye fænomener som følgerne af globaliseringen, de store monopolagtige supermarkedskæders indkøbscentraler, der næsten reducerer dem til fæstebønder, mod mellemhandleravancerne, og ikke mindst mod USA, der dikterer vilkårene for verdenshandelen via verdenshandelsorganisationen WTO.
Således går det til, at fast food-kæden McDonald, et oplagt symbol, er blevet målet for mange franske bønders had, og den aktion, der har bragt Bové i fængsel, bestod i, at han den 12. august sammen med fire andre gik til angreb på - og delvis ødelagde - en McDonald burgerrestaurant, der er under opførelse i Millau i nærheden af Montpellier i Sydfrankrig.
Det hører også til det nye, at den fængslede bonde er en miljøaktivist af parisisk oprindelse, udgået fra 1970ernes pacifistiske, grønne og anti-atom grupper.
Han har mobiliseret en del af bondestanden i en situation, hvor utilfredsheden har mange andre årsager end de sager, han selv kæmper for, men han støttes navnlig af et mylder af venstreorienterede grupper, næsten alt hvad der kan krybe og gå af sociale protestgrupper, fagforeninger, miljø- og forbrugeraktivister, trotskister og - de Grønne og kommunisterne, to regeringspartier! Den socialistiske landbrugsminister, Jean Glavany, har "beklaget," at Bové sidder fængslet. Kampen mod globaliseringen og mod USA's "hegemoni" har samtidig skaffet Bové mange sympatisører i de kredse, der er blevet kendt som "suverænister - de er repræsenteret i regeringen af indenrigsminister Jean-Pierre Chevènement og i oppositionen af gaullisten Charles Pasqua, EU-valgets store sejrherre på borgerlig side. Alt ialt en sprængfarlig kombination.

Det sidste nye er, at Bové har nægtet at lade sig løslade mod kaution. Han foretrækker at forblive i fængslet i Montpellier, hvis han ikke løslades uden betingelser. Han er givetvis af den opfattelse, at han tjener sin sag som militant aktivist bedre som fængslet end som løsladt mod kaution. Som fængslet kan han trække på en vis kapital som martyr, og han har demonstreret sin mobiliserende kraft i denne situation.
Her nikker man genkendende til den utrættelige og provokerende aktivist, som Bove har været i over 20 år i bl. a. Greenpeace. Da der blev udstedt arrestordre mod ham efter McDonald-aktionen, meldte han sig selv og blev fotograferet af medierne med hænderne hævet over hovedet i en triumferende gestus.
Det minoritære, men slagkraftige forbund, han var med til at stifte i 1987, og som han er lokalformand for i dag, hedder Bondeforbundet (Conféderation paysanne). Dette navn, der klinger af vadmel og traditioner, dækker over en organisation med en meget nutidig dagsorden.
Den direkte begrundelse for angrebet mod McDonald er, at USA har indført ekstratold på en række europæiske landbrugsvarer som straf for, at EU nægter at importere amerikansk hormonkød. To verdener støder sammen, og i centrum for slaget er spørgsmål som hormonbøf og gensplejset majs. Striden om liberaliseret verdenshandel på amerikanske vilkår går videre på WTO's store møde i Seattle til november, og Europa må ruste sig til fortsat kamp mod den amerikanske verdensburger. B.V.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu