Læsetid: 3 min.

Bondeviks ære

11. marts 2000

MED ÆREN i behold trådte Norges statsminister Kjell Magne Bondevik i går officielt tilbage, efter at hans tre-parti Sentrumsregering torsdag aften blev nedstemt i Stortinget på spørgsmålet om bygning af gaskraftværker i Norge.
Hverken hans eget Kristelig Folkeparti eller de to øvrige regeringspartier, Senterpartiet og Venstre, ville nemlig tage ansvaret for den politik, som et flertal i Stortinget ville pålægge den: At lempe forureningsloven, så det bliver muligt at gå igang med at bygge gaskraftværker i Norge med dagens teknologi. Regeringen fastholdt, at gaskraftværker af hensyn til miljøet ikke skal bygges, før en forureningsfri teknologi er udviklet. Men Stortingsflertallet - tegnet af Arbeiderpartiet og Høyre - argumenterede med, at gaskraftværkerne var nødvendige, fordi alternativet ville være stigende import af elektricitet fra de mere forurende kulkraftværker i Danmark og Polen.
Dette argument prellede - med rette - af på Kjell Magne Bondevik. Han påpegede, at det ikke hænger sammen med landets forpligtelser i forhold til Kyoto-aftalen om formindskelse af verdens CO2-udslip, hvis man øger CO2-udslippene i Norge. Hvis man absolut vil bygge gaskraftværkerne, skal det modsvares af reduktioner af udslippene på andre felter. Og det er svært at gøre, når hverken et nationalt eller interna-tionalt kvotesystem for CO2-udledning endnu er på plads.
Bondevik drog konsekvensen og gik fremfor at skulle føre en politik, som regeringen ikke kunne stå inde for.

DET ER FØRSTE gang, en norsk regering væltes på et miljøspørgsmål. Det er i sig selv opsigtsvækkende, for det har ikke ligefrem været kendetegnende for norske regeringer gennem tiderne, at man har sat miljøhensyn højere end økonomiske spørgsmål. Men netop miljøet har været afgørende for Sentrumsregeringen, fordi det var en af de få fællesnævnere, som de tre midterpartier dannede regering på for to et halvt år siden. Med Sentrumsregeringens magtovertagelse begyndte Norge at opføre sig som andet end Norge A/S på den internationale scene, for eksempel ved klimaforhandlingerne i Kyoto. Den nye regering var især bundet sammen af sin modstand mod gaskraftværker i Norge.
Det lykkedes i lang tid for Bondevik-regeringen at holde gaskraftværkerne fra døren med henvisning til forureningsloven, som Arbeiderpartiet selv havde været med til at indføre i 1997, da partiet havde regeringsmagten. Selv om Arbeiderpartiet gerne ville have gaskraftværker, kunne man ikke rigtigt argumentere imod sin egen forureningslov.
Men så kom kursskiftet. Arbeiderpartiet er nu enige med Høyre om, at det er så vigtigt at få gaskraftværkerne bygget i en fart, at forureningsloven bør lempes.

DET ER SVÆRT ikke at tænke den tanke, at Arbeiderpartiet pludselig valgte at gå sammen med Høyre i denne sag, fordi man vidste, hvor vigtig miljøpolitikken var for Bondevik-regeringen. Underfor-stået: At dermed kunne man vælte Bondevik og bane vejen for den magtovertagelse, som Arbeiderpartiet har tørstet efter, siden Thorbjørn Jagland frustreret måtte forlade statsministertaburetten efter valget i september 1997. Efter sidste måneds installering af Jens Stoltenberg som partiets statsministerkandidat i stedet for partiformand Jagland var der tegn på en ny optimisme i partiet i takt med, at man dermed indhentede meget af det tabte i meningsmålingerne. Det kan godt være, at den nu kommende statsminister Jens Stoltenberg vitterligt er overrasket over, at han kommer til magten så hurtigt. Men det vil - på baggrund af partiets pludselige holdningsændring - blive svært for ham at blive andet end latterliggjort, hvis han fastholder, at Arbeiderpartiets magtovertagelse er resultatet af andet end et magtspil og kold kalkulering. Hvis han fastholder sin 'overraskelse' over, at Bondevik torsdag valgte at gå af, fordi han blev ned-stemt i dette spørgsmål.

NUVEL, DET er ikke første gang det sker i Bondeviks regeringstid. Som mindretalsregering med rådighed over kun 42 ud af Stortingets 165 sæder har Bondevik måttet sluge mange kameler for dog at blive siddende. Det er klart, at det ikke har været holdbart i længden. Men hidtil har Bondevik overrasket med sin manøvredygtighed og har fået gennemført flere mærkesager med støtte fra højre side i salen. Arbeiderpartiet har derimod ført en knaldhård oppositionspolitik fra dag 1. Partiet har ikke søgt indflydelse. Det har hele tiden ventet på lejligheden til at fælde Bondevik.
Det er der i princippet ikke noget i vejen for. Sådan fungerer parlamentarismen. Der er heller ikke noget galt i at skifte holdning, hvis man bliver klogere. Det triste er, at Arbeiderpartiet nu går ind for at lukke mere CO2 ud, og det er - som Bondevik udtrykte det - miljøødelæggende. At han valgte ikke at sluge den kamel, tjener ham til ære. brun

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her