Læsetid: 5 min.

Den bonede Bonos besøg i Bruxelles

18. juni 2005

Stilren, med kulsorte solbriller, i nysselig, men tilpas sjusket udseende habit, med den venstre hånd med stor akkuratesse anbragt i bukselommen, tren Han ind på den politiske scene i Europarådet eller hvad det fucking hedder. Den højre hånd rakte han en portugiser, der vist er formand for lortet. Hvem? Bono, selvfølgelig. Stadionrockens Gud. Han stillede sig bag en mikrofon og forkyndte, at det, han kunne forstå på sit publikum, var, at de ikke kan føle Europa. Sådan indeni. Derfor stillede han nu sit rockband, U2, til rådighed for - Afrika. Nåja, det er da også en køn tanke. Afrika har helt afgjort større behov for hjælp og støtte end Europa. Portugiseren var i øvrigt meget glad for besøget, han udtalte noget positivt, men det virkede ikke som om han helt forstod, hvilket mirakel, der skete for øjnene af ham: en stjerne var landet, en stjerne tilbød sin support. Verdenssituationen? Den bagatel skal jeg nok tage mig af, lovede Bono. Sådan omtrent. Alene ved sin tilstedeværelse.

For ikke så længe siden var der forslag om at gøre Mr. Bono til formand for Verdensbanken, intet mindre. Den nærmest talblinde klummeskriver ville til enhver tid foretrække en veluddannet bankmand eller en universitetsuddannet økonom i lige den stilling, helst ikke en popstjerne, der tror, han kan gå på vandet, fordi han er stinkende rig, og fordi han kan fylde en hvilken som helst sportshal med en tusindtallig skare af fans. Det er temmelig ildevarslende, hvis det virkelig er sandt, at nogen for alvor har overvejet at give ham posten som verdensbankdirektør på grund af de kvalifikationer. Omvendt giver det trods alt et lille løft til ens vaklende tro på, at denne verden regeres af bare nogenlunde besindige folk, at man altså ikke valgte ham til posten alligevel.

Hvis Barroso, portugiseren, havde været lidt mere åndsnærværende, og måske også lidt mere selvbevidst som praktisk politiker, ville han vel have givet Bono det los i røven, han burde have haft. I stedet for en modtagelse på noget lignende statsoverhovedniveau. Bono hører hjemme foran sit enorme publikum. Der kan han stå og vræle sine hits. Når han og den klatøjede Bob Geldof ruller sig ud med deres store, politiske temaer, er de frem for alt pinlige. Budskaberne er så banale, at enhver kan skrive under på dem - og det betyder jo, efter al trist erfaring, at der så ikke rigtig er nogen, der føler sig forpligtet af det. . Men, siger Albarn videre, formålet med de store støttekoncerter er vel i virkeligheden også at profilere stjernerne selv?

Hvad er der sket med rocken? Engang var den en befrielse, en hel generations mæle og kasten årgammel, sukkersød og forældrestyret poplal overbord. Det var livsaligt, i sin tid, at sparke Cliff Richard ud med Kinks og Rolling Stones. Men på et eller andet tidspunkt gik der industri og medielir i det hele. Klummeskriveren holdt op med at interesserede sig for genren omkring 1980 - det er sikkert en stor fejl, for der er ingen tvivl om, at der stadig laves fremragende rockmusik. Men stadionrock og mudder op til armhulerne hver eneste Roskildefestival hvert eneste år - faneme nej! Men det er, hvad det er, smag og behag osv., men når nogle af de gamle, som f.eks. Bono, opfører sig, som om rocken stadig var det sidste nye, det allermest provokerende, en knytnæve op i synet på Det Etablerede, så er det svært ikke at falde ned af stolen af grin. Hvem skulle den provokere? De ældste rockfans bor i dag på plejehjem eller i beskyttede boliger - er det dem, der er basisgruppen for de provokatoriske udfald mod bedsteborgerligheden? Og hvem er adressaten? Er der nogen overhovedet, der løfter så meget som et øjenbryn i anledning af en halvgammel rocksangers vrælen ud over et fyldt stadion? Er der nogen, der synes han er fræk, når han knapper skjorten op helt ned til skridtet så man kan se hans deller? Skal man bære kvinder ud efter sådan et syn? Er der en eneste politiker fra Det Etablerede, der ryster i bukserne af skræk over de stereotype, klicheblævrende, "samfundskritiske" rocktekster? Gu' er der da ej. Rockmusik er underholdning, slet ikke så sjældent god underholdning. Men bare rolig, den er ikke farlig. Ikke en skid. I alt fald ikke i stadionudgaven.

Det, der faldt én ind, hin aften ved tv-skærmen, da Bono gjorde sin entré på de bonede gulve, var jo, at når han nu så omhyggeligt havde arrangeret sig med venstre hånd i lommen, kunne han så ikke lige så godt have øvet sig - forinden - på at optræde helt almindeligt høfligt? Sådan som det er skik blandt europæiske politikere - hvoraf mange helt sikkert er nogle røvhuller, men de opfører sig da pænt, når de er i fjernsynet. Dvs. uden en hånd i lommen og uden at gå med solbriller indendøre - så folk ikke kan se ens øjne. Der var jo under alle omstændigheder tale om en i høj grad indstuderet entré, absolut ikke en spontan. Hvad skulle hånden i lommen, og de åndssvage solbriller, egentlig forestille? Joe, de skulle selvfølgelig signalere, at her kom provokatøren og samfundsomstyrteren, den borgerlige omgangsforms fjende nummer jen. Bullshit, siger vi bare. Jo mere vi tænker over det: Han skulle virkelig have haft et los i røven. Som vi sagde i de gode gamle dage, da U2 ikke var opfundet endnu, i alt fald ikke oppe i Vendsyssel: et så læsterligt los, at han ville kunne smage lort i 14 dage! Ikke bare på grund af hans skaberi, men også fordi han er en af de megastjerner, der har været med til at tage livet af rocken. Og gjort den til en anakronistisk grimasse.

En betydeligt mindre stjerne, nemlig Rod Stewart, var ret uheldig, da han for nylig gav koncert i Aalborg. Den by er selvfølgelig også halvfarlig, men man kan nå langt, også deroppe, ved civiliseret fremtræden. Sådan én kunne 'Rodens' nye kæreste - "en undertøjsmodel", som Ekstra Bladet kunne fortælle - ikke levere. Hun rejste sig op i begejstring over sin sangersmølfs præstationer på scenen. Man har set et billede af hende, hun er skam smukt skabt (det skal hun vel også være?), men hun er måske nok lidt stor i det. Det syntes en moden damen bag hende i alt fald, hun tog på et tidspunkt sin ene sko af og gav sig til at tæske løs på dejligheden. For at få modelskrumlet til at sætte sig ned, så damen kunne nyde synet af Rod. Det kom der en del ballade ud af, politiet blev tilkaldt, men det hele endte med et slags forlig - det plejer det også i Aalborg, værre er det heller ikke.

Er det rockscenen anno i dag? spørger man sig selv. Desværre: Ja, det er det. En skabekrukke i Bruxelles og en undertøjsmodel i Aalborg. Dog: På den anden side kan man være sikker på, at der i en eller anden garage står en flok vanartede unger og høvler løs for at lave rigtig musik. Vi tror ikke for alvor på, at rocken er død, men den lugter godt nok underligt for tiden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu