Det er en historisk kendsgerning, at kommunisterne (DKP) var først på banen med hensyn til den organiserede sabotage. Efter at partiet var blevet forbudt, samtidig med at tyskerne var rykket ind i Sovjetunionen den 22. juni 1941, blev der fra mange partimedlemmers side udtrykt ønske om at påbegynde sabotagen. Ikke mindst fra de tidligere Spaniensfrivillige. Partiledelsen var betænkelig, men mente - nok ikke ganske med urette - at der i den brede befolkning ikke ville være forståelse for, at danskere ødelagde danske virksomheder.
Det danske politi blev hurtigt sat ind i efterforskningen og viste sig særdeles effektive. Selvfølgelig var det meget lettere for dem at få oplysninger fra danskere, end det senere var tilfældet for det tyske politi (Gestapo). Politiet var ikke længe om at finde ud af, at sabotørerne var kommunister, og at en fremtrædende kommunist, Eigil Larsen, værftsarbejder i Helsingør, var den egentlige bagmand, bl.a. for den første jernbanesabotage mod et tysk transporttog syd for Helsingør.
Det danske politi gjorde et stort indhug i sabotørernes række, og da der efterhånden ikke var nok egnede kommunister til at udfylde hullerne, blev der åbnet for tilgang af borgerlige personer. Sabotørerne skiftede nu navn til BOPA (Borgerlige Partisaner). Dette navn blev kun benyttet i ledelsen og af Frihedsrådet og var ukendt for de fleste sabotører indtil befrielsen. Af dem, der hurtigst kom med, var en gruppe elever fra Østre Borgerdyd Gymnasium. De var allerede gået i gang for sig selv - men i det små, da de manglede sprængstoffer.
Helte fra Østre Borgerdyd
Blandt dem var Hans Edvard Teglers og Jørgen Jespersen. Sidstnævnte tog dæknavnet K.K., 'verdensberømt' i hele Gestapo, én af modstandsbevægelsens virkelige helte. BOPA er efter krigen blevet omtalt som kommunistisk. Det er en sandhed, der trænger til modifikationer. Den øverste ledelse var, hævet over en hver tvivl, kommunister. Men ned i rækkerne var der måske kun ganske få. Når jeg skriver måske, er det fordi, ingen kan vide det. Jeg kom selv i forbindelse med BOPA i sommeren 1943 og blev fra september 1944 leder af en BOPA-afdeling, vel nok 35-40 mand, fordelt på flere grupper.
I denne periode, der varede til befrielsen, har jeg optaget mindst en halv snes mand, men aldrig spurgt en eneste om han var kommunist. Spørgsmålet var irrelevant. Det var helt andre egenskaber, jeg forsøgte at afdække. Da Børge Thing, BOPA's operative leder fra januar 1944 til befrielsen, omkring julen 1944 fik bevilliget tre-fire ugers rekreation hos sin kone i Sverige, blev jeg sat til at erstatte ham, uanset at ledelsen må have vidst, at jeg ikke var, aldrig havde været (og i øvrigt aldrig blev) kommunist.
Den omstændighed, at den øverste ledelse var kommunister, fik dog en vis betydning på et tidspunkt, hvor sabotagen var kommet godt i gang. Netop hos gymnasi-
asterne fra Østre Borgerdyd var der nogle, der fik kolde fødder, da de blev klar over, at BOPA's øverste ledelse var kommunister. Hans Edvard Teglers, der havde været en god mand, trak sig ud og fik en ny start hos Holger Danske, en anden stor modstandsorganisation. K.K., der var ligeså borgerlig, har sikkert haft svære overvejelser, men det endte da med, at han blev i BOPA. Efter eget udsagn fordi det var her, han havde størst mulighed for at skade tyskerne mest muligt. For ham selv og ikke mindst for BOPA var det et heldigt valg, han traf her. Han avancerede hurtigt til at blive gruppeleder og afdelingsleder.
På grund af sit organisationstalent, sin opfindsomhed, sit mod og naturlige autoritet var det ham, der blev udset til at tilrettelægge og gennemføre de helt store aktioner, som f.eks. 'Globus', 'Riffelsyndikatet' og 'Torotor'. Man kan med rædsel tænke på, hvilke konsekvenser, det ville have haft, hvis de allierede havde set sig nødsaget til at luftbombe disse tre mål, der for de tos vedkommende var placeret i store villakvarterer.
Inden jeg slipper K.K., lad mig så omtale to episoder, der illustrerer hans format. Den 29. august 1943 trådte den danske regering tilbage. Tyskerne tog magten og indførte bl.a. dødsstraf for sabotage. Ledelsen af BOPA tog straks kontakt til grupperne og meddelte, at de alle kunne standse med deres illegale arbejde, uden at der ville lyde et eneste knubbet ord fra ledelsens side. Turen kom også til K.K., der straks erklærede at ville fortsætte og dernæst kom med et forslag, om ikke det ville være passende, at han hurtigt skrabede nogle folk sammen og samme dag gennemførte en sabotageaktion. Resultat: Stålhærderiet på Lygten blev samme dags eftermiddag lagt i ruiner under forbipasserendes og tilskueres højlydte jubel.
Den anden episode fandt sted den 29. januar 1944 tidligt om morgenen på General Motors fabriksanlæg, der udelukkende arbejdede for den tyske værnemagt, og derfor var udstyret med ikke blot danske sabotagevagter men også 24 tyske SS folk.
Efter et langt og besværligt forarbejde var det lykkedes at få kontakt med en af de danske sabotagevagter, der gav de nødvendige oplysninger om vagten, tidspunktet for vagtskifte, vagternes bevæbning, en skitse over fabriksanlægget o.s.v. Alt så ud til at lykkes perfekt, men midt i arbejdet med at lægge de 80 kg sprængstof - bl.a. under kraftcentralen - og forbinde dem med Cortex-tråd, blev hele fabrikken pludselig fuldstændig oplyst. Udendørs projektører blev tændt. Tegn på at de var opdaget og budskabet givet videre til det tyske politi. Nu skal man tænke på, at sabotagegruppen bestod af erfarne, garvede sabotører, der selvfølgelig bandede godt og grundigt over det skete, men i øvrigt kun tænkte på at komme af sted, mens tid var. Da hørtes K.K., der nok var den yngste af de tilstedeværende, måske lige fyldt 18 år: "Hov hov, nu er vi endelig kommet så langt. Lad os nu gøre arbejdet færdigt, der er højst to minutter tilbage, og de kan hverken gøre fra eller til."
Alle blev, og hele gruppen forsvandt derfra efter en kort skudveksling, hvor en sabotagevagt blev såret.
Fakta og fiktion
Intet under at K.K. på det tidspunkt nok har været den mest eftersøgte af alle danskere, der deltog i illegalt arbejde, men mirakuløst overlevede han besættelsen.
For nutidens unge er besættelsen og hvad dermed fulgte, ren historie. Ikke alle historikere har været lige heldige, men de er for så vidt undskyldt. Hvis man ikke selv har været voksen og medlevende i de fem forbandede år, vil man aldrig helt kunne forstå tiden - og det som dengang skete. Historikerne får det jo heller ikke lettere, når f.eks. BOPA-folk i
erindringsbøger har haft vanskeligt ved at skelne mellem fantasi og virkelighed.
I en sådan bog bliver BOPA-lederen, Børge Thing, beskyldt for ved en bestemt lejlighed lige efter krigen at have spyttet på daværende statsminister Vilhelm Buhl. Rent opspind! Det var Christmas Møller, der som udenrigsminister gerne ville sige tak til 'folkene fra skyttegravene'. Det blev til en middag, hvor der også deltog adskillige ministre, men, og det husker jeg meget tydeligt, der var slet ingen Vilhelm Buhl tilstede.
Nogle spørgsmål fra unge mennesker i 2005 kan naturligvis forekomme utroligt naive og tyder ofte på en fatal begrebsforvirring. Et relevant spørgsmål ville være, hvordan man kom med i f.eks. sabotagen. Her var alle frivillige, og et hvervekontor fandtes af gode grunde ikke. Der er kun et svar. Man måtte kende et veletableret BOPA-medlem for at komme indenfor. Men for alle, der allerede var med, gjaldt det som grundlov at holde aldeles tæt.
Hvad gjorde man dog så? Jo, selvfølgelig var det helt tilfældigt, om man endte i bladvirksomhed, Sverige-transporter eller sabotage. Det kom an på, hvem man kendte.
Men hvis f.eks. et familiemedlem eller en arbejdskammerat, som en BOPA-mand havde kendt virkelig godt i længere tid, gik rundt og
ærgrede sig højlydt over, at alle døre var lukkede, og her gik han og ville så gerne være med, ligegyldig til hvad og uanset farerne. En sådan person kunne godt tænkes som medlem af BOPA. Da det altså var meget svært at komme med, slap der heldigvis aldrig en stikker indenfor.
Tab uundgåelige
Et ungt menneske kan i dag spørge et tidligere BOPA-medlem, om der da aldrig var tab i egne rækker. Selvfølgelig var det ikke til at undgå helt. Våben- og sprængstofdepoter kunne være blevet opdaget af tyskerne, der satte vagter på stedet og ventede, til den første gik i fælden. Flytning af sådanne depoter kunne i nogle tilfælde medføre sammenstød med en tysk gadepatrulje. Den følgende skudveksling kunne ende med øjeblikkelig død eller - hvad der næsten var værre - med tilfangetagelse med tilhørende mishandling.
Derimod var det ganske få, der blev taget under selve aktionerne. Forklaringen er ligetil. Vagttjeneste er noget af det mest kedsommelige og sløvende, der eksisterer. Når der endelig kom et angreb af sabotører, kom det altid som en overraskelse for vagtmandskabet, hvad enten dette var tysk eller dansk.
Kvindernes rolle
BOPA stod for praktisk talt al industrisabotagen i København og omegn. Set med nutidsøjne kan det være et naturligt spørgsmål, om der slet ikke var kvinder med. Sandheden er, at de egentlige BOPA-grupper udelukkende bestod af mænd. Men uden kvinderne var det slet ikke gået! Frem for alt var de med til at huse de sabotører, som måtte gå under jorden. Bestemt ikke et ufarligt job. Også det var belagt med dødsstraf. Kvinder havde også selv de nødvendige våben- og sprængstofdepoter, eller også havde de kendskab til disse. De syede poser med sprængstof ind i sabotørers tøj i de tilfælde, hvor det var nødvendigt for at passere vagterne. De strakte rationerne, så der også var mad til den nye gæst. Penge var det småt med, men ca. hver 14 dag kunne vi hos Kirkens Korshær hente en 'madpakke' bestående af kød, pølse, marmelade og andre gode ting. Heldigvis kunne man tit "betale" lidt tilbage ved at give en husmor rigeligt med rationeringsmærker, som vi selv hentede ved 'røveriske aktioner'.
Der var der mange, der gerne ville ind i en sabotagegruppe, navnlig i krigens sidste år. Men på grund af de før omtalte meget snævre optagelseskriterier lykkedes det, uanset den gode vilje, for de færreste. Ved krigens slutning da BOPA var størst, var der ca. 150 - stadig levende - medlemmer.
