Læsetid: 4 min.

Borgere og bekymringer

10. oktober 2005

Vi siger, hvad vi føler. Mange oplever det som 'frihed' i Danmark , at vi ikke lader os undertrykke, men siger tingene ligeud. Vi skammer os ikke over at sige 'perkere' og 'pisse på'. Vi betragter det som vores danske 'menneskerettighed'. Da komikeren Frank Hvam tilstod, at han ikke 'turde pisse på Koranen', blev det til et politisk problem på højeste niveau:

"Det kan vi ikke leve med," udtalte kulturmini-ster Brian Mikkelsen, som gjorde denne skandale til en 'ny kulturkamp'. Kampen blev ikke lanceret som et opgør med en kujonkultur, hvor kunstnere gør det til et offentligt problem, at de 'frivilligt bøjer nakken'. Nej, problemet var, at en komiker ikke følte sig helt fri til at sige lige, hvad der passede ham. I andre lande kunne det være et problem, at en regering opfordrede til hetz mod minoriteter. Men det drejer sig ikke om racisme i Danmark, det er mere principielt: Vi vil sige, hvad vi føler.

For de fleste var det alligevel for meget, da det blev kendt, at Louise Frevert havde kaldt muslimer for 'kræftceller' og anbefalede dem sendt til russiske fængsler. Men vi er vant til overdrivelserne, for vi har jo en ' åben debatkultur'. Frevert forsvarede sine udtalelser til dagblade og Radioavisen. Det vakte ikke så meget skandale, at hun blev truet med eksklusion fra sit parti. Heller ikke så meget skandale, at landets statsminister ville tage afstand fra udtalelserne.

Fem dage efter kom en mærkelig meddelelse fra statsministeren, der lige så godt kunne have været en advarsel mod mobning: Man må ikke tale alt for ondt om andre osv. Socialdemokraterne så ikke anledning til at udfordre regeringen og dens parlamentariske grundlag. Freverts udtalelser og de mystiske forklaringer - den mærkelige webmaster, der havde skrevet det hele og de mærkelige samtaler, hvor Frevert ikke vidste, hvad hun sagde - anfægtede ikke det største oppositionsparti. Under denne uges åbningsdebat i Folketinget gik Helle Thorning-Schmidt til angreb på regeringen. Det skal man jo. Men frem for at angribe den nye kulturkamp og det seneste overfald på muslimer, valgte Thorning-Schmidt at kaste sig over følgende politiske skandaler: De forsinkede tog og de polske hindbær! Hun taler ikke til danskerne som borgere i et samfund, men som brugere i en servicestat. Socialdemokraterne tager folks bekymringer alvorligt, de er et parti for små frustrationer i hverdagen.

Sjovt nok sagde Kjærsgaard det samme, da hun af Det Radikale Venstre blev bedt om at redegøre for forbindelsen mellem Freverts 'skarpe udtalelser' og Dansk Folkepartis holdninger:"I Dansk Folkeparti ser vi det som vores fornemmeste opgave at tage befolkningens bekymringer alvorligt."

Pia Kjærsgaard endte sit forsvar for retten til foragt i offentligheden med den obligatoriske advarsel mod 'svenske tilstand' og den sædvanlige henvisning til 'ytringsfriheden'.

Vi siger, hvad vi mener i offentligheden, men i det private liv ved vi godt, at det ikke kan lade sig gøre. Hvis en mand en dag pludselig bemærker, at hans kones bagdel er blevet ubehageligt meget større, siger han ikke automatisk: "Du har fået en stor og grim røv." Han lægger ikke bånd på sig selv, fordi hans 'ytringsfrihed' er krænket, men fordi det er en hverdagserfaring for voksne mennesker, at vi civiliserer vores impulser. Hvis et barn på gaden, skriger 'fede svin' efter en overvægtig forbipasserende, hylder vi heller ikke barnets ret til 'bekymring'. Det er heller ikke en menneskerettighed at råbe 'spasser' efter handicappede. Tværtimod: for at klare sig i samfund må børn lære at kultivere deres indskydelser. Ellers bryder fællesskaber og familier sammen. Det adskiller mennesker fra dyr, at vi kan civilisere og kvalificere vores impulser: Her bliver mennesker som borgere befriet fra deres egne barbariske tilbøjeligheder. Vi siger netop ikke offentligt, hvad vi føler privat. Det ved vi i personlige sammenhænge. Egentlig ved vi det også i den store sammenhæng, som vi kalder 'samfundet'. Men her er vi ikke altid konfronteret med dem, vi snakker om. Her kan den anonyme masse udvikle en diskurs om fjender, som man ikke på gaden og i sociale relationer skal stå til ansvar over for.

Her falder en række udviklingstendenser sammen i et ødelæggende mønster: Borgerne bliver til brugere, når samfundet reduceres til service for enkelte individer. Vi taler ikke længere ned om 'fordomme' i Danmark, vi taler respektfuldt om 'bekymringer'. Den politiske debat bliver ikke reguleret af fornuftige argumenter, men af følelsesladede meninger. Offentligheden invaderes af et vulgærterapeutisk læserbrevssprog om, at man ikke må 'fortrænge,' og at man skal sige, 'hvad man føler'. Disse tendenser kan misbruge demokrati som alibi for massehysteri. Her glemmes den vanskelige sandhed, at friheden findes i den offentlighed, som giver borgerne mulighed for at træde væk fra deres private bekymringer og behov for at 'pisse på andre' og ind i et alment diskuterende og fornuftigt rum.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her