Læsetid: 5 min.

Borgerkrig set gennem druk

Fra den økologiske restaurant Cap Horn på Nyhavn virker Dansk Folkepartis ide om dansk medieproduktion til Mellemøsten fjern. Hvis det ikke lige var fordi Mohamad Soueid sad i hjørnet med sine camel-cigaretter og sin stempelkaffe
31. maj 2006

Kemikeren Mohamad Soueid har lavet film siden 1990.

Hans fiktionsarbejde er blevet vist på Cannes-filmfestival, men han mest berømt for sine eksperimenterende dokumentarfilm, som har høstet Best Director Prize ved Arab TV Works Festival. Mest kendt i Vesten er Nightfall, hvor den libanesiske instruktør drikker sig fuld sammen med kampfæller fra borgerkrigen. Drunkumentary, er det blevet kaldt.

Konspiration

Mohamad Soueid er blevet inviteret til Danmark af Danish-Arab Media Forum for at undersøge mulighederne for, at danske instruktører kan lave dokumentar i og til Mellemøsten.

"Når det kommer til tv, så gælder der samme regler for vestlige som for mellemøstlige tv-stationer. Ingen tør vise noget, der fornærmer seerne. Seerne udgør måske en forskel," forklarer han.

"Men hvis man giver sig til at tænke over, om noget vil virke bedre over for arabiske seere, så er vi ude i en slags censur, hvor de kunstneriske ambitioner kompromiteres, og så skal man lade være med at lave filmen. I Mellemøsten har man ikke en fælles historisk bevidsthed som i Europa," forklarer han.

Der er en generel og ikke altid forkert opfattelse af, at det primært er USA, der udstikker de overordnede politikker i Mellemøsten. Det man på arabisk kalder moamora - den vestlige konspiration. Det er den virkelighed eller opfattelse, man er oppe imod, når man laver dokumentarfilm i Mellemøsten.

"Da jeg skulle lave en dokumentar om borgerkrigen i Libanon, var udgangspunktet ikke at fortælle, hvad der skete. Krigen var resultat af 1.000 års udvikling, hvor alle mulige stater og sekter har plejet deres geopolitiske interesser i Libanon, så det ville blive alt for kompliceret eller en grov forsimpling at kortlægge en årsagssammenhæng på 70 minutter. Sådan vil man opleve det med rigtig mange konflikter i Mellemøsten. De er viklet ind i hinanden."

Derfor valgte Mohamad Soueid en personlig tilgang, da han lavede sin berømte og anerkendte trilogi om borgerkrigen.

"Udgangspunktet var en slags erkendelse. Det var vigtigt at fortælle, hvad jeg selv havde gjort, både det der var rigtigt, og det der var moralsk forkert. Det giver mig på ingen måde ret til at dømme andre, men min egen historie kan fortælle noget af det, der skete".

Særligt personligt blev det i Nightfall, hvor Mohamad igennem 11 måneder drikker med sin gamle studenterenhed, som under krigen kæmpede under Fatahs paraply. De 70 minutters drunkumentary fortæller personlige historier, uden at beskæftige sig med skyld.

"Ingen i Libanon har tilgivet. Det er den slags, man er nødt til at forstå, for at beskæftige sig med krigen. Hvis man går igennem en konflikt og insisterer på ens egen version af historien, så giver det ikke en fælles opfattelse af begivenhederne. På den og mange andre måder er Libanon et lille billede af resten af Mellemøsten," forklarer Mohamad.

"Hvis man giver sig til at grave i, hvem der var ansvarlige for hvad, så risikerer man at spændingerne bryder ud igen. I Sydafrika oprettede de Sandhedskommissionen, det gjorde man ikke i Libanon. Så hvis man skulle lave en overordnet redegørelse for borgerkrigen, ville man være forpligtiget til at høre alle synspunkter. Det ville kvæle en dokumentar, og så skal man lade være med at lave den," mener Mohamad.

Mea culpa - tilståelse

Udgangspunktet blev derfor et andet. Som teenager blev Mohamad indlemmet i studenterenheden under Fatah. Det var krigens tidlige utopi, og en sjælden mulighed for at udøve sine idealer. En gang om ugen afholdt gruppen en fællesbekendelse, hvor alle medlemmer indrømmede eventuelle svigt overfor reglementet.

"Vi havde klare ideer om ikke at bruge vores våben andre steder end ved fronten. Vi ville ikke engang bære dem synligt. Sådan var det for de fleste grupper i starten af krigen, og mange teenagere opbyggede deres identitet omkring krig og tilhørende kodeks. I dag møder du to slags libanesere. Dem der har kastet sig over forretningslivet, og dem der stadig har deres identitet i krigen. Den sidste gruppe har altid fascineret mig, for det er dem, der stadig dyrker historierne fra dengang, som kan forklare, hvad der skete."

Det er ikke altid nødvendigt at placere skyld. Ofte kan det slet ikke lade sig gøre, så lidelserne kommer i centrum. Uden en fælles historisk opfattelse af begivenhederne bliver det mere relevant at beskæftige sig med, hvad der driver parter i en konflikt. Sådan vil det ifølge Mohamad ofte forholde sig, når man beskæftiger sig med Mellemøsten. Det betyder ikke, at en dokumentar ikke kan beskæftige sig med ansvar, men igen afhænger det af, hvad filmen handler om.

"Man kan selvfølgelig godt lave film, der fælder dom over historien. Det har været udgangspunktet for klassiske dokumentarfilm. Legenden Joris Ivens, han var militant kommunist, men kritisk. Fra begyndelsen til enden lavede han et fordømmende billede af Kina. Det er klart muligt, men ikke altid hensigtsmæssigt. Nogle gange er det ikke så interessant at placere skylden, som det er at beskrive lidelserne. Men man skal selvfølgeligt altid være kritisk."

Form for indholdets skyld

Lige meget om man laver dokumentarfilm i den arabiske verden eller i Vesten, så handler det om at tilpasse form til indhold. Når man skal tilegne sig informationer, så kan en konservativ europæisk form stå i vejen. At Mohamad har brugt alkohol som ramme for en dokumentarfilm, kan virke lidt bizart men det er ikke tilfældigt.

"Jeg forstår ikke ideen om, at folk drikker for at glemme. Når jeg selv drikker alkohol, vælter minderne frem, og jeg tror, det gælder for mange mennesker i Libanon, som stadig lever med den identitet, de skabte sig under borgerkrigen. De drikker for at huske, ikke for at glemme. Alkohol passede ind i sammenhængen, og det gælder jo om at finde den ramme, der passer til det materiale, man behandler."

Gennem 11 måneders alkohol fik Mohamad afdækket aktiviteterne i sin studenterenhed under borgerkrigen. Det kunne ikke være gjort anderledes, mener han.

"Hvis man først skal til at høre alle parter og følge de etiske forpligtigelser, det indebærer, så kommer man ikke langt. I Mellemøsten vil der ofte være så mange involverede parter, at arbejdet bliver uoverskueligt," forklarer han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her