Læsetid: 12 min.

En borgerlig humanist

Beskyldt for at være rød. Lige dele storhedsvanvid og mindreværdskomplekser plus et afslag fra litteraturvidenskab havde den omdiskuterede filminstruktør Christoffer Guldbrandsen med, da han rejste på højskole for at gå på journalistkursus
2. februar 2007

Askov Højskoles journalistlinje i begyndelsen af 1990’erne.
Vi havde på en eller anden måde fundet sammen. Christoffer, der hævdede, at han aldrig havde været i Jylland, før han modstræbende måtte søge hjælp for at komme ind på journalisthøjskolen. Han kom tit for sent. I en ternet, ustrøget skjorte. Lars, der for det meste så ud som om han sad og sov. Og jeg selv, netop hjemvendt fra en verdensrejse. Umiskendeligt hippie, fodformede Gokkestøvler og lange gevandter.
Outsidere, men ikke mere end mange af de andre på holdet.
Ambitionerne fejlede ikke noget, selv om det journalistiske resultat ofte var noget pauvert og ikke helt stod mål med forestillingerne om egne evner.
Et par år efter er jeg kommet ind på Jour-
nalisthøjskolen. Christoffer læser jura og
har åbnet en bar, Snabels Kælder, sammen med vennen Kasper i en gade, der støder op
til Kongens Nytorv. Lars arbejder i køkke-
net. Om aftenen tager de af kassen og går i
byen.
En sidste erindring. Christoffer er også kommet ind på Journalisthøjskolen og er begyndt at lave sine egne film. Nu arbejder han på noget dokumentar til DR2 om et fiktivt dansk band, der skal forestille at have fået en stor pladekontrakt i udlandet. Det hele er pure opspind, designet til at afsløre, hvordan overbevisende markedsføring kan åbne døre. P3 er hoppet på den, og bandet med den storskrydende, selvoptagede og halvt sindssyge forsanger i spidsen indtager studiet. Filminstruktøren Christoffer Boe og en tredje fyr udgør bandet. Christoffer filmer, jeg er af uvisse årsager havnet på holdet med en boomstang i hånden.
Nu står jeg foran Christoffer Guldbrandsens villa i Hellerup, hvor han bor sammen med sin kæreste og deres tre børn.
Debatten om hans film Den Hemmelige Krig og den danske stats behandling af krigsfanger i Afghanistan har på det nærmeste delt nationen i to. Statsministeren har krævet noget så uhørt, mener kritikerne, som at Danmarks Radio undersøger sig selv for generel utroværdighed på baggrund af deres håndtering af filmen.
DR’s seerredaktør frikender filmen, Berlingske Tidende frikender regeringen, alt imens oppositionen i Folketinget stiller en uophørlig strøm af spørgsmål til statsministeren og forsvarsminister Søren Gade.

Et meget borgerligt miljø

Der er igen blevet ganske hedt om ørerne på den 35-årige filminstruktør.
Jeg er her ikke for at finde ud af, hvem der har ret i den bitre strid om principper, troværdighed og korrekt informering af Folketinget. Men for at få en forklaring på, hvorfor det blev Christoffer, der har lavede de dokumentarfilm, Fogh bag Facaden, Lykketoft Finale og Den Hemmelige Krig, som det meste af Danmark har diskuteret, allerede før de blev vist.
»Det lyder Matadoragtigt, men min familie har været Københavnere gennem mange generationer og boet i kvarteret omkring Stockholmsgade og Frederiksstaden Jeg er vokset op i en ejendom, hvor både min onkel og hans skiftende koner havde en lejlighed, og hvor også min farfar og farmor boede. Da jeg blev født, var min farfar familiens overhoved og hovedaktionær i fotograffirmaet, som var ret stort indtil oliekrisen i 1973. Firmaet udspillede sig omkring ham og hans to sønner, der også blev fotografer. Af mine to fætre, der boede i huset, er den ene fotograf og den anden blev det næsten. Så på den måde har det med at fotografere sat sig gennem generationer.«
»Jeg overvejede at blive fotograf, men min far modsatte sig. Han ville have læst kunst-
historie, men det blev ligesom modarbejdet, så blev han fotograf. I forhold til mig var det med at blive fotograf aktuelt i slutningen af 80’erne, og på det tidspunkt var det et meget svært fag. Det var først i 90’erne, at de kreative flødeskumsfag inden for reklame var noget, man for alvor kunne ernære sig ved.«
Christoffer Guldbrandsens hjem var konservativt. Bedsteforældrene var, så vidt han ved, medlem af partiet.
»Der var noget særligt ved det miljø omkring Stockholmsgadekvarteret. Det var den øvre middelklasse og et meget borgerligt miljø i landets eneste store by. Det betød, at der var en konservatisme blandet op med en eller anden form for urbanitet. Hele min familie var beskæftiget med reklame og mode, som i sig sagens natur ikke kan være konservativt. Så min baggrund er ikke sådan skibsrederkonservativ. Det var kulturelt åbent, men politisk; på skatten og ejendomsretten, der var det ret konservativt.«

På de voksnes præmisser

Moren var pædagog i 70’erne og 80’erne og arbejdede i en traditionsrig institution i Nyboder, Caroline Amalie, som Christoffers far sjældent omtalte som andet end »socialist-reden«.
»Det var et helt andet miljø. Når jeg var med min mor på arbejde, og vi var nede i Østre Anlæg, sad hun og de andre pædagoger med bare bryster på legepladsen, når forældrene kom og hentede deres børn. Der var en meget stor bredde over mine forældre. Der var alle mulige kampe mellem DKP’ere og KAP’ere i Caroline Amalie, og der var også nogle af mine forældres nære venner, der endte helt ude i det ekstreme og var kernen i Blekingegadegruppen.«
Forældrene har Christoffer Guldbrandsen senere portrætteret i dokumentaren Rødvinsgenerationen, som udviklede sig i en helt anden retning end planlagt, idet Christoffer Guldbrandsens far døde, inden filmen var færdig.
Det skinner igennem, at Christoffers barndom ikke så meget har været på børnenes præmisser. Han og den ældre bror var med til det meste, men det var ikke dem, der var i centrum. Trods de umiddelbare modsætninger mellem moren og faren var forældrene lidenskabeligt og turbulent forelskede til farens død. »Enormt anstrengende at være børn hos, men også kærligt,« siger Christoffer.
Når faren fik en lille skid på kunne han ofte belære omgivelserne om sit livsmotto: Alt er ingenting og ingenting er alting.
»Ikke just det bedste motto for en pubertetsknægt. Og så alligevel. For man er nødt til selv at vælge at give noget en mening,« siger han.
Det valg har for Christoffer Guldbrandsen på mange måder været spændt ud mellem humor, indignation måske endda moral – selv om han ikke er meget for at indrømme det – og trangen til at afsløre hykleri og afmontere folks fordomme.
Selvironi og noget, Christoffer selv frygter er selvhøjtidelighed, men måske snarere er moralsk anfægtelse, er to egenskaber, der konstant er på spil i Christoffer Guldbrandsens personlighed.

Angreb sine egne

Rollen som »selvvalgt outsider« har altid ligget lige for både i skolen og senere, da han som knap 20-årig med lige store dele ambitioner og mindreværdskomplekser ikke kunne komme ind og læse litteraturvidenskab, men i stedet havde alle mulige udsigtsløse job på flyvebådene eller som pædagogmedhjælper.
Senere kom han ind journalisthøjskolen i Århus og fik praktikplads på en avis, der bestemt ikke blev læst i hans barndomshjem, Dagbladet Politiken. Han besluttede sig for at møde op i jakkesæt og slips hver dag som et angreb på avisens fordomme, hvilket ganske rigtigt fik de mere fodformede medarbejdere på Politiken til at placerede ham som surfer- og handelsskoledreng fra det nordsjællandske kystbælte.
Første gang Christoffer Guldbrandsen for alvor fik afløb for sine journalistiske ambitioner var det med en række artikler i Politiken, der afslørede, at den på det tidspunkt stærkt voksende standupscene i Danmark – blandt andre Casper Christensen – stjal deres koncepter fra udenlandske komikere. Tommy Kenter havde for eksempel afskrevet et helt kvarter fra et Robin Williams-show. Williams indgik efterfølgende forlig med Kenter.
Et angreb på sine egne så at sige, eftersom Christoffer Guldbrandsen har flere venner i miljøet, blandt andre Sebastian Dorset og Mikael Wulff. Og som i øvrigt førte til en freelancekontrakt med Hollywoodmagasinet Variety og senere praktikplads samme sted.
Angrebene mod Christoffer Guldbrandsen efter Den Hemmelige Krig har været hårde. Og hvad andet havde han forventet, når han går efter statsministeren, som hans kontakter i Statsministeriet siger.
Han havde ikke forventet andet. Og han er ganske godt tilfreds med de ting, filmen har sat til debat, og de forsikringer, regeringen har givet om, at der ikke længere skal udleveres fanger til amerikanerne.
Men han er også overrasket over angrebene på sin person – senest har Nyhedsavisen hængt ham ud for at stå i ledtog med Frank Aaen fra Enhedslisten, fordi Guldbrandsen har brugt en vidt udbredt metode blandt journalister; at få politikere til at stille spørgsmål til ministre. Og skuffet over at danske medier efter hans mening tilsidesætter sandheden til fordel for at køre en kampagne. »En venstre-orienteret propagandist« er han blevet kaldt i Berlingske Tidende. Ironisk for én, der har haft borgerlige værdier som ledetråd.
Opvæksten med udsigt til morens røde miljø, og skolegangen på Bordings Friskole, hvor eleverne mestensdel var børn af venstresnoede akademikere, har givet Christoffer Guldbrandsen muligheden for at træde den sti. I stedet overtog hans farens stærkt konservative holdninger.

Noget var åbenlyst

»Jeg blev meget tidligt interesseret i politik. Vores hus lå lige over for ved Den Spanske Ambassade, og min far har tit lystigt fortalt anekdoten om dengang, de demonstrerede mod Francos diktatur og afsang Internationale, hvorefter min far ringede til politiet og beklagede sig over indoktrineringen af hans søn. Politiet havde åbenbart ventet på et påskud til at rydde hele pladsen, og det gjorde de så. Jeg syntes, det var meget let at være i opposition til det venstreorienterede. Det var nemt at have ret dengang. Diskussionerne handlede altid om, at Sovjet og USA var lige gode om det. Der blev opstillet en parallel, og det ene var ikke bedre end det andet. Men det var åbenlyst for mig som barn, at det var forkert, at befolkningen i de kommunistiske lande ikke måtte rejse ud af deres lande og ikke måtte sige, hvad de mente.«
»Og så var der jo det med den private ejendomsret. Da BZ-bevægelsen besatte ejendomme i Ryesgade, var en del af 10. klasserne på skolen derovre hver dag og passe nogle af barrikaderne. Min klasselærerinde sagde til mig, at hun ikke ønskede, at jeg deltog i diskussionerne om BZ’erne, fordi min holdning til den private ejendomsret var velkendt. Jeg tror, jeg var meget bedrevidende og gammelklog.«
Men Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm er ikke politiske, mener han. Det er efterspillet, der har placeret dem i et politisk minefelt. Fogh bag Facaden eksempelvis åbenbarede et anstrengt forhold mellem stats- og udenrigsministeren og skabte samtidig internationale overskrifter, fordi Christoffer Guldbrandsen med sit kamera afslørede tysk dobbeltspil om Tyrkiets indlemmelse i EU-familien. Men det var egentlig en portrætfilm af en personlig arbejdsmetode og udvidelsesprocessen.
»De ting, jeg har lavet, er meget på midterbanen. Den Hemmelige Krig handler om, at du ikke må tage din nabo hænge ham op i kødkrog og sige, at han aldrig nogen sinde kommer hjem. Det er universelle menneskerettigheder, jeg plæderer for, som også Fogh, Gade og Per Stig Møller går ind for, men som jeg mener, de har set stort på. Jeg plæderer jo ikke for, at Mærsk og Danske Bank skal nationaliseres. Men jeg er blevet meget overrasket over, at den borgerlige del af pressen i den grad er gået efter mig personligt efter filmen. Jeg er vokset op med Berlingske Tidende, der skriver om mig, at jeg er venstreorienteret propagandist og fastholder, at der er fejl på fejl i filmen, selv om de fejl er blevet tilbagevist. Men Berlingske Tidende og de andre borgerlige medier har ikke monopol på at forvalte borgerlige værdier. Der findes mange af de blå i både Venstre og Det Konservative Folkeparti, men deres holdninger bliver ikke artikuleret i den offentlige debat. Vi har en politisk realitet, hvor Venstre og konservative skal holde sammen på en regering, der bygger på Dansk Folkeparti, og de er i den grad ikke blå, men kulsorte. Men jeg har altså venner på venstrefløjen, der føler den samme splittelse i forhold til de partier, der skulle repræsentere dem.«
Den spin, som Christoffer Guldbrandsen mener regeringen og dens støtter har iværksat, og han har kunnet iagttage omkring imødegåelsen af den kritik, filmen rejser, får ham til at tvivle på den danske journaliststand. Eller i hvert fald beklage strømninger i den politiske journalistiks kultur.
»Der er så mange faktorer, der lammer medierne. I dag er mediebilledet så bredt, og der er en enorm konkurrence om at få adgang til de samme kilder. Samtidig er det regeringen, der har alle ressourcerne, mens hele bevisbyrden åbenbart ligger hos journalisten. Når regeringen siger, at der er nul at komme efter, falder mange journalister fra. Vi har via en lang række uafhængige kilder sandsynliggjort, at fanger taget af danske soldater har fået tæv. Hvor tættere på skal man komme som journalist? Der er sådan en bytte-bytte-købmand og gensidig udnyttelse mellem journalister og politikere. Jeg kender det jo selv, for jeg er venner med mange af de her mennesker (blandt andre Anders Foghs spindoktor Michael Ulveman, red.). Det er med til at korrumpere det politiske klima og den journalistiske dækning.«
Der er opstået en accept blandt danske politiske journalister af præmissen, at det handler om kommunikation, mener Christoffer Guldbrandsen.
»Jeg har siddet med dygtige folk, jeg respekterer, som siger, at den turnerede de godt den sag, det var godt spinnet. Eller hvis noget urimeligt sker: Sådan er spillet. I det øjeblik journalister accepterer den præmis, så har de givet slip på deres opgave. Det er sådan noget smalltownagtigt noget at tro, at kynisme er en journalistisk dyd. Mange journalister siger også, at hvis man ikke kan tælle til de 90 mandater, der skal til for at en historie kan flytte noget i Folketinget, så er det ikke en historie. Sådan er det ikke i USA og Storbritannien. Der er det en historie, hvis historien er væsentlig.«

Når principper koster, viger mange

Kynismen stak ligeledes hovedet frem, da dette års store journalistiske pris, Cavlingprisen, gik til Politikens Olav Hergel og fotojournalist Miriam Dalsgaard, mener Christoffer. Deres journalistik, hvor de skildrede flygtningebørns liv på asylcentre i Danmark, var netop ikke kynisk. Og det fik de kritik for, påpeger han.
»Mens vores børn vælter sig i fladskærme, playstations og designertøj, så sidder der børn 10 kilometer væk, der taler dansk, men som intet har. Så kan man sige, at man også skulle have hørt modpartens synspunkter, og anført, at det er forældrene, der tager børnene som gidsler. Det er den pragmatisme, der fører til, at vores samfund ændrer sig i en ny retning. Det er parallelt med historierne om menneskerettigheder, og hvordan vi behandler fanger. Jeg er godt tilfreds med, at filmen har lokket alle de folk frem, der – selv i Information – argumenterer for, at sådan er moderne krig, og vi må modernisere Genèvekonventionen. Pragmatisme får principperne til at erodere.«
»Og så mener jeg faktisk, at de historier om flygtningebørnene burde have stået i Berlingske Tidende (Olav Hergel var mangeårig journalist på Berlingske Tidende, før han skiftede til Politiken, red.). Olav Hergel repræsenterer gode borgerlige værdier. Berlingske Tidende for eksempel vil gerne tage moralsk stilling, men så snart det begynder at koste noget, så viger man. Det har været skuffende,« lyder det fra den borgerlige humanist.
– Hvad tror du, din far ville have syntes om ‘Den Hemmelige Krig’?
»Jeg tror, han ville have være meget stolt. Men det sidste, han sagde til mig, inden han døde, var, at jeg skulle lade være med at være så forbandet selvhøjtidelig. Det går ikke altid så godt med det,« siger Christoffer Guldbrandsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu