Læsetid: 2 min.

Borgerlig med måde

Svenskerne har bestemt sig; de næste fire år vil de regeres af en borgerlig flertalsregering. Spørgsmålet er nu, hvor borgerlig en politik den nye regering kan og vil føre
19. september 2006

Sveriges kommende stats-minister, Moderaternas Fredrik Reinfeldt, har en meget lille bane at spille på. Han har vundet valget ved at love, at han vil passe godt på det svenske Folkhem, og at han holder meget af velfærdsstaten.

Om han rent faktisk mener det, er der delte meninger om, men han bliver forment-lig nødt til at holde, hvad han lover.

Ellers kan han ende som endnu en borgerlig parentes i svensk politiks historie, vurderer Anders Jonsson, politisk kommentator ved avisen Expressen.

"For Moderaterna er det meget vigtigt også at vinde næste valg, så de endeligt kan bryde den socialdemokratiske dominans i svensk politik. Så jeg tror, de vil være meget forsigtige med at lave drastiske ændringer," siger han.

Pisk og gulerod

Enkelte, reelle ændringer er dog på vej. Mens Socialdemokraterna i valgkampen lovede højere dagpenge, vil de arbejdsløse under Reinfeldt få færre penge mellem hænderne, mens dem i arbejde får flere, når skatten på arbejde sænkes.

Det skulle gerne motivere de arbejdsløse til at søge de nye jobs, som den kommen-de regering vil skabe med lavere virksomhedsskatter.

Desuden kan de rigeste svenskere se frem til at få flere penge mellem hænderne - i hvert fald hvis boligmarkedet udvikler sig med store værdistigninger som i Danmark, når ejendomsskatterne fastfryses.

Men Fredrik Reinfeldts politiske støbeske indeholder tilsyneladende ikke liberale planer om eksempelvis flere frie valg eller nedskæ-ringer i den offentlige sektor.

Det er imidlertid kun et spørgsmål om tid, siger hans kritikere, der ser ham som en glat taktiker, der ikke siger, hvad han virkelig mener.

En af Reinfeldts kritikere er Rebecka Bohlin, chefredaktør på Arbeteren:

"Den borgerlige alliance har indset, at man må have en social agenda, hvis man vil vinde i Sverige. Men det er ikke det, de egentlig vil. De vil rykke politikken mere mod højre," sagde hun i en webdebat i går til Dagensnyheter.se.

Hendes debatmodstander var Maria Rankka fra den liberale tænketank Timbro:

"Jeg tror ikke på den der ulv i fåreklæder-snak," svarede hun.

"Vi kommer til at se æn-dringer på en del områder. Men den borgerlige allian-ce er jo ikke gået til valg på noget dramatisk systemskifte."

Og det skal svenskerne heller ikke forvente, mener politisk kommentator An-ders Jonsson:

"Moderaterne i Sverige har præcis som Venstre i Danmark forstået, at man ikke vinder valg i Norden på at udfordre den nordiske vel-færdsmodel. Folk vil have den, og det har politikerne forstået og tilpasset sig," siger han.

Derfor tror Anders Jonsson heller ikke på, at den bor-gerlige alliance vil forsøge at gøre Sverige mere borgerligt med en "de små skridts taktik".

"Jeg tror ikke, vi kommer til at se en borgerlig revolution komme snigende - så bliver det i hvert fald over en meget lang periode," siger han.

Samtidig peger han dog på et enkelt område, hvor den kommende regering angri-ber Socialdemokraterna og fagbevægelsens dominans: A-kasserne bliver dyrere, og det kan skræmme nogle svenskere helt væk fra fagforeningerne.

"Der kan man måske se en lidt mere langsigtet borger-lig idé, hvor man forsøger at svække fagforeningerne."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu