Læsetid: 4 min.

Den borgerlige kulturkanon

Brud med kultur-radikalismen. Bevarings-maskine for uomgæn-gelige kunstværker. National oprustning. Kanonens 96 værker er det hele, mener danske eksperter i kultur og kommunikation
25. januar 2006

Den nye kulturkanon er succesrig borgerlig kulturpolitik, mener en række eksperter i kultur og kommunikation om den nye danske kulturkanon, der blev offentliggjort i går.

Især ses interessen for at bevare og sortere i kunstens arvesølv som et klart kulturpolitisk brud med traditionen fra 1960'erne. Ph.d.-stipendiat i litteraturvidenskab Kasper Støvring beskriver ligefrem kanonprojektet som et gennembrud for rendyrket nationalkonservativ kulturpolitik:

"At udpege uomgængelige mesterværker, der på hver deres måde udtrykker en idé om danskheden, er et forsøg på at vise det værdifulde i den danske kulturarv," siger Støvring.

Han bakkes op af Elisabeth Møller Jensen, direktør for Kvinfo:

"Kulturkanonen er udtryk for borgerlig kulturpolitik, og sådan noget er jo en borgerlig kulturministers arbejde," siger hun, der får støtte af lektor i dansk sprog og kommunikation Klaus Kjøller. Han roser kanon-initiativet som vellykket politisk kommunikation:

"Hele kanon-udspillet er udtryk for borgerlig kulturkamp, der sætter dagsordenen og konkretiserer værdier gennem værker," mener Kjøller.

"Man kan ikke åbne en avis uden at læse om den kanon. Selv Politikens nye konkurrence om at vælge arkitekturens syv makværker er jo inspireret af tanken om at sætte værker på lister," mener Kjøller, der også mener, at feltet nu ligger åbent for debatten.

Modsat var det ifølge Kjøller "at overskride en uskyldsgrænse, for man ville ikke spændes for en politisk vogn," da kulturminister Brian Mikkelsen (K) i forbindelse med Det konservative Folkepartis landsråd sidste år kaldte kultur-kanonen for "et af våbnene i en ny kulturkamp vendt mod middelalderlige muslimske opfattelser". En udtalelse, der fik som omgående resultat, at både dr.phil. Mette Winge og professor, dr. phil. Erik A. Nielsen fra det litterære kanonudvalg truede med at forlade kanonudvalget i vrede.

Selv over-kanongeneral Jørn Lund udtrykte overraskelse og ubehag. I dag ser Lund dog ifølge dagens kanonpræsentation frem til debatten i skoler og tusind hjem om de i alt 96 værker, inklusive den kanon i børnekultur, som de syv udvalg enedes om at lave uden for nummer, og som kulturministeren betragter han debattens synliggørelse af projektet som en central del af kanonprojektets potentielle gennemslagskraft.

Hans Hauge, lektor i nordisk litteratur ved Århus Universitet og kulturskribent ved Jyllands-Posten, har indtryk af, at kanondebatten har skabt interesse og diskussion blandt f.eks. hans århusianske danskstuderende, men han regner med, at virkningen derudover er begrænset.

For eksempel afviser Hans Hauge, at kunsten reelt har nogen grænsedragende national effekt over for f.eks. andre nationaliteter eller minoriteter i Danmark.

"Kunst har ingen assimilations- eller integrationskraft. Da vestafrikanerne læste (de klassiske engelske digtere, red.) Shelley og Keats blev de ikke englændere, men oprørske," fremhæver Hauge, der heller ikke ser kanon som i sig selv et udtryk for borgerlig kulturkamp. Den er slet og ret en 'bevaringsmaskine' eller et museum for værdier, der ellers ville blive glemt, præcis som Det kongelige Teater og Statens Museum for Kunst, som skiftende kulturministre har støttet.

"Hvis det er særlig borgerligt, hvorfor er dem i udvalgene så gået med på det?" spørger han.

De kulturradikale

Derimod er det Kasper Støvrings klare opfattelse, at kanontankegangen udtrykker et afgørende brud med den kulturradikale forståelse af kunst og kultur, der har domineret siden 1960, modernismens store gennembrudsår.

"Modsat det kulturradikale fokus på individ og frigørelse fra traditionen, kredser det nationalkonservative perspektiv om fællesskabet og siger, at individet allerede er indfældet i en bestemt tradition, som bør bevares," forklarer han.

Et synspunkt som Per Øhrgaard, leder af Center for Europæiske Kulturstudier ved Copenhagen Business College i København, øjeblikkeligt genkender:

"Den bagvedliggende tanke er da, at 68'erne har ødelagt det hele," siger Øhrgaard, der dog grundlæggende hilser det velkommen, at studerende fremover i højere grad end nu f.eks. møder op med en bagage af værker eller forfattere, som alle kender og har læst.

Borgerlig kulturpolitik

Per Øhrgaard understreger dog også, at 'borgerlig kulturpolitik' rummer enorme indre modsætninger. Nemlig mellem på den ene side borgerlig kulturpolitik á la Konservative og på den anden liberal markedsorienteret kulturpolitik á la Venstre - den sidste har i praksis været enerådende, og heri ligger miséren:

"Markedskræfterne har ødelagt meget mere af fællesskabet end 68 ved at brede sig til områder, hvor de ikke har noget at gøre. Som når forskningsministeren f.eks. taler om kortere vej fra forskning til faktura. Hvis hele samfundet tænkes i markedstermer, så kan man spare sig at klistre kanon ovenpå. Så vil andre kræfter reelt være stærkere, og alle har set den sidste amerikanske film i stedet," siger Øhrgaard.

Også Kasper Støvring er opmærksom på forskellen mellem liberal og konservativ kulturpolitik.

"I liberalismen kan man mene, at staten overhovedet ikke skal støtte kunst, men jeg deler den konservative holdning, at staten skal støtte kunst og føre kulturpolitik," mener Støvring, der dog også fremhæver, at en åbenlyst borgerlig kulturpolitik udmærket kan støtte andre og færre institutioner og initiativer.

"Eksperimenterende kunstneriske miljøer kan komme i klemme. Men jeg har stor tiltro til, at de kunstnere, der virkelig har noget på hjerte, vil lykkes," siger Støvring, der dog understreger, at det nationalkonservative værdigrundlag bag kanon ikke bør fungere proaktivt. Nyskrevne fædrelandssange, der betoner nationalt fællesskab og tradition, kan således ikke regne med støtte forud for f.eks. digte af Henrik Nordbrandt, der er berømt for at klage over selv vejret i Danmark.

Og når Solvognens berømte 'julemandsaktion' - der i et stormagasin uddelte 'gaver' til kunderne - er med på listen over bevaringsværdigt teater, skyldes det næppe, at aktionen fra starten var tænkt som 'dansk':

"Men som andre kunstværker udtrykker det en idé om det danske, og det er selv blevet taget til hjertet som del af dansk kulturarv," siger Kasper Støvring.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu