Læsetid: 4 min.

Den borgerlige kulturradikalisme

I Klaus Rothsteins udlægning foregik kulturkampen tilfældigvis der hvor Klaus Rothsteins befandt sig. Hvis nu Rothstein i stedet havde skrevet en bog om indvandrerdebatten, havde den måske været læseværdig
29. april 2005

Det er en simpel form for eftertænksomhed, der driver Klaus Rothsteins bog om kulturkampen frem. Med erindringer fra sin tid som pressemedarbejder i Dansk Flygtningehjælp, tager Weekendavisens litteraturanmelder på rundtur i det danske politiske landskab, hvoraf stadig større dele tilsyneladende indpasses i den topografi, som statsministeren forsøgsvis aftegnede for snart tre år siden ved at betegne politik som kulturkamp - den konflikt som i sit afsæt handlede om holdningsbearbejdelse og smagsdommeri, men som snart degenererede til lygtepæl, kanon og antallet af folketingsmedlemmer fra Dansk Folkeparti, der optrådte i underholdningsprogrammer på Danmarks Radio.

Det er med andre ord velkendt stof Klaus Rothstein baserer sin bog på - og ved første gennemlæsning føles det som pinefuld lang avisklumme, der ikke vil finde sin slutning. Det, der vindes, er en sikkerhed i forhold til ugeavisens hastigere form. Men grundmaterialet er det samme: De psykologiserende spekulationer fra klummerne fastfryses i bogform som sikker viden. Spekulationer om det, der måtte foregå inde i statsministerens hoved, fremlægges som fakta: "Koldt og kynisk kalkulerer han med, at vælgernes hukommelse er kort," rapporterer Rothstein således i nutid - helt inde fra Foghs hjerne.

Bogformen fordrer en vis eftertænksomhed. Og da Rothstein er stærkt optaget af at placere sig selv midt i de politiske brydninger, går han - med imponerende konsekvens - helhjertet ind for gulerødder, for straks at advare mod grønsager. Således var det i følge Rothstein både 'nødvendigt' og 'befriende' at få de kulturradikale skeletter ud af skabene. Men, advarer han straks derefter, snart 'gik det over gevind'. Eftertænksomheden er på den ene side, på den anden side. Rothstein prædiker mådehold. Og insisterer på en ganske uoriginal tanke: At den egentlige kulturkamp står mellem den borgerlige anstændighed og Dansk Folkeparti.

De onde og de svage

Fogh spiller ikke nogen afgørende rolle i den kulturkamp, der ellers ikke har haft mange andre holdepunkter end nytårstalen 2002 (den med eksperter og smagsdommere) og interviewet 2003 (det med kulturkamp' og kultur i bredeste forstand'). For Rothstein bevæger sig rundt i et tegneserieunivers: Fjendebilledet er sammensat først og fremmest af folkeforførerne Søren Krarup og Ulla Dahlerup, af folkefortolkerne Ralf Pittelkow og Erik Meier Carlsen, og af de frafaldne - eksemplificeret ved højskoletraditionen Bertel Haarder, dekorumet Birthe Rønn Hornbech, ideologen Hennings Fonsmark og rebellen Søren Pind. De som ifølge Rothstein burde være heltene i fortællingen om den borgerlige kulturkamp, men som har svigtet og underlagt sig folkestemninger - læs: Dansk folkeparti - læs: Søren Krarup.

Sidstnævnte tilskrives en rolle, som han sikkert ikke ville beklage, men som er helt ude af proportion med den politiske virkelighed. Rothstein har så travlt med at afvise folkefortolkernes tese om 'de overflødige oprør', at det kun ved en ganske særlig, nærmest uforståelig, præstation af Søren Krarup er lykkes at underminere menneskerettighederne, ryste det socialdemokratiske vælde, udstille den kulturradikale herskermentalitet. Det borgerlige Danmark, derimod, fremstilles uden egen agenda eller politik. Deres brist er ikke politisk, men personlig: Deres parader var for svage, de lod sig løbe over ende af den krarupske vrede, og er som sådan ansvarsfritaget for andet end et karakterbrist. Rothstein vil end ikke tænke tanken: Hvad nu hvis Dansk Folkeparti også var blevet stort uden Pia Kjærsgaard og Kristen Thuelsen Dahl og Søren Krarup? I stedet afvises projektet som en demagogisk enmandshær:

"En afgørende grund til, at den egentlige front i kulturkampen ikke står mellem de borgerlige på den ene side og socialdemokraterne eller de kulturradikale på den anden, men mellem borgerlige og Dansk Folkeparti er, at Dansk Folkeparti så massivt og ideologisk har afskrevet verdslighed og humanisme, der i deres verden er det rene djævelskab."

Det er med andre ord rosset mod Krarup. Og rosset er det, der falder inden for Rothsteins definition af anstændighed, dér hvor en fælles forståelse af samtalens præmisser muliggør en meningsfuld dialog. Krarup (og Dahlerup) er med statsministerens formulering uden for pædagogisk rækkevidde. Rothstein lader Bertel Haarder sige: Alle vi andre er blevet kulturradikale.

Fire årtier senere

Tid til forundring kunne have været en god bog, hvis den i stedet for tre års kulturkamp, havde beskrevet 20 års kamp om flygtninge- og indvandrerpolitikken. Det er der, Rothstein har noget på hjertet, og trækker på personlige erfaringer, som peger videre end endnu en klumme i Weekendavisen. Men desværre pakkes det hele ind i den løst definerede konflikt: kulturkampen.

Kulturradikalismen betyder ikke noget særligt for Rothstein. Han skriver det næsten direkte: At det tjener som en løs samlebetegnelse for alt det, der ikke er højreradikalt. Frisind opgiver han at definere, for det giver mere end 7.000 hits på Google. Med frisind og kulturradikalisme menes med andre ord ikke noget mere præcist end Connie Hedegaard og omegn - sådan cirka. Og alligevel er dét håbet: At kulturradikalismen revitaliseres. Rothstein vurderer, at der er gode odds - for dårlig omtale er bedre end ingen, skriver han, som om der var tale om et vaskepulver. Han vejrer morgenluft, for også de borgerlige taler jo om kulturradikalismen i et væk. Men ligesom han puster til optimismen, falder han sammen igen:

"Fire årtier er gået, men ak, hvor uforandret!" skriver han med tung patos. Vi har ikke bevæget os væk fra debatten om folket versus eliten, begræder han. Men mest alt virker det som om, at det er Rothstein, alas, der ikke har bevæget sig synderligt.

Det er et mærkeligt forhold i Tid til forundring, at Rothstein er vældigt optaget af Krarup som fjendebillede, men ikke er det mindste interesseret i Krarup som tænker. Han afviser helt grundlæggende at diskutere hvorved menneskerettighederne opnår sin legitimitet. Det er - i det pæne selskab, der i Rothsteins udlægning udgør håbet om en bedre fremtid - ikke nødvendigt at debattere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu