Læsetid: 3 min.

Borgerskabets diskrete charme

To meget forskellige søstre driver hinanden til vanvid i Alexandre Lecléres meget morsomme komediedrama 'Mig og min søster'
13. oktober 2006

Især Isabelle Huppert er god i rollen som den arrogante, irritable og utålmodige Martine, der i Alexandra Lecléres debutfilm, Mig og min søster, har meget svært ved at kapere sin lillesøster, den anderledes livsglade, runde og noget forfjamskede Louise (Catherine Frot), der er kommet til Paris fra deres hjemby Le Mans for i et par dage at bo hos Martine og hendes mand og lille søn.

Huppert er som hugget i is. Selv om hun umiddelbart lever det gode liv i den øvre, intellektuelt og kunstnerisk velfunderede parisiske middelklasse, kan hun ikke fordrage sin mand, Pierre (François Berléand), der har brug for fysisk kontakt og en affære med hendes bedste veninde og overbo, den liderlige og ligeledes gifte gallerist Sophie (Brigitte Catillon).

Skeletter i skabet

Martine vil helst heller ikke have for meget med sin søn, Alexandre, at gøre, men i de tre dage, hvor Louise bor hos sin storesøster, vælter skeletterne ud af skabet, og Martine må erkende, at hun lever et tomt og meningsløst liv og slet ikke bryder sig om sig selv. Louise, der også har et barn, er fraskilt og arbejder som ufaglært, er i byen, fordi hun har skrevet en bog, som et stort forlag er interesseret i. Det piner og fascinerer Martine, der aldrig har taget en uddannelse eller haft et fast arbejde.

I baggrunden lurer en dement mor, der mange år tidligere pr. brev meddelte sine to døtre, at hun intet ville have med dem at gøre, og det er naturligvis her, at nøglen til de to søstres personlige problemer og indbyrdes stridigheder ligger begravet.

Huppert excellerer i rollen som isdronning med sit markerede, blege ansigt og eksplosive temperament, der kun i pressede situationer når op til overfladen. Catherine Frots Louise er en anderledes indtagende oplevelse, selv om hun også bliver lidt anstrengende i længden, netop fordi hun er så umiddelbar og uhæmmet.

De to søstre befinder sig indlysende i hver sin ende af spektret, og spørgsmålet er, om det lykkes dem at finde hinanden igen - lidt lige som de to syngende frøkener i Jacques Demys Pigerne fra Rochefort (1966), der er et slags ledemotiv i Mig og min søster.

Under overfladen

Fra begyndelsen sørger Phillippe Sardes muntre musik for at give Mig og min søster en lethed, den i passager ikke har. Det er umiddelbart en meget morsom film om det forstilte bourgeoisis hykleri og forholdet mellem to mennesker, der nok er i familie, men forskellige som dag og nat. Den lever højt på mange urkomiske situationer mellem de to søstre, og man smiler og ler sig vej gennem store dele af filmen. Men efterhånden som Martine skruer bissen på, og hendes facade samtidig krakelerer, bliver tonen i historien også mere alvorlig og forpligtende, og man finder ud af, at tingene faktisk ikke er så morsomme, som de ser ud til at være.

Alexandre Leclére, der også har skrevet filmens manuskript, balancerer dygtigt på den svære, skarpe kant mellem drama og komedie, og man både morer sig og bliver berørt af det, der sker på lærredet. Og ud over, hvad filmen ellers har at sige om kløften mellem forældre og børn og menneskers forhold til fortid og fortrængninger, rummer den en opbyggelig morale, der er til at tage og føle på: Martine, der har haft alle muligheder for at realisere sig selv, kan ikke følge med Louise, der har overkommet at få barn, blive skilt, finde kærligheden igen og ikke mindst udtrykke sig kunstnerisk.

*Mig og min søster. Instruktion og manuskript: Alexandra Leclére. Fransk (Gloria og Park Bio i København)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu