Læsetid: 4 min.

Boris og Familien

10. august 1999

"Putin er hårdere end Stepasjin, og han har støtten i sikkerhedsorganerne."
Ugeavisen 'Moskovskije Novosti' i sidste uge.
Russisk økonomi er på randen af fallit, men reddes af og til af drypvise IMF-lån. Mange sulter. Mange er ophørt med at bruge rubler, og er igen forfaldet til byttehandel. Reformer er blevet til en - ja, undskyld udtrykket - by i Rusland. Sydpå slås oprørere for at rive sig løs fra Rusland. Nogle dør - i øjeblikket sker det hver dag. Og hvad gør så præsidenten? Han fyrer da en ministerpræsident, hvad ellers?
Det er ikke første gang det sker. Med gårsdagens fyringen af Sergej Stepasjin som ministerpræsident var det faktisk fjerde gang inden for 18 månder, at Boris Jeltsin skilte sig af med en regeringsleder. Uden at det i øvrigt fik præsidenten til at forklare sig nærmere - og uden at de hidtidige fyringer har forbedret noget som helst. Snarere det modsatte.
Det ville være for meget at sige, at fyringen kom uventet. Lige siden Sergej Stepasjin kom til for tre måneder (!) siden, har spekulationerne nemlig gået, at det ville blive en kort affære, og spekulanterne fik altså ret.
Det kan være svært at svinge sig op til ligefrem at begræde Stepasjins afgang, for han har dårligt haft en chance for at vise noget. Derimod kan der være al mulig grund til at begræde selve fyringen som et allerede alt for velkendt fænomen i russisk politik.
Fyringen synes i høj grad at afspejle, at Boris Jeltsin er langt mere optaget af magten og af at sikre fremtiden for sine nærmeste i den såkaldte Familie (en eksklusiv kreds af rådgivere og rige forretningsfolk), end han er af at tjene Rusland og russerne.
Og netop i forholdet til spillet om magten er Familien kommet i oprør på det seneste, efter at Moskvas magtfulde borgmester, national-bureaukraten Jurij Lusjkov, har allieret sig med præsidenten i den russiske republik Tatarstan, Mintimer Sjajmijev.
Med deres nye alliance forener de nemlig det russiske center i Moskva med regionerne ude i landet, og som sådan står de ikke alene stærkt op til parlamentsvalget i december, men også som en potentiel stærk blok op til næste års præsidentvalg, hvor de ventes at ville stille sig bag en anden fyret ministerpræsident, Jevgenij Primakov.
Han er ikke just Kremls kop te, og derfor greb Familien ind. Eller som den politiske analytiker Boris Makarenko fra Center for Politisk Teknologi Moskva formulerede det i går:
"Stepasjin har helt klart ikke formået at konsolidere proJeltsin kræfterne forud for parlamentsvalget og vist, at han kan beskytte Familiens interesser".
Russerne i almindelighed kan kun lide yderligere skade som følge af den politiske uro, der forlængst har skræmt forretningsfolk og udenlandske investorer væk, som kunne have været med til at give Rusland en 'ny start' - lige som det er sket andre steder i den hedengangne Østblok.
I stedet står russerne med et stykke halvfærdigt reformarbejde og en stat, der aldrig blev revideret, men bare revet sønder, og som dermed ikke kan varetage en helt nødvendig styring af Ruslands komplicerede omstilling fra kommando- til markedsøkonomi.
Det er formentlig en ringe trøst, at Kreml i går søgte at lancere den ny ministerpræsident og hidtidige leder af sikkerhedstjenesten, eks-spionen Vladimir Putin, som sit bud på en ny præsident. Alt hvad han havde at sige i går var, at han ikke planlagde større ændringer i den førte politik.
Et andet vigtigt aspekt ved Stepasjin-fyringen er, at den afspejler, at det russiske præsident embede er så stærkt, at Boris Jeltsin har haft mulighed for at skalte og valte med det politiske system. Det er en udløber af den forfatningsændring, som fulgte det blodige opgør om det russiske parlament i 1993, og som mange i Vesten dengang hyldede som et helt nødvendigt opgør med sovjettiden.
Resultatet blev imidlertid en på mange måder uklar forfatning, der tilmed giver præsidenten vidtgående beføjelser til at styre pr. dekret.
På papiret virker den måske ikke så stærk al den stund, at forfatningen har mange paralleller til USA og Frankrig (dannede model for den russiske), men effekten er anderledes i Rusland på grund af den langt mere centralistiske politiske tradition og det unge demokrati.
Sporene fra Jeltsin turde tale sit eget sprog, og de turde i sig selv være grund nok til at se en ekstra gang på forfatningsteksten og forholdet mellem de politiske institutioner.
Inden det kommer så vidt står Rusland imidlertid over for nogle nervepirrende måneder. Samtidig med den nuværende politiske tumult spekulerer politiske iagttagere nemlig på, om Boris Jeltsin kunne finde på at udskyde det parlamentsvalg, han så sent som i går udskrev til 19. december (se artiklen her på siden). Det skulle i givet fald ske, hvis Kreml mister tilliden til sine 'egne' op til valget. '
Anledninger kan der komme nok af. F.eks. kan en optrapning af krigen i Kaukasus være det, der får Kreml til at indføre undtagelsestilstand og det samme kan de eventuelle konflikter, som måtte opstå, hvis Boris Jeltsin gør alvor af sine tanker om at fjerne det balsamerede lig af Lenin fra Den Røde Plads.
For Jeltsin at se ville det måske være det, der kunne komplettere hans eftermæle - uagtet at han har udfordret det så rigeligt. -jarl

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her