Læsetid: 4 min.

Boris den Grusomme

14. maj 1999

"Sat på spidsen kan man sige, at hvor Gorbatjov gerne brugte sovjetisk retorik, så var hans instinkt ofte demokratisk. Og hvor Jeltsins retorik - især efter han blev smidt ud af Politibureauet i 1987 (men selv før) - ofte var demokratisk, så har hans adfærd ofte været autokratisk".
John Lloyd i bogen Rebirth of a Nation.

Med sin fyring af Ruslands ministerpræsident har Boris Jeltsin kastet sit land ud i den måske værste politiske krise siden det blodige opgør ved det russiske parlament i1993. Det sker ikke alene på et tidspunkt, da Rusland befinder sig i en afgrundsdyb økonomisk krise men også samtidig med, at Rusland kunne have spillet en vigtig rolle i forhold til krigen på Balkan. I stedet står landet nu med en situation, der kan udløse en forfatningsmæssig krise. Endnu mere horribel er denne situation i betragtning af, at den er skabt af en svagelig og afgående russisk præsident, som fortsat synes mere optaget af sine rænke- og magtspil end af langsigtet politik og idealisme. Også selv om verden står med en verdensorden, der i forvejen er dybt rystet.
Fyringen af Jevgenij Primakov - den tredje ministerpræsident Jeltsin har fyret siden sidste forår - har ganske vist ligget i kortene et stykke tid. Officielt skyldes fyringen utilfredshed med hans resultater, og det kunne man måske umiddelbart have forståelse for i betragtning af, at den tidligere spionchef stort set intet har udrettet i forhold til de økonomiske problemer og omfattende korruption. Passivitet har været Primakovs løsen til fremtiden. Også udadtil har Primakov - ikke mindst på Balkan - stået for en bagstræberisk politik, som dog er blevet modificeret af en af hans fyrede forgængere, den særlige Balkan-udsending Viktor Tjernomyrdin.
Til gengæld har Primakov fået genskabt den politiske ro i Rusland, der med afsæt i den alvorlige økonomiske og sociale krise har kurs mod to vigtige valg inden for de næste 13 måneder. Og som så sent som i efteråret var vidne til, at hundredtusinder af russere gik i gaderne for at protestere mod regeringen.

Men det er næppe den slags saglige overvejelser for og imod, som har ført til Primakovs fyring. Det taler alene dens timing imod: Med krigen på Balkan har Rusland alle hånde interesser i politisk stabilitet.
I stedet ligger det lige for at antage, at den russiske præsident har spekuleret i den truende rigsretssag, som kan blive en realitet inden for de næste dage. Med sin fyring af Primakov kan Jeltsin håbe at manipulere denne proces, ikke mindst fordi den nemt kan udløse en forfatningsmæssig krise: Hvis parlamentets underhus Dumaen - lige som det var ved at ske i efteråret - tre gange nægter at godkende Jeltsins nye kandidat til posten som ministerpræsident, skal præsidenten opløse parlamentet og udskrive valg. Men det kan han ikke ifølge forfatningen, hvis der er indledt en rigsretssag mod ham, og dermed må forfatningsdomstolen ind og løse krisen. En suspendering af Dumaen nævnes som en mulighed, men det vil kunne føre til en eskalering af den politiske krise i et Rusland, der stadig husker krisen i 1993.
Yderligere har Jeltsin provokeret den national-kommunistisk dominerede Duma ved at nominere viceministerpræsident Sergej Stepasjin til ny regeringschef. Stepasjin var en af de hovedansvarlige for den blodige borgerkrig i Tjetjenien, som netop er et af fem anklagepunkter i den truende rigsretssag mod Jeltsin.

Konsekvensen kan blive ny politisk uro, som også kan føre til tilbageskridt i den gryende - men skrøbelige - forsoning på Balkan mellem Rusland og NATO. Hvor Rusland på det seneste syntes at have bevæget sig ind i en mere konstruktiv rolle, kan man frygte, at russiske politikere igen retter fokus mod den indenrigspolitiske scene og slår på de nationalistiske stortrommer. Stemningen turde fremgå af, at et stort flertal i Dumaen for få dage siden vedtog en resolution, som kritiserede mediernes brug af vestlige tv-billeder fra Balkan, fordi de fandtes at indeholde 'propaganda'.
Allerede i forgårs antydede Boris Jeltsin selv en stejlere holdning over for NATO, da han truede med at trække Rusland ud af fredsforhandlingerne.

Udviklingen stiller ekstra store krav til Vesten, hvor EU endnu ikke har været i stand til at sikre den fødevarehjælp, der skulle være tilgået sultne russere her i vinter. Nu er det maj... Samtidig kan det blive endnu sværere at manøvrere i forhold til den russiske opinion, og også det bør give anledning til overvejelser i forhold til NATO's Balkanstrategi.
Nok så vigtigt er det imidlertid, at russerne selv indser, at landets nuværende forfatning med dens enorme beføjelser til præsidenten er uholdbar. Der er al mulig grund til et grundigt eftersyn af Boris Jeltsins Rusland - og til at afvise enhver tale om, at han skulle kunne fortsætte efter år 2000. Hvis det nogensinde har været hans tanke med fyringen af Primakov. -jarl

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her