Læsetid: 2 min.

Bortførelse svækker Iraks regering

Massebortførelse i Bagdad har øget presset på regeringen for at gribe ind over for militserne
17. november 2006

Mange af de gidsler, som blev bortført fra en irakisk regeringsbygning ved højlys dag tidligere på ugen, er blevet torteret, og en del af dem er blevet dræbt, sagde en irakisk minister i går og advarede samtidig om, at han ikke længere har følelsen af, at regeringen i Bagdad har nogen effektivitet.

Ministeren for højere uddannelse, Abed Dhiab al-Ujaili, der er sunniarabisk medlem af den shiitiskledede enhedsregering, sagde, at omkring 75 af de bortførte stadig holdes i fangenskab af de militsfolk, som angreb regeringsbygningen iklædt politiuniformer.

"De, som er blevet sat på fri fod, har fortalt, at nogle få af gidslerne er blevet dræbt, mens de fleste af dem er blevet udsat for tortur."

Ujaili sagde, at han vil forlade regeringen, indtil der er grebet effektivt ind over for de shiamuslimske militser, som har infiltreret de irakiske sikkerhedsstyrker.

Han betonede, at det er nødvendigt at gennemføre en efterforskning af landets politistyrke, og at det er afgørende, at "de rigtige personer bliver placeret de rigtige steder". Han sagde samtidig, at "der ikke er nogen rigtig regering" i Irak.

USA: Opløs militserne

Den øverstbefalende for de amerikanske styrker i Mellemøsten har også understreget, at styret i Bagdad må reagere hurtigt og opløse de shiamuslimske militser - navnlig Mahdi Militsen, der er loyal over for den radikale præst Moqtada al-Sadr.

General John Abizaid, der onsdag redegjorde for situationen i Bagdad over for medlemmer af det amerikanske Senat, sagde, at den irakiske regering endnu ikke har bevist, at den vil støtte Iraks hær i et opgør med militserne. Han gjorde det samtidig klart, at han ikke ønsker flere soldater i Irak, men at der skal fokuseres langt mere på uddannelse, udrustning og rådgivning i den irakiske hær.

"Vi må sikre, at den irakiske hær er den overlegne styrke i landet, så befolkningen ikke støtter sig til militserne," sagde Abizaid, som advarede mod tilbagetrækning af amerikanske styrker.

Men senatorer fra begge partier - bl.a. republikaneren John McCain fra Arizona, der er en mulig præsidentkandidat - kritiserede Abizaids udtalelser som et udtryk for, at den amerikanske militærledelse endnu ikke har fundet en ny effektiv plan for Irak. Samme kritik kom fra demokraten Hillary Clinton.

"Håb er ikke en strategi," sagde Hillary Clinton og tilføjede, at hun utallige gange har hørt, at "den irakiske regering må gøre sådan og sådan, og at den irakiske hær må gøre sådan og sådan" - uden at noget sker.

Modstridende meldinger

I Bagdad har der været meget modstridende meldinger fra regeringen om massebortførelsen. En regeringstalsmand, Ali al-Dabbagh, har nedtonet bortførelsen og sagt, at kun 39 personer blev taget som gidsler, og at kun to stadig er i fangenskab.

Den irakiske premierminister, Nuri al-Maliki, har tidligere afvist at give tilladelse til amerikanskstøttede operationer mod militsers bastioner - blandt andet i den store shiamuslimske bydel Sadr i Bagdad.

Chefen for den amerikanske efterretningstjeneste CIA, general Michael Hayden, gjorde det onsdag klart over for amerikanske senatorer, at Iran opildner til volden blandt Iraks rivaliserende shiagrupper, og at den irakiske hær er plaget af sekt-væsen, mens ministerier er præget af korrupt bureaukrati og manglende ressourcer.

ritzau/Reuters

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu