Læsetid: 3 min.

Bosættere græder tørre tårer over Sharon

10. januar 2006

TEL AVIV - Blandt Israels mest ideologiske bosættere er det vanskeligt at finde nogen dybere skuffelse over, at ministerpræsident Ariel Sharon har forladt det politiske liv. På det menneskelige plan udtrykker man naturligvis medfølelse, men herudover lægger man ikke skjul på den store skuffelse, der her findes over manden, der tog initiativ til rømningen af Gazastribens bosættelser.

"At han ikke længere sidder i ministerpræsidentens kontor, har ikke skuffet nogen," siger David Wilder, der er talsmand for de fire små bosættelser midt i den palæstinensiske by Hebron.

"Den mand var en fare for staten, og det er helt tydeligt, at han måtte fjernes. Om han blev fældet af vælgerne, af de mange retssager, der trak op omkring ham, eller om det, som nu er sket, har gjort udslaget, er mig ligegyldigt."

I radikale bosætterkredse er man ikke et øjeblik i tvivl om, at Ariel Sharon ville benytte den sandsynligvis store valgsejr, han og hans nye centrumparti Kadima stod til den 28. marts, til at iværksætte nye bosættelsesrømninger på Vestbredden.

Vendt hjem til Hebron

En begyndelse på dette 'forræderi' så man for mindre end en uge siden, da militær og politi kom til Hebron med ordre om at rømme en stribe boliger, som er blevet indrettet i dele af det gamle arabiske marked. Det kom til fysiske sammenstød, for fra bosætterhold hævder man at have skøde på ejendommene. De skal have været i jødisk besiddelse frem til 1929, hvor sammenstød mellem byens jødiske og arabiske befolkninger kostede 67 jøder livet, mens resten af det dengang eksisterende samfund forlod byen.

"Vi er vendt hjem til vore fædres Hebron," forklarer David Wilder med bred amerikansk accent. "Myndighederne har givet familierne en frist til den 15. januar til at forlade deres hjem frivilligt. Det har de selvfølgelig ikke tænkt sig at gøre, og nu, efter hvad der er sket med Sharon, tror jeg heller ikke, nogen vil forsøge at tvinge dem til det."

Han betegner den politiske situation som uoverskuelig, men ser på lidt længere sigt god grund til at være optimist.

"Det er lidt tidligt at sige noget. Vi må nok vente en måneds tid, men jeg kan sige så meget, at jeg ikke ser noget andet medlem af Knesset med den samme beslutsomhed som Sharon," siger han. "Der er ikke flere bulldozere i Knesset."

Kan plukke appelsiner

"Der er ingen grund til at kommentere Sharon videre. Politikeren er borte, og tilbage er et menneske, som jeg blot ønsker vil kunne forlade denne verden på en værdig måde," siger en anden stemme blandt de ideologiske bosættere, Michal Ben Avraham fra Yitzhar nær Nablus.

Hun fortæller, at stemningen i hendes bosættelse er afventende, og at ingen lige nu kan se en naturlig leder.

"Vi har brug for kloge mennesker med hovedet på skuldrene," siger hun. "Der er kloge mennesker i Kadima, men ingen af dem har hovedet på skuldrene, og jeg er bange for, at de vil videreføre Sharons deportationspolitik uden i det mindste at have Sharons format. Vores opgave nu bliver at standse dette, og i det må vi samles omkring (Likud-partiets formand Benyamin) Netanyahu."

Over for dette har David Wilder ikke høje tanker om Kadima, hvilket i høj grad også gælder fungerende ministerpræsident Ehud Olmert, der efter alt at dømme bliver den, der skal føre det videre. Wilder betragter ham som 'venstrefløjsromantiker' og har efter eget udsagn ingen urolige nætter på grund af Kadima.

"Jeg sover roligt," siger han. "Kadima består af mennesker, jeg helst ikke ville se i Knesset, men partiet er et sammenrend af mennesker fra alle verdenshjørner, og uden Sharon har de ingen chance for at holde sammen på noget som helst. De skulle se at finde andet arbejde. Israel mangler lærere, men det vil jeg ikke anbefale, for de er for farlige til at have med børn at gøre. Men kibbutzerne mangler folk til at hjælpe med at plukke appelsiner. Der ville de komme til større nytte end ved at sidde i Knesset."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her