Læsetid: 5 min.

Bosnien har fred, men lang vej endnu

Fredsaftalen viste sig at holde. Men freden er stadig skrøbelig. Spænd-ingerne mellem de etniske grupper er stadig store, og Bosnien fungerer ikke som nation
14. december 2005

Det imponerende Marakana Stadion i Beograd, Røde Stjernes hjemmebane med plads til 59.000 tilskuere var fyldt. Beograd var spækket med kampklædt politi.

Alligevel blev det en heftig affære, da Serbien-Montenegro i oktober kvalificerede sig til VM i fodbold i Tyskland ved i den sidste kamp at slå Bosnien.

"Det var som at genopleve tre et halvt års krig på en aften. Selvfølgelig var det trist, at vi tabte kampen, men havde vi vundet, er jeg bange for at vi ikke havde overlevet," fortæller Emir.

Han var en af de 800 bosniakker, der i busser vovede sig fra Sarajevo til Beograd til den afgørende kamp. Serbien-Montenegro vandt 1-0, og da Spanien som ventet slog San Marino, røg Bosnien ud i kulden. Havde Bosnien vundet, var det serberne, der var røget ud. Op til kampen var der nogen nervøsitet. Ville der blive revet op i stadig blødende sår efter den blodige krig, her ti år efter?

Emir var teenager i Sarajevo i den tre et halvt år lange belejring af byen fra 1992 til 1995, og han har et anstrengt forhold til serbiske nationalister. At genhøre de gamle serbiske soldatersange fra krigen på stadion med omkvæd som: "Bosnien bliver Serbiens hjerte", "Hvem siger Serbien er lille?" og hyldestsange til massakren i Srebrenica er hård kost, ikke mindst når de mest højrøstede af tilskuerne var serbere fra Republika Srpska i Bosnien, og således Emirs egne landsm-nd. De heppede mest indædt på Serbien, og de havde medbragt kæmpemæssige bannere med krigsforbryderne Karadzic og Mladic på.

Muslimer overdænget

Lige som de andre bosniakiske fans blev Emir overdænget med flasker, sten, lightere, mobiltelefoner, stadionsæder, og hvad man ellers kunne bruge af kasteskyts. "Hvad skulle vi gøre? Hvis vi kastede tingene tilbage igen, fik vi det jo bare retur endnu engang".

Det forlød, at bl.a. målscoreren Kezman havde finansieret 30 busser med fans fra Trebinje og Srbinje, to af nationalisternes højborge i Republika Srpska. Der var således langt flere bosniske serbere på stadion, end der var bosniakker. I Bosnien blev det noteret, hvordan han viste det nationalistiske serbiske trefingertegn til tilskuerne, da han blev skiftet ud kort før tid.

Selve kampen var der ikke meget ved. Bosnien satsede på pindsvine-fodbold, som de havde haft et vist held med mod Spanien og Belgien, men da den største serbiske stjerne Mateja Kezman scorede i det 9. minut, formåede de ikke rigtig at omstille spillet. Det største drama foregik således på tilskuerpladserne.

Efter kampen blev de bosniakiske tilskuere gennet direkte ned i deres busser og kørt ud af Serbien. Men inden da nåede de ophidsede tilskuere at kaste sten på busserne. Ifølge øjenvidner blev der efterfølgende også fundet et enkelt skudhul i en af dem. Retfærdigvis skal det siges, at der er lang tradition for fodboldoptøjer i eks-Jugoslavien. Selv om nogle få var røget på hospitalet, var det ifølge pressen ikke flere end ved et normalt lokalopgør mellem Røde Stjerne og Partizan.

Ikke desto mindre viser både tilskuernes voldsomhed og det symbolsprog som blev stillet til skue, at mange spørgsmål vedrørende den bosniske stats fremtid stadig fremstår uløste.

Stadig dysfunktionelt

Dayton-aftalens inddeling af Bosnien i to dele efter etnisk tilhørsforhold var på sin vis en de facto-blåstempling af den etniske udrensningspolitik, der havde gjort næsten halvdelen af landets indbyggere til flygtninge, og som havde kostet over 200.000 mennesker livet. Efter aftalens indgåelse har det vist sig meget vanskeligt for alvor tage spørgsmålet om en integration af Bosniens to dele op. Ganske vist har man fået skabt en fælles valuta, ligesom man har lavet fælles nummerplader til bilerne, så det ikke fremgår fra hvilken del af landet, de kommer. (Så undgår man hærværk). For nyligt blev der skabt enighed om etableringen af en fælles politistyrke for de to dele, men reelt afspejler aftalen et sammenbrud i forhandlingerne, da de gode hensigter ikke blev udmøntet i konkrete forslag på de væsentlige områder.

De to dele er stadig meget adskilt, og forholdene er spændte. Det er ikke svært at se hvorfor. En hurtig køretur gennem det smukke bosniske landskab bringer stadig een gennem den ene nedbrændte landsby efter den anden. Selv om der ikke er nogen gr-nseovergang mellem de to dele, kan man altid se, når man kommer fra den ene del til den anden. Der er et skilt med velkommen til Republika Srpska, og så har folk ellers smidt alt deres skrald langs vejen på den side, de ikke kommer fra.

Fodboldkampen var således en påmindelse om, at Republika Srpska 10 år efter fredsafslutningen mener, at de hører sammen med Serbien, og ikke Bosnien-Hercegovina. Dette er stadig her 10 år efter et meget farligt politisk problem. Med de igangværende forhandlinger om Kosovos status, og den sandsynlige løsrivelse af provinsen fra Serbien-Montenegro, skal man ikke have megen fantasi for at forestille sig, at dette spørgsmål vil blive kædet sammen med en løsrivelse af Republika Srpska, og her vil de bosniske serbere have et ganske stærk argument: Hvis kosovo-albanerne må etnisk udrense og efterfølgende løsrive sig, hvorfor så ikke Srpska? Serbiske politikere kæder helt naturligt Kosovo-spørgsmålet sammen med at så må Srpskas status også diskuteres, og dette fremmer en meget obstruerende kurs fra Srpska-regeringens side i forhold til Føderationen. Bliver Srpska løsrevet, er der imidlertid meget, der tyder på, at så vil kroaterne fra Bosnien-Hercegovina også indlemmes i Kroatien, og så bliver Bosniens fremtid for alvor vanskelig. I et sådant scenarium kan genopblussen af volden ikke udelukkes.

Forsoningspenge

Et yderligere foruroligende element ved reaktionerne ved fodboldkampen var, at mange af de mest højrøstede tilskuere var ganske unge mennesker, der har været små børn under de mørke år i halvfemserne. Forsøg fra forskellige civilsamfundsorganisationers side på at mobilisere unge mennesker i det politiske liv er således ofte røget ind i problemet, at de unge er ekstremt nationalistisk indstillede. Der er en udbredt følelse blandt ungdommen af, at verden vender dem ryggen. 75 pct. af den serbiske ungdom har aldrig været udenlands, og det er helt almindeligt, at unge mennesker i Republika Srpska aldrig har været i Sarajevo. Visse civilsamfundsgrupper har nu foreslået FIFA, at den bøde det serbiske og det bosniske fodboldforbund har fået i kølvandet på urolighederne, bliver tilbagebetalt til ungdomsorganisationer i de to lande, der arbejde med forsoningsprojekter. Det er nok spørgsmålet om Sepp Blatter mener, om FIFA har råd til det.

Henrik Nielsen er ph.d. og Impact Monitoring Advisor på Dansk Flygtningehjælps kontor i Beograd

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu