Læsetid: 3 min.

Bosniens heling

16. september 1997

BOSNIENS LOKALVALG i weekenden blev en
tordnende succes, meddelte valgets organisator,
Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa,
OSCE, mandag igennem sin ambassadør i Sarajevo, amerikaneren Robert Frowick.
Nu skulle der nok en del slinger i valsen til, hvis valget ikke skulle leve op til denne forudbestemte vurdering. Men rigtigt er det, at valgdeltagelsen var imponerende høj, og at lokalvalget rent teknisk forløb uden de store uregelmæssigheder.
Nogle stykker var der dog, først og fremmest forårsaget af det kroatiske nationalistparti HDZ, som i skyggen af de bosniske serberes mere spektakulære svinestreger i Republika Srpska upåagtet foretager sig mange uhyrlige ting.
Men i betragtning af de modsætninger, der har hobet sig op i Bosnien, kan disse "uregelmæssigheder" ikke overraske. Der er grund til at gratulere OSCE, SFOR, FN's politistyrke IPTF og andre involverede med, at volden og svindelen er holdt nede på et lavt niveau.
VAR DER DRAMATIK forud for lokalvalget - med truende afbud fra både de kroatiske og serbiske nationalister - så er der til gengæld ikke megen spænding om valgresultatet.
Det foreligger ganske vist først om nogle dage, men allerede nu ved vi, at en koalition, ledet af præsident Alija Izetbegovic' SDA-parti, vil vinde i de områder, der er domineret af muslimer, at det kroatiske nationalistparti HDZ tager rub og stub i de kroatisk kontrollerede områder, og at det i den østlige del af Republika Srpska er Radovan Karadzics parti, SDS, der tager stikket hjem.
Spænding er der kun om industribyen Tuzla, hvor den socialdemokratiske borgmester Beslagic' styre er på vippen, og i området omkring Banja Luka, hvor splittelsen i det serbiske SDS har efterladt et magttomrum. Man må derfor nok en gang konstatere, at alle tre etniske grupper i Bosnien har haft chancen for at udskifte de nationalistiske politikere, der førte landet ud i så stor en ulykke, og fravalgte denne mulighed.
Og hvorfor så det?
Lokale og internationale iagttagere hæfter sig ved den hovedrolle, frygten spiller i Bosnien. Først og fremmest frygten for "de andre", en frygt, der konstant spilles på i de ensrettede nationalistiske medier. Dét argument, man hører igen og igen, er, at "de andre" stemmer på "deres" (nationalistiske) partier, så er vi nødt til at stemme på "vores".
Det sker i en grad, der får et bosnisk valg til at minde mere om en folketælling end et politisk valg mellem forskellige anskuelser. At denne frygt er en konkret, håndgribelig faktor, der dominerer hverdagen, opleves markant f.eks. i den "delte" by Mostar, hvor krigen har været ført med en vild- og ondskab, der trodser enhver beskrivelse.
Og hvor det selv i dag - tre-et-halvt år efter fredsslutningen - er umuligt for kroater og muslimer at færdes i hinandens bydele. Oven i denne frygt for "de andre" kommer så frygten for "ens egne". Det kræver stort mod at tale de nationalistiske partier imod, og risikoen er at miste såvel venner, som arbejde og bolig.
Disse forhold har fået den anerkendte "lokal-organisation" for fred og konfliktløsning, International Crisis Group (ICG), til i en rapport at konkludere, at "valget i Bosnien ikke har meget med demokrati at gøre". Og at "der er risiko for, at valget giver et pseudo-demokratisk mandat til dem, der stod bag den etniske udrensning".
Spørgsmålet er imidlertid, hvad alternativet er. For valgets hovedorganisator, OSCE, har jo også ret, når de siger, at lokalvalget i det mindste giver mange af de fordrevne mulighed for at få politisk indflydelse i de byer, de i sin tid blev smidt ud fra. Som et første skridt, henimod en tilbagevenden. International Crisis Group kommer selv i sin rapport med et interessant forslag til, hvordan man kan overvinde den ensrettede stemmeafgivning. Nemlig ved, at hver vælger til parlamentsvalget næste år udstyres med to stemmer, hvoraf den ene skal gives til en kandidat fra en anden etnisk gruppe.
Derudover har det internationale samfund ikke andre muligheder end at fortsætte med at støtte de initiativer, der fremme Bosniens heling.
Senest til næste år må der skabes reelle betingelser for, at de 1.6 mio. fordrevne, der fortsat findes inden og uden for Bosniens grænser, i sikkerhed kan vende hjem. Det er afgørende, at der kommer gang i den økonomiske udvikling - i sidste ende den måske mest integrationsfremmende faktor.
Og så er det de nære ting, der tæller. For hver buslinje, der åbnes på tværs af enklaverne, for hver multi-etnisk avis eller tv-kanal, der etableres, for hver rockentusiast fra Republika Srpska, som trodser frygten og rejser til U2-koncert i Sarajevo, er Bosniens sår nærmere en heling.on

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her