Læsetid: 4 min.

Bosniens valg og vores

14. september 1996

DEN BOSNISKE VALGKAMP sluttede officielt torsdag aften med de store kanoner kørt i stilling. Mens Bosniens præsident, Alija Izetbegovic, talte for 60.000 begejstrede tilhængere på Kosovo fodboldstadion i Sarajevo, mødte den samlede magtelite i den bosnisk-serbiske republik frem på en knoldet og mudret fodboldbane i den Twin Peaks-lignende bjerglandsby Pale, som fortsat er Republika Srpska's "hovedstad".
Onkel Alija scorede endnu nogle mediepoints ved at tale forsoning og bosnisk enhed og afbødede dermed kritikken af, at hans partimedlemmers ord og opførsel ofte tyder på, at partiet, SDA, står for det stik modsatte.
Republika Srpska's ledelse, derimod, høstede et af mange medie-selvmål ved at lade en sortklædt nonne lyse det talrigt fremmødte internationale journalistkorps samt deres efterkommere i band på grund af den påståede ensidige dækning af de bosniske serberes sag. Vi må se at leve med det.
Det er nemt at konstatere, at dagens præsident-, parlaments- og kanton-valg i Bosnien ikke lever op til skandinaviske, for ikke at sige europæiske standarder, men i den henseende nærmest hører hjemme i demokratiseringens 2. division sammen med en række afrikanske stater.
Der er både i Den Serbiske Republik og i den muslimsk-kroatiske Føderation konstateret organiserede overfald på vælgermøder, fysiske angreb og anden chikane mod oppositionens kandidater, klar ensidig pressedækning til fordel for det regerende parti i de statslige medier samt andre fantasifulde ting fra dirty tricks-afdelingen. Det var sådan set altsammen ventet. Lige så ventet er det, at OSCE, valgets kontrollerende myndighed, mener, at valgkampen ikke er præget af systematiske overtrædelser af reglerne, og at valget derfor kan holdes. Det bosniske valg i dag er af den type, der bare skal holdes, så landet kan få valgte politiske institutioner, og vi kan komme videre i den lange proces mod en varig politisk løsning.

DET BLIVER OGSÅ et af den slags valg, hvor man ikke blot spørger: 'Hvad blev resultat?' men: Hvor mange dræbte og sårede?
Det synes på forhånd givet, at de tre mere eller mind-re nationalistiske partier, der vandt det seneste valg i 1990 stort - nemlig Izetbegovic' muslimske SDA, de bosniske serberes SDS og de bosniske kroaters HDZ - også vil vinde denne gang.
Det umiddelbart mest spændende er nok, hvordan selve valgdagen forløber. OSCE, FN's internationale politikorps, den militære styrke IFOR og de mange tilkaldte eksperter og observatører har gjort et kæmpearbejde inden for det mandat, de nu er givet.
Men hvor mange valgsteder, man end flytter ud i de demilitariserede zoner, og hvor mange bevogtede busruter, man end etablerer, kan det ikke modvirke den kendsgerning, at parterne simpelthen har modsatrettede interesser og tilsyneladende synes at mene, at valg-dagen er en passende anledning til at gøre opmærksom på dem.
Intet synes at kunne få de fordrevne, hovedsageligt muslimer, fra at promenere tilbage til deres byer og landsbyer for ikke blot at stemme, men også manifestere, at de fortsat har hjemme i denne by. Og intet synes at kunne få de nye beboere, hovedsageligt kroater og serbere, fra at hindre dem i det.
OSCD kan ånde lettet op, hvis valgdagen er gået uden alvorlige sammenstød med hvad deraf følger af politiske eftervirkninger.
Hvilke mere vidtrækkende konsekvenser, det bosniske valg vil få, er en ligning med mange variable. Det kan på forhånd siges, at Bosnien med valget vil få en legal, international anerkendt politisk struktur. Det betyder et parlament med de muligheder, det giver for åben debat. Det betyder bedre arbejdsbetingelser for den ikke-nationalistiske opposition, som arbejder for en genskabelse af det multi-kulturelle Bosnien. En opposition, der formentlig og forhåbentlig kommer styrket ud af valget sammenlignet med valget i 1990, hvor kun en fjerdedel af vælgerne stemte på ikke-nationalistiske partier.
Det betyder også, at de politiske institutioner i Den Serbiske Republik pludselig bliver internationalt legale og anerkendte, at denne statsenhed mister sin paria-status. På grund af den interne muslimske kamp om stemmerne kan valget meget nemt føre til, at det bliver serberen Momcilo Krajisnik og ikke Izetbegovic, som i de næste to år bliver Bosniens statsoverhoved. Det bliver interessant at se Clinton trykke ham i hånden.
Det helt åbne og fundamentale spørgsmål er selvfølgelig, om Bosnien kan holde - eller holdes - sammen som stat. Den serbiske republiks ledelse har i valgkampen ikke lagt skjul på sine intentioner: Det drejer sig om, så hurtigt det kan lade sig gøre, at forlade Bosnien-Hercegovina og slutte sig til Forbundsrepublikken Jugoslavien, d.v.s. Serbien og Montenegro. De bosniske serbere kan relativt enkelt lade den komplicerede bosniske statsstruktur bryde sammen ved simpelthen at blokere arbejdet i de centrale statsorganer og nedlægge veto mod love, man definerer som stridende mod serbiske interesser. De bosniske kroater har samme intentioner, men går mere stille med dørene.
De internationale organisationer har i valgkampens slutfase umisforståeligt slået fast, at en løsrivelse fra Bosnien ikke under nogen omstændigheder vil blive tolereret. En klog markering på et rigtige tidspunkt.
Det er nu afgørende, at det internationale samfund ikke taber interessen for Bosnien efter valget, men holder fast i både det politiske engagement, den fysiske tilstedeværelse og ikke mindst det konstante politiske pres mod de to hovedstæder, hvorfra det hele styres: Zagreb og Beograd. I dette engagement, lad det bare kaldes et internationalt protektorat af Bosnien, ligger nøglen til Bosniens heling.

on (Ole Nyeng)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her