Læsetid: 5 min.

Bosporus - et andet Øresund

Ulf Peter Hallberg rapporterer fra grænselinjen mellem Europa og Asien om den kosmopolitiske følelse i Istanbul, historiens vingesus og den i dag glemte Skåne-digter Ola Hanssons vision
10. juni 2006

ISTANBUL - Bosporus har til alle tider fascineret rejsende, søfarere og kosmopolitter. Strædet, der skiller Marmarahavet fra Sortehavet, gav Konstantinopel en særlig strategisk placering. Og byen, som bredte sig på begge sider af vandet, blev længe betragtet som uindtagelig.

Da det osmanniske rige gik under, fremfor alt fordi det valgte at støtte Tyskland under Første Verdenskrig, satsede nationalisterne under ledelse af Mustafa Kemal - den senere landsfader Atatürk - da også på Ankara og provinsen.

For nationalisterne var den kosmopolitiske storby med alle dens sprog, dens ukontrollérbare impulser og kulturblanding en svoren fjende. Stategien blev på denne baggrund ikke at erobre eller omlægge Konstantinopel - men at omdøbe byen og derpå opgive den.

I Konstantinopels sidste år som hovedstad fandtes over 3.000 biler i byens gader. I den nye hovedstad Ankara fandtes der i november 1924 kun en eneste bil - og den tilhørte Kemals nærmeste medsammensvorne, Ismet Pasha.

Efter at grækere, 'kompromitterede' (dvs. kosmopolitiske) tyrkere og den sidste sultan var jaget på flugt, udråbte Kemal republikken natten til den 30. oktober 1923. Det, som stod på programmet, var en enhedskultur - en undertrykkelse af al opposition, al mangfoldighed og den særlige åbenhed, som udmærkede Konstantinopel.

Det forgangne blev i Kemals allerførste tale kategoriseret som "smuds, overfladiskhed, løgne og amoral", hvorimod republikken skulle føre nationen tilbage til dens "naturlige tilstand og renhed".

1800-tallets Konstantinopel var et internationalt centrum, og et naturligt samlingssted for kulturer, sprog og mennesker fra et område, som omfattede hele Balkan, Grækenland og Egypten og strakte sig helt til Bagdad.

Den italienske forfatter Edmondo de Amici beskriver i sin mesterlige rejseskildring Konstantinopel fra 1877, hvordan beduiner, tyrkere, grækere, franskmænd og al verdens dyr, hunde, tiggere og rigmænd i skumringen kommer gående hen over Galata-broen.

"Det er et fornøjeligt skue," skriver han, "at kigge ned på alle forbipasserendes fødder og se al verdens sko gå forbi - fra Adams sandaler til de seneste mode-knapstøvler fra Paris..."

Dette mylder, denne eksplosion af sanseindtryk, denne konfrontation imellem trosretninger og livsformer har til alle dage været nationalismens skydeskive. De tyrkiske nationalister solgte hele biblioteker fra Osmannerriget til spotpris for at komme af med dem, og det blev rapporteret, at sultaners og prinsessers dagbøger ligefrem flød i rendestenen.

Det besynderlige i dag er, at samtidig med at Istanbul er ved at udvikle sig til Europas største metropol, skønt den ligger i en enklave i Asien, så vokser det forgangnes magt - ikke mindst som modvægt til nationalismens uformåen til at give svar på samtidens udfordringer.

Som Gilleleje

Jeg sidder på en af de mange både, som besejler Bosporus og kigger ud over Buyukdere. Der ser jeg det russiske konsulats nedslidte sommerpalads på den europæiske side, mens et blik i mod den asiatiske side får mig til at tænke på Gilleleje eller Hvens karakteristiske skråninger.

Hvidmalede træhuse ligger side om side med nyrenoverede drømmevillaer, præcis som på Strandvejen mellem København og Helsingør. Er det de samme modsætninger og den samme kamp ved de to forskellige sund? Og hvad er den sammenfattende forskel mellem de to verdener?

I Buykdere ved Bosporus sad i 1925 den i dag stort set glemte forfatter Ola Hansson fra Hönsinge i Skåne og stirrede ud over vandet fra en hotelterrasse. Også han havde drømt om "jordånden", rødderne, hjemmet og "Arkimedes punkt", men hele hans liv havde i grunden formet sig som en rejse væk.

Han havde boet i Berlin, Bayern, Sydfrankrig og København, og hans forhold til Sverige var definitivt blevet forkvaklet. Han og hans hustru, forfatterinden Laura Marholm, havde sat sig i hovedet, at det svenske kongehus, i forening med deres europæiske modstykker, var opsatte på at forgifte forfatteren eller på anden djævelsk vis lade parret ombringe.

De var så afgjort ikke tilregnelige længere. Marholm var i Bayern i en tid lang indlagt på sindssygeanstalt - sådan kan det gå uden penge og litterære alliancer. Ola Hansson døde i Buykdere, førtes hjem i kiste og blev stedt til hvile på Norra Kyrkogården i Lund til tonerne af melankolske studentersange.

Han er i svensk litteraturhistorie en stadig mere glemt og undervurderet forfatter. Ola Hansson betragtes i Sverige som en patetisk, overspillet neurasteniker. I Tyskland trives derimod en stigende interesse for hans særegne begavelse, den mesterlige sensibilitet i hans værk - hans svævetilstand, evige uro og følelse af afmagt.

Hans værk behandler så samtidige fænomener som 'hjemløshed' og 'identitetstab'. Og hans indlevelse i andre forfattere og kunstneres univers var frimodigt personlig, udleverende og dristig. Det var ham, som - sammen med Georg Brandes - introducerede Nietzsche i Skandinavien.

Men frem for alt søgte han et fæste i erindringerne om det skånske sletteland, Malmö og København overalt på det europæiske kontinent. Og på en eller anden måde synes han da også at være kommet til forsoning med sig selv i Bosporus, måske fordi ligheden med Øresund var så påfaldende. Noget i hans afdæmpede, vemodige 'hjemvé' vidner om, at 'hjemme' ikke nødvendigvis behøver at være et sted, men i stedet kan være en kosmopolitisk følelse af lighed.

Drik Coca-Cola

Hanssons storslåede digtning taler til en verden af 'medborgere uden grænser'. Sommernatten bliver et signal om at afkaste alle selvbegræsninger og åbne sig for verden, hvor man end befinder sig: "Lätt som en slöja/sänker sig natten/Månsken glittrar/På krusat vatten" (Let som et slør/sænker sig natten/måneskind glitrer/på kruset vand).

Men en samtidig Odysseus opdager måske til sin forskrækkelse, at Ithaca ikke eksisterer længere, at frierne for længe siden har voldtaget Penelope, CNN filmet overgrebet og solgt optagelserne til al verdens filmstationer. Og slettebønderne er rede til at stikke høtyven i alle slags udlændinge. Selv sommernatten uddunster angst, skræk og svig.

Alligevel kan følelsen fra Konstantinopel og Bosporus søges overalt. På begge sider af Øresund findes et kosmopolitisk potentiale. Københavns og Malmös styrke er følelsen af orientalsk basar. Ikke den cementerede selvgodheds lokalpatriotisme, men den friske luft, der blæser fra sundet og kontinentet.

Bosporus symboliserer et møde mellem verdener. Men når en af de sidste repræsentanter for den katolske kultur i Istanbul, et medlem af familiedynastiet Testa, Ipolit Bey, forlod byen i 1950 på grund af den ensrettende nationalisme, var det første, han så, da han ankom til Napolis havn et stort rødt skilt med teksten: Drik Coca-Cola!

Anekdoten oplyser os om, at monokulturerne ensretter verdens mennesker på mange forskellige og udspekulerede måder. Samtidig skaber de også en følelse af uoverstigelige modsætninger. Kosmopolitismen bygger derimod på respekten for det enkelte menneskes værd, sommernatten og den individuelle smag for rosafarvede, lilla eller blå sko - eller viljen til at gå barfodet.

"Dynande böljor/klaska och klucka/In emot stranden/de dämpat sucka/Fram över stenarne/mjukt de gungna./Liksom i tysta/toner de sjunga," (Skvulpende bølger/Plasker og klukker/Mod stranden smult de sukker /Synger som tyste toner) digtede Ola Hansson i kosmopolitisk sindsstemning - med poesien og sommernatten som forbindelsesled mellem Bosporos og Øresund.

"Én kultur er ikke tilstrækkeligt til at give næring til noget intellekt," sagde Ipolit Bey.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Ulf Peter Hallbergs andet og sidste essay fra Istanbul bringes i næste uge

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu