Læsetid: 4 min.

Bournonville-skandale

1. februar 2000

Den Kongelige Ballet har en Bournonvillekonsulent. Denne stilling blev indført som en afladshandling af ballettens forrige leder, Maina Gielgud, der ikke havde til hensigt at værne om Bournonville i det daglige, men var tilfreds med en 'taxi-
coach' som dem, der lærer sangerne partiet mellem lufthavnen og teatret.
Dinna Bjørn, der fik denne opgave, bor og arbejder i Oslo og kommer kun ganske sjældent til København. Der er ikke længere tale om, at man dagligt oplærer børnene på Balletskolen i Bournonville endsige at de voksne får en grundig indførelse i teknik og ånd i hans værker. Resultatet kunne i al sin armod ses i den nys afholdte 'Bournonvilleuge', der indledtes med den stilforvirrede nye version af Kermessen i Brügge forrige lørdag.
I ugens løb har man kunnet opleve versioner af den lille håndfuld Bournonville-balletter, der kan stykkes sammen til en pauver hyldest til en af landets få fiksstjerner af grænseoverskridende betydning. For få år siden anvendte Balletten stor energi på at rekonstruere Konservatoriet som helaftensballet ved nu afdøde Kirsten Ralovs bistand. Ralov havde danset i den som barn i noget, der endnu lignede en levende tradition på Det Kongelige Teater. Denne ballethistoriske indsats er nu skrottet, og vi er blevet sat tilbage til det danseskole-divertissement, der så længe var det eneste bud på denne selvbiografiske dansevaudeville.

At vise Sylfiden, Et folkesagn, Napoli og Kermessen i Brügge burde ikke være omtalen værdigt, ejheller grund til at trække på den internationale presse. Det er under det niveau, der udgør den forpligtelse, Det Kongelige Teater har over for sit publikum og sin kulturarv. Bournonvilleugen har været en pseudobegivenhed af rang, således som den løb af stabelen på Gamle Scene. Det værste er dog, at titlen snart nærmer sig det, tyskerne kalder "Etikettenschwindel" - falsk markedsføring.
Det Kongelige Teater ejer nogle ganske få dansere, der har fornemmelse for Bournonvilles kunstneriske særart. Det er således altid en fornøjelse at se Thomas Lunds gennemlyste personskildringer, der gør både trinene og ånden i balletmesterens univers ære. Dette resultat er ikke nået i kraft af teatrets opbakning, men i høj grad ved eget initiativ. Den poetiske Gudrun Bojesen har også både ynde og ukrukket sødme til de pigeroller, der er så svære at gøre plausible for de moderne danserinder, ligesom livsglæden hos Tina Højlund og Henning Albrechtsen kommer indefra. Mads Blangstrup former kønt sine bekymrede helte, og af Morten Eggert kan man vente sig nye accenter i opfattelsen af de gamle balletter, hvis den rette instruktør kommer til.
Problemet er blot, hvordan det skulle ske. Så længe et sammenrend af tidligere dansere uden koreografisk tyngde flikker og filer på Bournonville, sætter lidt ind fra Onsdagsskolen her, digter nogle nye 'arme' der, er der intet håb. Siden Henning Kronstam døde - uden nogensinde at være anvendt relevant af Det Kongelige Teater - har Bournonville-repertoiret været på konstant deroute. Hvorfor har store kunstnere som Anna Lærkesen og Sorella Englund ikke
også det store ord at føre, både til hverdag og fest?

Netop Sorella Englund stod for den suveræne, kunstneriske oplevelse som heksen i Sylfiden. Ganske uden det grove overspil, der for tiden kaldes 'mime' på Det Kongelige Teater, skabte hun ved krumningen af en langefinger eller en skutten sig over menneskenes dårskab den måske mest interessante heks, der nogensinde har været at se i rollen. Og det siger jo en del! Hendes teaterbegavelse, der kom så gribende til udtryk i Line Kroghs opsætning af Historien om en Moder, burde teatret ligge på knæ for.
Når disse få retfærdige er nævnt, må det siges, at det meste af det øvrige er en ørkenvandring. Trinene danses helt forkert, i Napoli får man cancan og i Kermessen danses med træsko af plastic. Et larmende overspil gør det ud for lystighed, mest grotesk i Napoli, hvor alle nu klasker i hænderne som drejer det sig om et talkshow-publikum. Der er ingen musikalitet i fraseringerne af de små trin, der leder op til de større, og arme og ben svinges i alle mulige stilarter. Dette skyldes også teatrets berøringsangst både inden for egne rækker og blandt ballettens veteraner over for den ballethistoriske, kunsthistoriske og åndshistoriske ekspertise.
Der findes mennesker i dette land, der længe og indgående har beskæftiget sig med Bournonvilles plads i det danske kulturlandskab og i den større verden. En af dem er Knud Arne Jürgensen, hvis udstilling Europæeren Bournonville kan ses på Det Kongelige Bibliotek også længe efter festugen. Har teatret henvendt sig til disse mennesker? Overhovedet ikke. Man regner stadigvæk med, at 'Bournonville som vor mor lavede det' kan række til Det Kongeliges behov. Dette er en ringeagt for de åndsværker, man er sat til at vogte, og en kulturel skandale af de større. cc

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu