Læsetid: 3 min.

Bournonvilleana

Fin dame, Anne Middelboe - Informations anmelder af min bog om Bournonville, men næppe den rigtige i rolle som Sylfiden. Jeg er bange for, at hun i det rolleparti vil kalde mere på smilet end på tåren. Ligesom anmeldelsen
13. juni 2005

Man skal ikke svare på eller kommentere anmeldelser, og det følgende skal derfor ses som en helt selvstændigt lille stykke Bournonvilleana eller divertissement inspireret af Anne Middelboe Christensens smukt udførte solo den 3. juni inspireret af Bournonville-året og vistnok svagt af min bog Bournonville, som udkom for kort tid siden.

Solodansens niveau markeres i overskriften, hvis "Tam Bournonville" elegant og originalt spiller på mit usædvanlige efternavn. Indrømmet - det har ikke samme klang som Bournonville, som til gengæld er svær at fabrikere så vittige ordspil på.

Min bog har Napoleon som en nøglefigur. Middelboe Christensen har fuld ret til at mene, at "Napoleon ikke er så vanvittig vigtig for forståelsen af Bournonvilles sociale gøren og laden-".

Jeg tror noget andet. Hun mener, at "det selvfølgelig godt kan være", at Napoleondyrkelsen hidtil er blevet overset, men hun vil dog fremhæve, at Allan Fridericia i sin interessante biografi nævner Napoleon seks gange.

Slår man efter, vil man se, at Napoleon i ingen af disse sammenhænge overhovedet er sat i forbindelse med Bournonville, så måske var der alligevel noget at overveje, som ikke er set så klart før?

Hun spørger, hvordan "samfundsborgeren kan ses i værkerne af koreografen Bournonville".

Efter min opfattelse et fuldstændig forældet syn på kunst, at der skulle bestå en nødvendig forbindelse mellem kunstneren som borger og som kunstner.

Det er derfor, jeg "løber tør for svar", jeg stiller nemlig slet ikke dette spørgsmål. Men jeg er da ærgerlig over, at jeg ikke har kastet mig ud i en længere redegørelse for, hvorledes netop danske samfundsforhold var afgørende for, at Bournonville valgte at overføre Sylfiden, som havde premiere i Paris fire år før til København, men det er vistnok også mere fru Middelboe Christensens gebet at påvise denne interessante sammenhæng.

"Balletterne findes knap i denne biografi", siger hun, og det er rigtigt, hvis omtalen af 24 balletterne kan rummes under ordet "knap".

At jeg er "uopmærksom på værkernes idéindhold" er store ord, men jeg indrømmer, at det er ikke mit gebet og ikke det, bogen handler om. Værkerne er underordnet biografien, hvilket var tænkt som et forfriskende modspil til andre biografier. Middelboe Christensen har ret, når hun siger, at jeg ikke spørger "Hvorfor skrev Bournonville det?"

Jeg ved faktisk ikke, hvorfor han skrev om Faust, Svend, Knud og Valdemar, Olav den Hellige og Rafael.

Giftig ånde

Jeg ved heller, hvorfor han skrev Napoli. Jeg ved kun, at han inspireredes til balletten på sin rejse til Italien, lige som en Norgesrejse inspirerede ham til Brudefærden i Hardanger.

Og "hvorfor" han skrev Abdallah, Valkyrien eller Trymskviden ved jeg heller ikke, og jeg tvivler på, at nogen "ved" det. Men jeg prøver da at sætte en del af balletterne ind i tidens sammenhæng, f. eks. "Et Folkesagn" som en adspredelse under koleraepidemien, men det er måske svært at læse sig frem til. Fru Middelboe Christensen skriver nemlig, at "bogen er unødvendigt svær at læse", fordi jeg ikke bruger Niels Birger Wambergs "gendigtning" (hvad det vist slet ikke er) af Bournonvilles erindringer.

Jeg erkender gerne, at jeg er til originalsproget, lige som når det gælder H.C. Andersen, der også findes i tillempede versioner, uden at jeg dog endnu har hørt nogen forlange, at de skulle benyttes.

Og i øvrigt er de fleste længere tekster fra uudgivne breve, så det var da en rigtig dum indvending, synes jeg. Jeg morede mig til gengæld meget over sætningen: "Ditlev Tamms egne passager humper omkring som fulderikker i træsko, fejlagtigt neddumpet i Bournonvilles koreografi af glidende ynde og koordineret harmoni".

Jeg så for mig fru Middelboe Christensen i partiet som Sylfiden, om hvilken Bournonville skrev, at den var "en ond engel, hvis giftige ånde har udøvet sin indflydelse på hver plante, der spirede på min bane, og som ikke betrådte med lette fødder de blade, hun ville knuse og fordærve" (bemærk moderne retskrivning af hensyn til læseren).

Hun skriver også, at "tårer har han (altså Ditlev Tamm) næsten slet ingen af", og det er rigtigt, jeg morer mig med Bournonville, men en lille tåre fældede jeg dog, da jeg læste hustruens brev om hans død.

Og det samme gør jeg, når jeg læser hans tanker om 1864, men jeg erkender gerne, at bogen ikke just er en tåreperser. Det hører med til historien, at fru Middelboe Christensen er medforfatter til en andet værk om Bournonville, som udkommer samtidig med mit.

Fin dame, men næppe den rigtige i rolle som Sylfiden. Jeg er bange for, at hun i det rolleparti vil kalde mere på smilet end på tåren. Ligesom anmeldelsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu