Læsetid: 4 min.

Hvor er Bové og Bono?

25. september 2000

DE TOMME blikke hos de progressive, unge tjekker, som har arbejdet hårdt i forventning om solidaritet og fremmøde fra deres ligesindede fra hele Europa siger det hele i sig selv.
Ingen kan ignorere de uspiste sandwich, den kolde kaffe og de tomme telte på det store Strahov-stadion i Prag. Stedet, som skulle danne rammen om årets store event af solidaritet mellem almindelige mennesker, der protesterer over de konsekvenser, den økonomiske globalisering har, og den neoliberale politik, som de to institutioner – Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF) – fører i den sammenhæng.
Det store internationale fællesskab, den globaliserede modstandsbevægelse mod globaliseringen, er – om ikke knækket – så i hvert fald sendt til tælling i en grad, at det er svært at tro på dens genopståen.
Nuvel, der har været en del demonstrationer i Prag i løbet af weekenden. Et par tusinde mennesker fra andre lande i Europa og andre kontinenter, har taget turen til den tjekkiske hovedstad. De har holdt alternativt topmøde som pendant til Verdensbankens og IMF’s årsmøde i byens kongrescenter. Der har været marcher og manifestationer, og disse arrangementer har hver for sig været bekræftende for det potentiale, der kan være i at lave internationale netværk med menneskelighed og solidaritet som fællesnævneren for folk med vidt forskellig nationalitet og race. Men faktum er, at der er fem gange så mange delegerede til de to institutioners årsmøde og fem gange så mange politifolk i gaderne, som der er protesterende.

EN MASSE forhold kan påpeges for at forklare, at Prag ikke bliver et Seattle nummer to, når det gælder antallet af mennesker, der vil råbe vagt i gevær over for den økonomiske globaliserings lynhurtige udvikling: Der er myndighedernes forberedelse, som i sig selv skræmmer mange fra at deltage. Der er myndighedernes chikanerier og afvisninger ved grænsen. Der er det faktum, at det er dyrt at rejse, hvilket kan få mange til at vælge at blive hjemme. Det er september, sommerferien er slut, det kan være svært at få fri osv. osv.
Men disse faktorer udgør højst en lille del af forklaringen på, at Europas unge ikke strømmer til. Årsagen er ikke praktisk eller konkret. Den er først og fremmest, at der ikke findes noget fælles alternativ til globaliseringen, som den udfolder sig i dag.
De organisationer, som prøver at få folk til at komme til Prag, er så forskellige som nat og dag. Nogle vil have »et alternativt samfund baseret på massernes behov.« Andre vil blot have, at Verdensbanken og IMF skal lette gælden »for de fattigste af u-landene.« Andre igen kæmper for dyrenes rettigheder. Anarkistiske organisationer ønsker blot vold i gaden uden at have nogen som helst alternativer på programmet. Nynazister er også til stede. De vil både banke anarkisterne og protestere mod globaliseringen, fordi den bygger på »en multikulturel drøm« som for alt i verden må undgås.

DERTIL KOMMER at globaliseringen – herunder udbredelsen af internet – indeholder så mange små og praktiske fordele for en hel masse af de ressourcestærke unge mennesker, som plejer at være dem, der har overskuddet til at tage politisk stilling på vegne af de undertrykte. De færreste af dem ser globaliseringen som et onde i sig selv, og taberne i den globaliserede verdensøkonomi har ikke selv ressourcerne til at samle kræfterne.
Sagen er, at globaliseringen er så nuanceret og vidtfavnende et begreb, at man ikke bare kan være for eller imod globalisering. Globaliseringen er en realitet, som man så må reparere på i de mange tilfælde, hvor den har umenneskelige konsekvenser. Det kræver konkrete og konstruktive markeringer på konkrete problemstillinger og sammenhænge, som folk kan tage stilling til. Det kræver, at man får forklaret konsekvenserne, og at man taler i et forståeligt sprog – og ikke i floskler og paroler – til den menneskelighed, som ligger i hver en person i verden. Budskaberne i Prag er så diffuse, at selv den franske globaliseringsmodstander José Bové, der er blevet straffet for at smadre en McDonald’s-butik, er blevet væk. Ikke engang Bono eller Bob Geldorf vil være med i så uklart et sammenrend. I princippet er Verdensbanken og IMF et godt eksempel på noget konkret, man kan kæmpe imod og forsøge at påvirke i en bestemt retning. Men hvis det skal have en effekt, kræver det en ordentlig globalisering af de mange bevægelser og en koordinering af de synspunkter, der skal køres i stilling.
Det er langt fra tilfældet endnu. Den økonomiske globalisering fører med syvmileskridt, og det er ikke nemt at skabe en global mod-opinion. Slet ikke, når følelsen for det menneskelige fællesskab i stor skala allerede er blevet smadret, netop af globaliseringen.
Der er kun én vej frem, og det er – gerne med nettets hjælp – at professionalisere indsatsen for, at mennesker kommer i centrum i den globaliserede verden. Erkend, at globaliseringen har nogle gode sider, og koncentrer indsatsen på at fokusere på de vigtigste af de dårlige. Ellers bliver Prag den sidste krampetrækning, og så er løbet kørt.

brun

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu