Læsetid: 2 min.

Bové: Genrejs handelsmur

Den franske aktivist José Bové kræver i Hongkong, at WTO holder op med at snakke landbrug, så landene kan genrejse handelsmurene imod udenlandske fødevarer
14. december 2005

Det er efterhånden en del år siden, at den nu 52-årige franske bondeaktivist José Bové ville sætte plovskæret i Champs Elysées, og at han blev smidt i fængsel for at have kørt en traktor ind i en McDonald's, men natten til tirsdag blev han tilbageholdt i Hongkongs internationale lufthavn. De lokale myndigheder var bange for, at Bové ville lave ballade i gaderne sammen med de tusindvis af ngo'ere fra hele verden, der var rejst til Hongkong for at protestere imod mødet i Verdenshandelsorganisationen.

Den franske regering fik ved midnat Bové løsladt, og i går talte Information med ham i hjertet af Hongkong, inden tusinder af bønder og andre aktivister demonstrerede i byens gader. Han forsikrer, at han ikke har planer om at lave voldelige aktioner. "Jeg har altid været ikke-voldelig," siger han.

- Føler du, at den franske regering forsvarer dine interesser her i Hongkong?

"Det ville være dårligere reklame for dem, hvis jeg havde siddet i fængsel, end at jeg er her. Det ville give et grimt image til WTO."

- Forsvarer den franske regering de små bønders interesser i handelsforhandlingerne?

"Den franske regering har indtaget en meget ringe position i landbrugsforhandlingerne. Den er kun interesseret i at bevare eksport-støtten, og præsident Chirac forsvarer ikke de små landmænd i Frankrig og Europa," siger han og henviser til, at hvert år tvinges 30.000 små bønder ud af landbruget, og regeringen forsvarer ifølge ham "en skadelig europæisk landbrugspolitik. Efter reformen i 2003, går 80 pct. af alle subsidier til de rigeste 20 pct."

"Reformen gemmer bare eksportsubsidierne, og vi fordømte det forsøg på at flytte støtten over i det, WTO kalder 'den grønne kasse'. Den er ikke retfærdig. Vi mener, at hvis man giver støtte til bønderne i Europa, må man stoppe eksporten af mad som varer. Politikken er skadelig, og den kan ikke fortsætte. Den fælles landbrugspolitik subsidierer stadig eksport," siger Bové. Men han er også modstander af liberaliseringer i landbruget.

Liberalisering for de store

"Når WTO taler om liberaliseringer, taler man kun om markedsadgang. De er kun til fordel for de store bønder, men de små bønder - der ikke er konkurrencedygtige - kan kun overleve og skaffe brød på bordet til familien, hvis de kan levere til det lokale marked. Det vigtigste for u-landene er, at de skal kunne beskytte deres hjemmemarked med protektionistiske ordninger. De skal forsvare sig imod dumping af fødevarer og lukke deres grænser mod import af overskudsproduktion fra USA og Europa."

- Mange, der demonstrerer her i Hongkong, vil gerne have WTO nedlagt . Er du enig i den strategi?

"Landbruget skal fjernes fra WTO. Mindre end 10 pct. af fødevarerne bliver skibet afsted til andre kontinenter, og det meste af produktionen er lokal. Det giver ikke mening at eksportere fødevarer. Import af fødevarer er skadelig, fordi det presser priserne ned. Landene må have lov til at beskytte sig. Det siger de fleste afrikanske lande også. Det meste landbrug er i dag lokalt. 70 pct. af fødevarerne bliver spist inden for en radius af 75 km fra produktionsstedet. 1,3 mia. bønder har kun deres egne hænder at arbejde med," betoner Bové.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu