Boykot af danske varer er en yderst konkret reaktion på Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten. Imamer, politikere og islamiske organisationers opfordringer til at boykotte danske varer bliver fulgt af både forretninger og forbrugere. Disse opfordringer til at boykotte er især effektive i lande som Saudi-Arabien, Bahrain, Quatar og Kuwait, hvor salget af varer fra eksempelvis Arla helt er stoppet. Samtidig med at sagen eskalerer, breder opfordringer til boykot sig til eksempelvis Libyen, Marokko, Tunesien, Egypten og Pakistan. Senest er Indonesien og Malaysia kommet til.
Umiddelbart ser det ikke ud til, at Jyllands-Postens undskyldning (30.1.06) adresseret til "Ærede medborgere i den muslimske verden" alene kan rette op på, at "Alvorlige misforståelser omkring nogle tegninger af profeten Muhammed har ført til megen vrede og på det seneste også til boykot af danske varer i muslimske lande."
Ifølge de danske medier er det særligt boykotten, der de sidste dage har fået panikken til at brede sig blandt politikere og især erhvervsfolk, der har måttet skære ned på eller helt indstille produktionen af bestemte varer.
Globaliseret boykot-effekt
Opfordringer til at boykotte danske varer fremsættes i nationale medier i de islamiske lande, men er også i høj grad blevet eksponeret på internationale nyhedskanaler og websites såsom Al-Jazeera og Islamonline.com. Den voldsomme eksponering i især de elektroniske medier, der minutiøst følger sagens udvikling, har haft to afgørende effekter.
Den første af disse effekter er mediernes insisteren på, at det ikke er et individuelt valg for den enkelte muslimske forbruger at boykotte danske varer, men herimod en moralsk forpligtelse blandt verdens omkring 1,3 milliarder muslimer. Den anden effekt er, at boykotten giver grupper af muslimer lejlighed til at give udtryk for, hvordan man som rettroende muslim i hverdagslivet skal forbruge på en moralsk forsvarlig måde.
For mange forbrugere i den islamiske verden er boykotten af danske produkter en åbenlys tilkendegivelse af den moralske og religiøse forargelse over Muhammed-tegningerne. Mere marginaliserede grupper i disse islamiske lande, som måske alligevel ikke havde mulighed for at købe dyre danske produkter, lever på denne måde allerede fuldt op til boykotten, mens mere velstillede grupper enten kan vælge at støtte boykotten som det rigtige moralske valg eller 'boykotte boykotten'.
Denne boykot udmærker sig ved en usædvanlig religiøs og moralsk klarhed, der forholdsvis let kan omsættes til hverdagspraksis - nemlig helt at boykotte danske varer. Et andet virkningsfuldt aspekt ved denne boykot er, at mange forretninger og kæder i de pågældende muslimske lande helt har fjernet de danske varer fra hylderne.
Boykot i Malaysia
At opfordre til og praktisere boykot af forskellige typer varer er på ingen måde en ny tendens, men med den globaliserede forbrugskulturs indtog blandt et købedygtigt publikum i især USA, Europa og dele af Asien er nye argumenter for og drivkræfter bag at boykotte fremkommet. Et utal af religiøse og politiske organisationer opfordrer konstant til boykot af eksempelvis amerikanske varer. I modsætning til den nuværende boykot af danske varer, er det oftest uklart, i hvor høj grad disse boykotter har den ønskede effekt, og der eksisterer kun ganske få studier af disse processer.
I kølvandet på 9/11 og den amerikanske invasion af Afghanistan opfordrede Malaysian Ulama Association (ulama: lit. de der kender loven) i det muslimske Malaysia til boykot af amerikanske varer. I forbindelse med min ph.d.-afhandling The Moderate and the Excessive: Malay Consumption in Suburban Malaysia (2005) lavede jeg et 10 måneder langt feltarbejde i 2001-02 blandt muslimske middelklasseforbrugere, der fokuserede på forbrug og boykot.
I Al-Mujahideen-moskeen i en velstående forstad uden for Kuala Lumpur, hovedstaden i Malaysia, opfordrede et opslag på en søjle i moskeen til boykot af amerikanske varer og viste et computermanipuleret fotografi af et israelsk passagerfly på vej ned i Kaabaen, den firkantede bygning i den store moské i Mekka, hvor den hellige Sorte Sten, mytisk givet af Gud, befinder sig. Teksten på opslaget understreger, at en sådan boykot yderligere er påkrævet på grund af israelsk og amerikansk undertrykkelse af palæstinenserne.
Denne moské, diskret placeret mellem rækkehuse så karakteristiske for de nye forstadsbebyggelser uden for Kuala Lumpur, er domineret af det i Malaysia stadigt mere populære islamiske oppositionsparti, PAS. Lige bag moskeen ligger områdets største mall, der blandt andet huser McDonald's, Kentucky Fried Chicken, et stort antal moderigtige tøjforretninger og ikke mindst Ikea med eget cafeteria og minimarked med etniske svenske specialiteter.
Der er dog også en anden moské i området. Den største, og mest velholdte, er At-Taqwa moskeen. Denne moské støttes af det dominerende politiske parti siden uafhængigheden fra England i 1957, UMNO.
Islamisk diversitet
Lige efter opfordringen til boykot i december 2001 kritiseredes denne ide voldsomt i de statscensurerede malaysiske medier. Især Malaysias premierminister, Dr Mahathir Mohamad, beskyldte ulamaerne for at være naive i deres tro på effekten af en boykot, og den skade en sådan ville forvolde på det amerikansk-malaysiske forhold, og i særdeleshed amerikanske investeringer i Malaysia. Debatten over boykotten afspejler en dybere splittelse mellem en statslig nationalisme repræsenteret af UMNO på den ene side og ulamaerne/PAS på den anden. Kort sagt handler denne splittelse om, at UMNO beskylder PAS/ulamaerne for fejlagtige og afvigende læsninger af Koranen. Af særlig skadelig karakter er kravet om en egentlig islamisk stat med sharia-lovgivning og overdreven fokus på spirituelle værdier frem for mere materielt engagement i udvikling og modernisering.
Omvendt kritiseres regeringen og den statslige nationalisme for ukritisk at indoptage vestlige værdier og materialisme i modstrid med grundlæggende islamiske ideer .
Efter opfordringen til boykot blev en statslig modoffensiv iværksat: I medierne blev forbrugerne opfordret til at forbruge så meget som muligt, da det private forbrug hævdedes at være modgiften til de faldende konjunkturer efter 9/11. Denne opfordring faldt naturligvis ikke i god jord hos den islamiske opposition.
I skæringspunktet mellem disse to politiske yderpositioner er spørgsmålet om boykot og at forbruge på en særlig muslimsk from og balanceret måde.
Boykot praksis
For at en boykot kan have en effekt, er det selvfølgelig centralt at vide, om forbrugerne følger opfordringen i praksis. For at kunne svare på dette spørgsmål er det afgørende med etnografisk indsigt i familiers hverdagsliv og måder, hvorpå en boykot praktiseres. Dette fokus på familiens intimitet, processer og handlinger i hjemmet ligger langt fra det nu dominerende standardbillede af islam som ekstremistisk i forbindelse med terror og voldelige demonstrationer. Kort sagt, sympatiserede langt størsteparten af disse malajiske familier med opfordringen til at boykotte amerikanske varer. Men ingen omsatte disse ideer til egentlig praksis og boykottede konsekvent amerikanske varer såsom tøj, fastfood, hardware, software eller film.
Forklaringerne på hvorfor boykotten ikke konsekvent blev fulgt var mange, men det var et gennemgående træk, at mange af de varer, som enten giver social status, eller som børnene i de pågældende familier værdsatte, var attraktive i en sådan grad, at de overskyggede det religiøst, ideologisk og moralsk korrekte i at følge boykotten. Samtidig står et andet pragmatisk hensyn i vejen for en boykot - at USA vil trække investeringer ud af Malaysia, hvis en boykot blev vellykket. Så selvom alle ideologisk set er tilhængere af en boykot, var de bekymrede over eventuelle økonomiske konsekvenser i en globaliseret verden, hvor økonomiske strømme og investeringer kan stoppes fra det ene minut til det næste.
Omvendt kan man sige, at hvis den konsekvens, der er blevet udvist under boykotten af de danske varer, kunne overføres til boykot af amerikanske varer, ville den nuværende verdensorden radikalt ændres. Den potentielle styrke bag sådan en boykot ville utvivlsomt rokke ved amerikansk politisk, økonomisk og militær dominans. Denne utopi hviler dog i sidste ende på den enkelte forbrugers villighed til at omsætte ideologisk modstand til praksis. I skrivende stund er det uvist, om boykotten af de danske varer har toppet, eller om vi snarere kun har set toppen af isbjerget.
Johan Fischer er forsker i islam og forbrugskultur på RUC
