Læsetid: 2 min.

Braad Thomsen færdig som filmfestival-leder

Odense Kommune ophæver samarbejdet med filminstruktør og manuskriptforfatter Christian Braad Thomsen, der i ni år har været kunstnerisk leder af Odense International Film Festival. Braad Thomsen kalder opsigelsen en 'politisk fyring', mens kommunen peger på strukturelle årsager
29. november 2005

De er ikke helt enige om, hvad der skete over frokostbordet et par uger før kommunalvalget.

Kunstnerisk rådmand i Odense Kommune, Jørgen Lund, havde indkaldt filminstruktør og manuskriptforfatter Christian Braad Thomsen til samtale om hans kontrakt som leder af Odense Film Festival.

"Så sagde jeg: Christian, nu har vi været sammen i ni år. Når din kontrakt ophører, vil jeg ikke forny den, fordi der kommer nye mennesker i forvaltningen og en ny rådmand. Det må være op til dem, om de vil fortsætte samarbejdet eller finde en anden," fortæller Jørgen Lund, der går på pension 1. januar næste år. Men den udlægning kan Christian Braad Thomsen ikke genkende.

"Jeg fik at vide, at min kontrakt ikke ville blive fornyet, så han har tværtimod forpligtet den nye rådmand til ikke at genansætte mig," siger den nu tidligere festivalleder.

Politisk fyring

Christian Braad Thomsen kalder sin opsigelse for en 'politisk fyring', der bunder i hans kritik af Det Danske Filminstitut, der støtter Odense Film Festival.

Både som instruktør og festivalleder har Christian Braad Thomsen ofte langet ud efter Filminstituttet, senest i selvbiografien Vreden, Gudinde, besyng!, som Informations Morten Piil anmeldte 18. november i år under overskriften "Han holder galden kogende".

"Kommunens konsulent Trine Spliid Bech har henstillet, at jeg undlader at kritisere Filminstituttet. Jeg har fastholdt, at så længe jeg var direktør, var det min ret at gøre det," siger han.

Kritikken er blandt andet gået på, at Filminstituttet har nedlagt Dansk Novellefilm.

"Og det er jo en alvorlig sag for en kort- og dokumentarfilmsfestival. Hvis novellefilmen skæres fra, er det jo en kastrering af festivalen," siger han.

Rådmand Jørgen Lund understreger, at han ikke på noget tidspunkt har været utilfreds med Christian Braad Thomsens arbejde som kunstnerisk leder.

"Jeg har fortalt Christian, at jeg har været meget tilfreds med hans arbejde. Jeg synes, at han har skabt noget rigtigt godt for Odense," siger Jørgen Lund.

Polemisk menneske

Odense Kommune besluttede sig allerede i sommer for at omlægge forvaltningerne, hvilket betyder, at den nuværende kultur-og socialforvaltning omlægges til by-og kulturforvaltning, formentligt med tidligere borgmester Anker Boye (S) i spidsen som ny rådmand.

Kulturpolitisk konsulent i Odense Kommune Trine Spliid Bech afviser, at Anker Boye har haft indflydelse på opsigelsen af Christian Braad Thomsen. Men hun fastslår samtidig, at man ikke ønsker ikke at genansætte ham som festivalleder.

"Christian har jo siddet i ni år, så det sker ud fra et ønske om at få ny energi og inspiration - og et nyt kunstnerisk temperament," siger Trine Spliid.

Hun afviser, at det er en politisk fyring.

"Christian har jo altid været et polemisk menneske og en meget aktiv kritiker af både dette og hint. Det vidste vi jo også, da vi ansatte ham i 1997, så det har ikke noget med det at gøre," siger hun.

Trine Spliid kan ikke pege på, hvad den nye inspiration konkret skal bruges til, eller hvilke nye tiltag festivalen skal byde på.

"Men det er sundt at få en ny person på," siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu