Læsetid: 9 min.

At blive bragt et sted hen - f.eks. ud af fatning

12. november 2005

På et tidspunkt var Steffen Brandt blichersk, vred og malet op i et hjørne. Men heldigvis er midtvejskriser et grundvilkår, og hjemisbilen ringer altid flere gange i løbet af et liv

Det var omkring konfirmationen. Steffen Brandt så skrækscenariet for sig: De voksne gik forbi ude på gaden i snorlige rækker. Der var en plads åben til ham. Han skulle gå dér i mellem dem i voksenfælden, og han skulle have voksenhumor. Det var ubærligt.

"Det var mit første vendepunkt. Voksen ville jeg ikke være, men på den anden side kiggede jeg ud i sandkassen og tænkte: Dér har jeg været. Det var på det tidspunkt, jeg besluttede mig for at skabe et frirum, hvor jeg kunne dyrke tvivlen og dæmonerne. Musikken blev på den måde min tredje vej."

Nu sidder Steffen Brandt her i hulen i midtbyen i Århus næsten 40 år efter og kan se, at konfirmationen måske var forfærdelig, men den var også hans redning. Heldigvis var han for nysgerrig til at træde direkte ind i rækkerne.

Man rykker sig automatisk i livet. En midtvejsevaluring er ikke noget man beslutter sig for at tage, mener Steffen Brandt. Den kommer helt af sig selv. Som da han stod med gymnasiets eksamensbevis i hånden "muligvis det ringeste nogensinde". Men man bør jo bruge det til noget. Hvad så nu: Hvad er den store plan?

"Og der kunne man godt se den vej, der lå derude, som tilsyneladende var fornuftig, men som måske manglede lige præcis den dimension af lyst og drive, som gør en tilværelse tålelig."

Men Steffen Brandt beslutter, at man ikke bare kan følge en pludselig indskydelse om, at man er kunstner eller skal udtrykke sig.

"Hvis man opererer i sådan et minefelt, som jeg synes, det at udtrykke sig, er så opererer man også med en grundlæggende usikkerhed, som skal vejes op mod noget, og dér valgte jeg så at tage en uddannelse i min fritid. For at kunne holde al min uro og tvivl stangen."

Uro og kaos er nødvendig for kunstneren, mener Steffen Brandt. En kunstner, der konstant har overblik er ikke en kunstner. Fyrtårnet, mesteren, pejlemærket, Per Højholt, hjælper Steffen Brandt med at værdsætte og bruge kaos.

"Højholt er ikke for fastholdere. Han har hele tiden arbejdet med en nysgerrighed, og den har han gjort alt, hvad han kunne for at tilfredsstille, og sådan vil jeg også helst se mig selv. At det er en nysgerrighed, der driver mig. Mere end en erfaring og en lyst til at kunne rumme det hele. Det synes jeg heller ikke er kunstens opgave. Det er kunstens opgave hele tiden at være i tvivl og undersøge".

Højholts forfatterskab er forbilledet for, hvordan man kunstnerisk kan forvalte et liv.

"Højholt blev lige indtil det sidste klarere og klarere i sit udtryk og sine digte og også i sit virke som kulturkommentator på tiden. Og det er den gode nyhed, at man ikke nødvendigvis behøver at se tilbage, men kan bruge alt det, man har taget med, til at se endnu bedre fremad. Og til at forstå endnu tydeligere, hvad det er, der sker derude og med en selv."

TV-2 har netop udgivet albummet De første kærester på månen, og her er nysgerrigheden det bærende element. Steffen Brandt har i hver sang sendt en række karakterer derud for at møde verden.

"De skal aflægge rapport om, hvad der sker. Lige fra manden og hans hund, over den enfoldige tåbe, der kommer til at køre hjemisbilen, til pigen fra provinsen, der er for fed til den her fest."

Deres opdagelser kan bruges til at fornemme nogle strømninger i tiden. De bliver billeder på dem. Men ikke mere end det. En sangskriver eller forfatter skal ikke forklare verden, men skildre den, så det forhåbentlig giver nogle antydninger af, hvad der bevæger og optager folk.

Steffen Brandt tog ret sent beslutningen om at tage rykket fuldt ud. Efter universitetet fandt han sig selv på et gymnasium ved den store afsluttende eksamen i sit pædagogikum. "Jeg stod dér og havde fået placeret folkeviserene 200 år for sent. Jeg havde dem vist helt oppe i 1700-tallet. Der måtte jeg så erkende, at nu var det nok på tide med en ny midtvejskrise."

Steffen Brandt griner igen højt og rykker uroligt rundt på stolen. Men dengang ved det grønne bord måtte han begynde at tage uroen mere seriøst. Omkring det tidspunkt ringede telefonen og rockorkesteret Kliché spurgte, om han ville være interesseret i at tage med dem på en turné. Steffen Brandt henviser til sangen "Hjemisbilen ringer altid to gange" på den nye plade. Et budskab om, at livet altid giver en ny chance.

"Og det var så første gang, eller var det i virkeligheden tredje gang, hjemisbilen ringede højt og tydeligt, og jeg måtte disponere efter det. Nu måtte jeg helhjertet tilfredsstille dæmonerne, og der skulle en del risikovillighed til. Jeg var vel 26 eller 27. Ja, jeg var vel nærmest voksen. At vælge at sige: Nu vil jeg leve af at spille musik, var en stor beslutning."

Han havde måske gået og ventet på, at forklaringen - løsningen skulle åbenbare sig for ham. Men det gør den aldrig. Det er også, hvad en mand og hans hund rapporterer tilbage med i sangen af samme navn.

"De har jo fundet ud af, at ét af grundvilkårene for mennesket er jo ikke nødvendigvis at nå til et eller andet mål, hvor alt er forklaret, men at nå til en forståelse af, at der hele tiden er noget, man skal arbejde med. En uro og en længsel og en smerte og nogle drømme. Og det skal man ikke være bange for at kaste sig ud i."

Steffen Brandt ved, at hans eget mål de sidste par år har været at lave det "bedste album, vi nogensinde har lavet" Og nu, hvor han sidder her, tænker han ikke på, at han højst sandsynligt vil have det på samme måde med den næste plade.

"Sådan kan man heldigvis ikke regne, for så er der ikke noget ved det. Der bliver nødt til at være en eller anden grundstemning om, at det er vigtigt alt det, man går og laver."

Det er vigtigt at leve I dit korte liv og mens man gør det, men Steffen Brandt hader at høre sig selv sige sådan noget. "En musiker, der mener, han kan sige et eller andet belærende om at leve i nuet, fordi han har skrevet nogle popsange, er jo i virkeligheden uinteressant. Hvis jeg tror, at jeg ved, hvor jeg vil rykke folk hen, så har jeg misforstået min opgave. Men min ambition er selvfølgelig, at de rykker sig videre."

De personer, som Steffen Brandt har sendt ud på den nye plade, har alle viljen til at rykke sig. Når illusionen om den lykkelige familie og den hellige nadver ved spisebordet brister, og man opdager, at alt det der var enighed om fungerede på papiret, faktisk ikke gjorde det i virkeligheden, så giver man ikke op.

"Det er forhåbentlig det, der kendetegner de moderne mennesker: De er interesserede i at komme videre og kan anerkende, at det ville være passende med forandring."

Og det er især det, der interesserer Steffen Brandt

"Vi ender jo ikke ud i et eller andet sortsyn og en civilisationskritik tilgang, som er fuldstændig bundløs og uden udveje. Det ville jo illustrere et menneskesyn, som var helt absurd. Jeg ser nogle antydninger af, at der findes nogle energier, der kan hjælpe det moderne menneske ud af tilsyneladende udvejsløse situationer. Dér vil jeg gerne være. Dér hvor de energier begynder at arbejde. Det andet sted har jeg været."

I begyndelsen af 90'erne udsendte TV-2 pladen Slaraffenland. Den markerede Steffen Brandts hidtil værste midtvejskrise

"Sådan en karriere er underlagt nogle vilkår, som er totalt uforudsigelige. Nemlig tidens strømninger. Bliver man hængende et sted? Bliver man efterladt i en tidslomme undervejs?"

De nye strømninger, der kom med 80'ernes afslutning, var Steffen Brandt og TV-2 ikke i stand til at formulere så godt som tidligere. Det resulterede i Slaraffenland og et "brag af en fiasko", ingen kunne se sig selv i de dystre tekster.

"Der var faktisk kun omridset af en mørk Blicher-agtig type, som stod henne i et hjørne og skældte ud og var vred og mismodig. Det var mig. Det var for mig det helt store midtvejskriseeftersyn, og der kom også nogle ting frem, som ikke bare var småjusteringer,"

Men TV-2 kæmpede sig tilbage ved at gøre det, de er bedst til. "Vi tog simpelthen ud og spillede og måtte overbevise publikum og arrangører om, at vi stadigvæk var et nummer ét band. Hvis man har viljen til at komme ud af sådan et nederlag, så er man et eller andet sted urørlig. Det kan kun gå én vej."

Det lærte dem en hvis stædighed. I dag er det 14-15 år siden, og de kan se nu, at det ikke går bare at udgive et album. Timingen betyder meget. "Man skal være der, og man skal intuitivt vide, hvad det er for nogle bevægelser, der sker derude."

Det har bragt TV-2 hen mod samarbejdet med den kun 24-årige succesfulde danske producer Thomas Troelsen. "Vi var sikre på, at det ville rykke os i opfattelsen af vores musik. Thomas Troelsen er eksperimenterende rent musikalsk, mens vi er mest fokuserede på at fortælle noget. De konflikter, der opstod dér, kom der kun noget godt ud af. Det bragte os et sted hen. For eksempel ud af fatning." Resultatet er en plade hvor udtrykket er tydeligere. Den simple synthpop som TV-2 i sin tid selv var med til at opfinde er tilbage og giver plads til teksterne, der skildrer tidsånden med den sædvanlige underspillede humor - uden at alvoren nogensinde er fraværende.

Og som Steffen Brandt ser tidsånden lige nu, så er der et behov for, at der nogen, der tager popkulturen og folkeligheden alvorligt.

"Til koncerterne kommer vi med vores eneste og stærkeste kort nemlig en oprigtighed og en ambition om at gøre folkelighed mere spændende og udfordre den. Populærmusik eller underholdning, der viser sig på en måde, så man ikke nødvendigvis behøver at skamme sig over at være til stede ved festen." Grundlæggende er der ikke noget galt med festen, men der er en stigende tendens til, at man bliver stillet op overfor en fordummelsesproces, mener Steffen Brandt.

"Og måske er det dér, vi kommer ind. Man kan nok ikke beregne sig til, hvordan man opnår troværdighed. Men man kan give folk en ordentlig oplevelse. At overlade popkulturen til almindelig spekulation, det er simpelthen for trist"

Der er nogle, der skal sidde henne i et hjørne og være kunstnere med stort K, men det har aldrig været Steffen Brandts ambition. " Det er vigtigt, at de er der, og de er en stor inspiration for os andre, men der må være nogen, der går ud i kampen og møder det folk, der står der. Og rent faktisk bliver ladt i stikken af kræfter, der vil have den hurtige gevinst, de hurtige seertal og den visionsløse underholdning. Vores ambition er at bevise, at ting ikke nødvendigvis behøver at være endimensionelle. Der kan faktisk være lag i sange, som man kan tage op efter festen."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her