Læsetid: 2 min.

Branding, brand og brandert

6. maj 2006

Server et glas billigt sprut og ordet branding for mig. Så vil associationsrækken ofte blive branding, brand, brandert. Og så er spørgsmålet, om det kan betale sig at braine videre, som vi siger på vores idebureau, når vi forsøger at få en sober ide, vi kan sælge videre.

Skål og skide være med det, vi fortsætter. Billig sprut, brandert... det næste ord er tømmermænd. Det følger helt krops-logisk. Og nu vælter en giftiggrøn kaskade af ord op og ud: kvalme, opkast, svedeture og bondeanger. Vi er endt i en associativ blindgyde. For enden er en høj mur af grænsebutikker og lavpris supermarkeder med lange køer af aggressive pensionister, der har fyldt indkøbsvognen med whisky til en slik, der forvandler tilbudskaffen til irish coffee. De rastløse unge er til shots, og de fås i lige så mange smagsvarianter, som den danske slikkanon er lang og opløst i alkohol. Den direkte og klæge vej til et fjumreår.

Associationsrækken har ført os hen, hvor en lille økonomisk formåen eller stor økonomisk sans styrer indkøbene. Ikke sans for kvalitet.

Man narrer ikke kroppen

For her er sprut lig med funktion. Den skal gøre en opstemt eller fuld. Intet andet. Ikke noget smagsdommeri her med 'fine noter' og 'intense indslag'. Smagsoplevelsen er reduceret til manddomsprøve og kuldegysninger. Organerne hoster, mens sengen trøster i dagevis. Kroppen lader sig ikke narre. Derfor gemmer den billige sprut sig ofte bagerst i barskabet og ender som udrukne drinks til festen, hvor de gode drikkevarer slap op.

Billig sprut kommet for at blive. Det er svært at braine sig ud af. Men er der en vej uden om forgiftningen? Lad os braine baglæns. Brandert, brand, branding. Aha! Branding er svaret! Branding kan udrette mirakler. Det siger en dansk brandingguru selv. Han ser branding som en religion. Mindre kan dog gøre det. Branding i mere sekulær form går kort sagt ud på at få knyttet nogle positive associationer og følelser til en virksomheds produkter, så de sælger bedre og til en højere pris. Også hvis de er kopier af konkurrenternes eller noget hø. For når branding er bedst, kan det have stor suggestiv kraft og fortrylle folk. Pludselig ser de forskelle, hvor der objektivt set ingen er. Pludselig smager den billige whisky af dug fra det skotske højland med noter af tjære og indslag af røg.

Sælger det, er det sandt

Det handler om subjektive følelser og fornemmelser. Men hvis det sælger, er det sandt. Sådan er det i den merkantile verden. Og hvis branding kan styre folks smagsoplevelser, så kan det vel også fjerne tømmermænd? Ingen tømmermænd, ingen konkurrenter. Tyg lige på den gulerod. Og skru så op for markedsføringsbudgetterne og de suggestive kræfter. Så skal du se paller med billig sprut og markedsandele blive flyttet, hr. sprutproducent.

Vi skal dog lige braine os frem til formen og budskaberne først og teste dem på sprutten. Og for forskningens skyld kan den ikke blive billig nok. Hvis læseren vil forske med, så vil jeg sammen med rapperen L:RON:HARALD anbefale grænsebutikken Poetzsch ved Kruså grænse.

Coumaroff Vodka 37,5 pct., tre fl. a 0,7 l, kr. 99,95

Ga-Jol Original Gul, Sort, Grøn eller Blå, 30 pct., 0,7 l, kr. 69,95

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her