Læsetid: 2 min.

Brandslukning

24. januar 2006

Fredag i forrige uge blev hans sag så omtalt i Information, og i løbet af et par døgn foretog Integrationsministeriet en kovending. Med begrundelse i en angivelig ny praksis fra foråret 2005 stod sagen pludselig i et nyt lys, som kunne legitimere familiesammenføringen og en slækkelse af det postulerede tilknytningskrav, der ganske vist kun gælder for indvandrere og ikke flygtninge. Det er godt for Sediq og hans familie. Knap så godt for de mange andre, der sidder og venter i flygtningelejre eller asylcentre med uafklarede sager.

SOM DET FREMGÅR af dagens avis, er det ikke uden betydning for sagsbehandlingen, om pressen fatter interesse for en sag. Sjovt nok lå Sediq’s sag netop på integrationsministerens bord og ventede på en afgørelse, da Information forelagde sagen for Udlændingemyndighederne. Og sådan er det med adskillige sager. Naturligvis er medierne en vigtig aktør i forhold til den lovgivende magt, og det er vigtigt, at lovgivningens konsekvenser får konkrete udtryk. Men når myndighedernes ageren i enkeltstående flygtningesager antager karakter af brandslukning – afspejler det både en lovgivning, der er temmelig svær at gennemskue for selv jurister, og en myndighed, der foretager hovsa-løsninger alt efter mediernes interesse.

DET ER VANSKELIGT at tidsfæstne, hvornår det for alvor tog fart. Men der er ingen tvivl om, at den såkaldte palæstinenser-sag i begyndelsen af 1990’erne, hvor en række palæstinensiske flygtninge under store presse- og præstebevågenhed forskansede sig i en kirke på Nørrebro i København, rykkede nogle teltpæle. Det førte til den nok så bekendte særlov for palæstinensiske flygtninge, og siden er det gået slag i slag med sager om serbiske desertører, østslavonske serbere på flugt og personsager som Sediqs, der får en hurtig afgørelse, når først de rammer medierne. Alle er de afhængige af, at ressourcestærke danskere fatter interesse for deres sag.
Det afspejler ikke bare en udlændingemyndighed, der åbenbart har besluttet sig for hurtigt at få lukket sager, når de dukker op i medierne. Men også en udlændingelovgivning, der er blevet så omfattende, at de færreste har overblik over dens virkninger. Tallene taler deres eget sprog. I perioden 1983-89 blev udlændingeloven ændret tre gange. Siden 2002 er den ændret 26 gange.
Området er omdiskuteret og kontroversielt. Det er uvist, om det er årsagen til, at ingen ønsker at rydde op i vildnisset. Men uanset om man er enig eller uenig i den nuværende udlændingelovgivning, er der ingen tvivl om, at det er det, der skal til, også hvis man vil leve op til den nuværende målsætning om at modtage færre flygtninge og indvandrere mod til gengæld at behandle dem, vi har, bedre. Det sker ikke ved at overlade sagsbehandlingen til mediernes vilkårlige nedslag. Det gør få lykkelige, men siger intet om, hvad der befinder sig under toppen af isbjerget.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her