Læsetid: 2 min.

Brasiliansk bandeleder gav interview via mobiltelefon fra sin isolationscelle

En brasiliansk bandeleder lod sig interviewe fra sin celle i Sao Paulos mest sikre fængsel - via en mobiltelefon. Det burde ifølge Sao Paulos guvernør ikke kunne lade sig gøre
20. maj 2006

Hjernen bag optøjerne i Sao Paulo i sidste uge, Marcola, har ladet sig interviewe til den brasilianske tv-station Banderiantes fra sin isolationscelle. Det burde ikke kunne ske, og guvernøren for Sao Paulo siger, at det ikke er muligt.

"Selvfølgelig kan man ikke komme i kontakt med ham, så længe han sidder i et særligt sikret fængsel," siger Sao Paulos guvernør Claudio Lembo til tv-stationen O Globo og kræver en efterforskning sat i gang.

Interviewet med bandelederen, der afsoner en dom i Sao Paulos mest sikre fængsel på 30 år for bankrøveri, rejser spørgsmålet om sikkerheden i fængslet. Et tema som bliver diskuteret meget i forbindelse med optøjerne, fordi mobiltelefonen er det vigtigste våben for den kriminelle bande PCC, der står for Primeiro Comendo da Capital (hovedstadens overkommando).

Mobiltelefoner bliver ofte smuglet ind til de indsatte af advokater eller pårørende. Og fra de særligt sikrede fængsler har bandeledere de seneste par dage planlagt flere hundrede angreb på byens metrostationer, busser, politistationer og banker. Via mobiltelefoner gav de ordre til call centre rundt om i byen. Herfra gik ordrene videre ud.

Derudover igangsættes syv ud af 10 kidnapninger i Sao Paulo af en indsat, der via sin mobiltelefon giver ordre til et bandemedlem uden for murene.

For at komme mobiltelefonien i fængslerne til livs har den brasilianske regering vedtaget en ny lov, der pålægger mobiltelefonselskaberne at installere blokeringer for mobiltelefoni i fængslerne. I fængslet hvor Marcola sidder i isolation, er der allerede installeret blokeringer for mobiltelefoni.

"De virker ikke altid på grund af teknologiske begræsninger," siger oberst José Vicente da Silva fra Sao Paulos militærpoliti.

Han vurderer, at den rette løsning på problemet er en kombination af flere ting. Især peger han på de korrupte betjente som et problem:

"Hvis de tillader mobiltelefoner i fængslet, tillader de sikkert også andre ting som våben og stoffer," siger han.

Ifølge Oberst Vicente skal der fokuseres på udvælgelse af betjente, uddannelse til dem og overvågningsudstyr, som man ser i lufthavnene.

PCC er forberedt på mere

I interviewet til tv-stationen sagde Marcola, at kampen ikke er forbi.

"Vi er forberedt på meget mere," truede han.

Han fortalte, at PCC er klar til at fortsætte angrebene på Sao Paulo, fordi "politiet har erklæret krig og er i gang med at dræbe."

Oberst Vicente fra Sao Paulos militærpoliti frygter ikke endnu et angreb fra PCC.

"Politiet i Sao Paulo har udvist store evner til at reagere hurtigt. De har dræbt over 100 banditter," siger han og tilføjer, at banditternes styrke var, at de tog politiet på sengen.

"Det sker ikke igen," siger han.

Under sidste uges uroligheder har politiet dræbt 107 mistænkte og selv mistet 45 betjente.

Marcola anklager myndighederne for at bøje loven og skærpe forholdene for de indsatte i fængslerne.

"Vi har ved rettens vej forsøgt at sikre de indsattes rettigheder, men uden succes. Derfor besluttede vi at gå til angreb for at få opmærksomhed," sagde lederen af PCC i interviewet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her