Læsetid: 5 min.

Brasiliens fattige kræver jord

Brasiliens fattige har organiseret sig og udfordrer nu regeringen og godsejerne for at sikre sig mere jord. Processen er lang og det er ikke alle, der er lige heldige
13. maj 2005

Solen hænger lavt over fazendaen. Lyden af bare tæer, der rammer en læderbold blander sig med sportskommentatorens accelererende stemme fra de store højttalere. Radioen er tunet ind på søndagens fodboldkamp. En hane galer, og de små kyllingers pippip lægger et beroligende lydtæppe. En lille mand kommer gående glad ind gennem lågen til fazendaen.

"Det er vidunderligt! Mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag og søndag er der arbejde," siger han og smiler, mens han fortsætter i rask trav.

Han er en af Brasiliens fire millioner mennesker, der lever under FN's fattigdomsgrænse på en dollar om dagen. Men han er glad, for han er en af de heldige, der har fået et stykke jord.

Brasilien er 200 gange større end Danmark, og der er flere tusinde hektarer jord, som ikke bliver dyrket. Alligevel er det ikke alle, der har adgang til et lille stykke jord, hvor de kan plante det mest basale og overleve af subsistenslandbrug.

"Fattige mennesker skal have jord for at overleve," siger Mariza Rodrigues de Nascimento. Hun og hendes mand har endelig fået et stykke jord, og på den måde kan de overleve.

"Men det er en kamp,", siger hun og smiler. "Det er hårdt arbejde fra morgen til aften. I dag har jeg passet grisene. Vi har to grise. Jeg har bygget et hønsehus til hønsene. Vi har ikke noget vand her, så jeg har været oppe i hovedhuset og hente vand. Jeg har sørget for at hente afgrøder fra køkkenhaven, så der var mad til os tre; jeg, min mand og min datter. Så har vi selvfølgelig spist frokost, og nu er jeg i gang med at forberede aftensmaden."

Hun sender sin 12-årige datter, Monica 'ind' i køkkenet for at kigge til de brune bønner i trykkogeren.

Køkkenet består af et ildsted under et lille halvtag. Det er bygget af grene. På den eneste hylde, der er i køkkenet ligger katten og slanger sig mellem en enkelt pande og et par plastikskåle.

Det gik ikke

Før Mariza og hendes familie fik et stykke jord, boede de inde i byen, Montes Claros, som ligger i Centralbrasilien. De flyttede til Montes Claros i deres søgen efter bedre overlevelsesmuligheder. Mariza kommer selv fra det nordøstlige Brasilien, men inden hun stoppede i Montes Claros, var hun nede og vende i São Paulo. Det gik ikke. Og det gik heller ikke i Montes Claros.

"Jeg fik aldrig noget arbejde i Montes Claros. Ikke at jeg ikke har prøvet, for jeg har prøvet alt," forklarer hun.

Hun og hendes mand overlevede ved at leje det ene af deres to små huse ud inde i byen. Hendes mand havde heller ikke havde noget arbejde og lejen var ikke nok til at forsørge hele familien. De gav op og sluttede sig til MST, de jordløses bevægelse.

MST er den største folkelige bevægelse i Brasilien med omkring 1,5 millioner medlemmer. Bevægelsens primære mål er at sikre jord til Brasiliens fattige. MST søger at håndhæve loven, der siger, at uproduktiv jord skal overgå til de fattige, der ikke har noget jord. Derfor rejser MST rundt i hele Brasilien og identificerer jord, der ikke er opdyrket. Herefter tager de ud i slumkvartererne, favelaerne, og mobiliserer de fattige med løfter om jord og et bedre liv. Jo flere, MST kan samle, jo bedre for så er der en større menneskemasse til at invadere og besætte godset med uproduktiv jord.

Næste trin er så at besætte den uproduktive jord og via rettens vej at få sat godsejerne på porten. Det sker ved, at den uvildige instans INCRA, Instituttet for kolonisering og jordreformer, vurderer produktiviteten af jorden. Hvis INCRA erklærer jorden uproduktiv, så bliver godsejeren eksproprieret og får en økonomisk kompensation af regeringen. Hele den her proces tager tid, meget lang tid.

Lodtrækning

På den fazenda, hvor Mariza bor tog det næsten fire år før spørgsmålet om retten til jorden blev løst. De første to år boede 73 familier ude på den asfalterede vej i plastiktelte og ventede på, at MST kom og igangsatte invasionen.

"Det var et svært liv," siger Mariza. "Der var ikke noget lys, ikke noget vand og ikke nogen toiletter." Bosættelsen langs vejen endte med, at godsejeren satte ild til alle teltene i vrede.

Det var kun Manuel, Marizas mand, som boede sammen med de andre i plastikteltene i en kort periode inden de invaderede fazendaen. Mariza blev inde i deres hus i byen med datteren. Manuel fortæller, at det var ret tilfældigt, at han kom med:

"En dag hørte jeg en fyr tale om bosættelsen herude", siger Manuel, Marizas mand. "Jeg hørte, han sagde, han skulle herud og jeg spurgte, om jeg ikke måtte få et lift med. Jeg vidste ikke rigtig, hvad det handlede om, og da jeg fandt ud af, at det var MST, var jeg ikke meget for det. Jeg følte, jeg var blevet for gammel til den slags", fortsætter Manuel. "Desuden var MST i mine øjne en oprørsbevægelse med en flok banditter, der bare var ude på ballade."

På trods af, at Manuel var skeptisk over for det hele, lykkedes det at overtale Mariza til også at tage med ud og besætte fazendaen.

"Vi klippede kæden, der holdt porten låst over og så gik folket ind. Der var mange mennesker. Rigtig mange mennesker. Jeg tror, vi var 400 familier. Godsejeren var her ikke. Han var på en anden fazenda. Men han havde sendt nogle bevæbnede vagter. Da de så, hvor mange vi var, opgav de at gøre modstand," fortæller Mariza.

"Og så holdt vi fest. Det var nærmest en festival, der varede i flere dage med musik fra de største højtalere i verden."

Efter at de 400 familier havde besat fazendaen, gik der seks måneder før sagen blev løst.

Det viste sig, at jorden tilhørte banken. Godsejeren havde i sin tid lejet jorden af banken, men var stoppet med at betale leje.

"Hvis jorden ikke er vores, så er den i hvert fald heller ikke hans," siger Mariza.

Ud af de 400 familier er der nu kun 31 tilbage. De fleste af de familier, der var med til at invadere fazendaen havde allerede et stykke jord fra en anden besættelse. De kom for at yde støtte til invasionen. Da de var taget hjem igen, blev 92 familier på fazendaen i håb om, at det var dem, der kunne få et lille stykke jord.

For seks måneder siden vurderede INCRA, at den jord, der var på fazendaen, kun kunne sikre livet for 31 familier. Efter en lodtrækning måtte 61 familier pakke deres få ejendele sammen og fortsætte deres søgen efter et stykke jord. Mange af dem fortsatte til en anden besættelse i nærheden i håb om engang at få et stykke jord her.

Mariza trækker det sorte plastik til side, som udgør døren og væggene i hendes hus, og går ind. De eneste møbler er to træsenge. Ved siden af et halvanden meter højt køleskab står et stereoanlæg. På jorden ligger en bunke græskarlignende frugter.

"Vi bor ret grimt", siger hun. "Men Gudskelov har vi et sted at bo og et stykke jord, så vi kan få noget at spise. Der er mange andre, der ikke har noget."

Marisa Matarese er freelancejournalist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her