Læsetid: 7 min.

Brasiliens sukker og kinesernes tøj

Protektionismen i EU er til skade for udviklingslandene og bør derfor bekæmpes
6. maj 2005

Går EU (og USA) ind for frihandel? Tja - regler gradbøjes, og vores eget forgodtbefindende afgør, hvem der må være med. EU's troværdighed i internationale fora som FN og WTO sættes over styr i takt med at vores statsledere vikles ind i mere og mere fiflede argumentationskæder:

Et sammenrend af protektionistiske nationalister, såkaldte liberalister, men desværre også dele af Europas venstrefløj tager nedslidte brasilianske sukkerplantagearbejdere og arbejdsløse cambodjanske syersker som gidsler. Den europæiske venstrefløj må vælge den solidariske og grønne vej for EU's handelspolitik - og stoppe alle nationalistiske og protektionistiske tiltag. Sukker- og tekstilhandelen er to eksempler på at verdens fattigste har brug for det. Et ja til EU's forfatningstraktat er et af de vigtige skridt i kampen mod nationalistisk selvtilstrækkelighed. Vi skal overlade nej-kampagnen og protektionismen til folk som Le Pen. Han udnytter allerede tekstilsagen i den franske kampagne mod forfatningstraktaten som han kalder "ultraliberal" - hos ham giver sprogbrugen mening.

Ægte solidaritet går på tværs af tid, landegrænser og kontinenter, venstrefløjens politiske kamp bør sikre fattigdomsbekæmpelse og et bedre miljø. Vi kan ikke indrette ræsonnementerne efter, hvad der tjener Danmark eller Europa lige nu. Vi må udjævne de globale indkomstforskelle - også for fredens skyld. I handelspolitikken er vores modpart dem, der vil bruge regulering til at fastholde status quo og cementere EU's position som en ø af rigdom i et hav af fattigdom, den mest ressourceforbrugende af regionerne. Toldmure og anden protektionisme er deres våben, ikke vores.

Men uhyggeligt nok ser vi en venstrefløjsprotektionisme som kamouflerer hensynet til egne kortsigtede interesser bag påstået omsorg for verdens fattigste. To aktuelle eksempler på 'social protektionisme' er kinesisk tøj og brasiliansk sukker.

Sukker fra Brasilien

EU's forrige landbrugskommissær, Fitchzler, fremlagde en forsigtig sukkerreform, som trods alt er et skridt i den rigtige retning. Den blev behandlet i Europaparlamentet i marts, og det blev noget af et chok for mig. Landbrugslobbyisterne i landbrugsudvalget er kun optaget af at bevare EU-sukkerbøndernes og -industriens (velerhvervede?) rettigheder - de har størstedelen af de konservative og socialdemokraterne på deres side, og fra dem skal man ikke forvente noget. Men også en betydelig del af venstrefløjen er gået i sukkerfælden, inkl. flertallet af min egen Grønne Gruppe. De franske var værst - de havde velvilligt bidt på argumentet om, at Brasiliens sukkerarbejdere er bedst tjent med fortsat EU-protektionisme - fordi sukker i Brasilien produceres under elendige sociale forhold, hvor kun den store sukkerindustri scorer kassen.

Ud over at råbe voldsomt op (SF har haft en solid kampagne mod EU's landbrugsordninger - vi ved også at sukkersystemet er storslemt), fik jeg også en fæl mistanke: Afhænger viljen til at åbne EU-markedet for verdens fattigste i virkeligheden af om deres produktion udgør en reel trussel mod vores egne produkter? Mens det er relativt ufarligt at give sukkeradgang fra en række mindre og meget fattige lande, der ikke på kort sigt udsætter EU for reel konkurrence, kan brasiliansk sukker true EU's egen produktion. Og så kommer den globale solidaritet på prøve. Er vi klar til at reducere og om nødvendigt indstille vores egen produktion for at give plads til produktion og eksport fra langt fattigere lande?

Den hvide mands byrde

Blandt mine venstrefløjsmodspillere mødte jeg en særlig variant af protektionisme kaldet "kvalificeret protektionisme". Ræsonnementet går kort fortalt ud på, at vi med vores intellektuelle overlegenhed skal påtage os den hvide mands byrde og vise Brasilien den sande vej: Det sker ved at opretholde toldmurene og sende en del af provenuet retur (først fratrækker vi jo en pæn del til at sikre EU's sukkerbønder uændret indkomst): I Brasilien skal EU på paternalistisk maner etablere en fond, så Brasilien kan indrette produktionen efter EU's standarder. Se sådan kan man få både i pose og sæk: Man bevarer de eksisterende produktions- og indkomststrukturer, og samtidig fremstår man som solidarisk. Nydeligt.

Det er givetvis rigtigt at Brasiliens sukkerproduktion ikke lever op til europæiske standarder. Sådan er det i en verden med enorme sociale forskelle. Vil vi sukkerarbejderne det vel, er det f.eks. ILO der skal støttes, og målet er i øvrigt indkomstudligning i verden. Helt oplagt kunne vi yde bistand til jordreformer i f.eks. Brasilien. At lukke af for handel virker derimod helt modsat. Derfor er det også godt at WTO sidst i april gik imod EU's sukkerprotektionisme. Og så er det forresten noget fælt hykleri: meget få produkter i verden produceres med gode europæiske standarder, men har EU direkte importbehov, er der tyst om den solidariske tankegang. Frejdigt køber vi olie i lande, der knap kan stave til menneskerettigheder og som forfølger og undertrykker etniske minoriteter og kvinder. Burde EU for resten ikke standse import af brasiliansk kaffe af hensyn til kaffebønderne?

Tøj fra Kina

Det er en glimrende, ja helt nødvendig idé at blive meget mere højrøstet med krav til menneskerettigheder, arbejdsmiljø, miljø, dyrevelfærd osv. - men forudsætningen for, at de fattige lande i WTO ville tro på os, er, at vi er troværdige, stopper unfair subsidiering af vores egne produkter og åbner vores grænser. Så tror jeg til gengæld, at vi virkelig kunne flytte noget!

Problemet med sukkeret er vi i Danmark nogenlunde fortrolige med. Mindre kendt er tekstilsagen. Tøj fra Kina oversvømmer nu det europæiske marked - Kina har i dag 20 procent af verdens tekstilhandel - ifølge Kommissionens beregninger øges andelen til 50 procent hvis udviklingen bare fortsætter. EU's handelskommissær Peter Mandelson har nu med offentliggørelsen af nye retningslinjer om anvendelse af beskyttelsesforanstaltninger for tekstilhandel udsendt en advarsel til Kina: Vokser Kinas tekstileksport til EU for voldsomt, er EU parat til at gribe ind! Kina har som modreaktion advaret EU: Forsøgene på at begrænse Kinas tekstileksport strider mod WTO. Kina mener at EU's adfærd både kan skade de generelle relationer mellem EU og Kina og den globale tekstilhandel.

EU-Kommissionen besluttede 25. april at indlede undersøgelser med henblik på beskyttelsesforanstaltninger mod Kina. Gør den det, er det et klart politisk valg. Mandelson har sagt at han er klar til at gribe ind "hvis det er sagligt begrundet". Kommissæren ønsker, at de igangværende konsultationer med Kina leder frem til en aftale, hvor Kina frivilligt accepterer at begrænse eksporten til EU (Kina har allerede indført en (lav) eksporttold på tekstiler. Der er nemlig også en kamp her: Hvis der skal laves protektionisme, er det ud fra Kina synspunkt bedre med en eksporttold, der tilfalder Kinas statskasse, end en importtold, der tilfalder EU's). EU's tekstilindustri hævder at den allerede har identificeret en række sårbare produkter hvor Kina ikke anvender fair handelspraksis - Mandelson er altså under tydeligt pres for at indføre beskyttelsesforanstaltninger. Kineserne er parate til at tage slagsmålet i WTO, og EU tabte faktisk i 2001 en antidumpingsag mod Indien for i 1997 at have indført restriktioner for indisk sengetøj som EU påstod Indien dumpede på EU-markedet.

Handelspolitisk legitimitet

Ligesom landbrugslobbyen i sin tid fik EU til at svække EBA- (Everything But Arms) aftalen med de allerfattigste lande (LDC) så sukker, ris og bananer blev holdt ude i de første mange år, har tekstilindustrien fået EU (og USA) til at forhandle en klausul ind i aftalen om Kinas tiltræden til WTO, så der er en mulighed for at beskytte EU's egen produktion mod kinesiske tekstiler. Og som landbrugslobbyisterne fik Europas venstrefløj i protektionismens garn, forsøger tekstillobbyisterne at indfange venstrefløjen: Det er skam ikke af hensyn til Syd- og Østeuropas tekstilindustri at Kina skal begrænses, men fordi EU nu vil stå skulder ved skulder med hundredtusindvis af syersker i lande som Bangladesh, Sri Lanka, Mauritius, Vietnam, Laos, Tunesien og Cambodja, der ellers mister jobbet til deres kinesiske søstre.

Disse lande har nemlig nydt godt af den såkaldte multifiberaftale fra 1974, som det i øvrigt allerede i 1994 blev aftalt skulle ophøre 1. januar 2005. Siden årsskiftet er Kinas eksport buldret frem på bekostning af stort set alle andre landes.

Ærlig talt: det må være os selv, ikke Kina (med en gennemsnitsindkomst på 17 procent af Frankrigs), der skal bøde for solidariteten med syersker i Cambodja.

Den internationale u-landsorganisation Oxfam mere end antyder også, at EU's nye protektionistiske skridt mest af alt drejer sig om at beskytte de resterende arbejdspladser i europæisk tekstilindustri. Og at problemet skyldes at europæiske virksomheder ikke har forberedt sig godt nok på liberaliseringerne som har været kendt i over 10 år.

Eksportbegrænsninger over for kinesiske tekstiler gavner naturligvis også producenterne i de mindre udviklingslande - men kun på kort sigt. Økonomer med indsigt i tøjbranchen mener, at det er håbløst at tage kampen op med Kina: I tekstilindustrien er stordrift kombineret med lave lønninger en sikker vej til succes. Vil EU hjælpe udviklingslande som Cambodja, skal man støtte omstilling til udvikling af nicheprodukter i stedet for masseproducerede varer. Det har eksempelvis Mauritius haft succes med. EU's kvotesystem har faktisk og ulykkeligvis tilskyndet europæiske virksomheder til at sprede produktionen på forskellige lande; blandt andet derfor er førnævnte lande overhovedet blevet tøjproducenter - ikke fordi de reelt var konkurrencedygtige med Kina. Det hører også med i billedet, at den kraftige økonomiske vækst i Kina i stigende grad er kommet andre u-lande til gode, fordi Kinas import også er i kraftig vækst, og at Kina ligesom tidligere f.eks. Japan og Sydkorea med tiden må forventes at gå videre til mere avancerede produkter, og dermed give mulighed for at andre lande igen kan overtage noget tekstilproduktion mv. Nu bør EU derfor påtage sig ansvaret og hjælpe til den nødvendige omstilling. Gennem bistandshjælp - ikke handelsfiflerier!

Så igen: EU's eneste mulighed for at skaffe sig ørenlyd for vores helt nødvendig sociale og miljømæssige krav til verdenshandlen er, at vi selv optræder gennemført solidarisk i vores handelspolitik i stedet for som nu at slingre af sted mellem åbenhed og protektionisme, alt efter om vi selv har produktion på spil. Først når vi har åbnet vores egne markeder rigtigt, vil der blive lyttet til alle vores flotte ord om værdierne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu