Læsetid: 3 min.

Brasiliens valg

8. oktober 2002

»En sejr til Lula vil gøre meget for at modvirke indtrykket af, at demokrati i Latinamerika stadig kun er et spil for galleriet til glæde for eliterne.«
Leder i The Economist i denne uge
Hundredeogfemten millioner brasilianske vælgere talte i søndags, og deres budskab var ikke til at misforstå. Et solidt flertal ønsker en tidligere metalarbejder og rebelsk fagforeningsleder, Luis Inacio Lula da Silva, som deres præsident de kommende fire år.
Lula, som han oftest omtales, fik 47 procent af stemmerne og går videre til anden valgrunde med så stort et forspring foran konkurrenten, tidligere sundhedsminister Jose Serra, at der skal noget helt ekstraordinært til i de kommende tre ugers forlængede valgkamp, for at han kan undgå at vinde.
Den slags kaldes demokrati, og i vores del af verden plejer det ikke at vække den helt store opsigt, at venstrefløjen med mellemrum og med fuldstændigt legitime midler erobrer regeringsmagten i en periode.
Men Latinamerika er ikke Europa. Og allerede i månederne op til valget har udsigten til en venstreorienteret regering i Brasilien udløst et massivt udenlandsk pres mod landets økonomi.

NU ER PRESSET OGSÅ i færd med at antage politiske dimensioner. I sidste uge skrev 12 af USA’s republikanske kongresmedlemmer således et bekymret brev til præsident George W. Bush, hvori de advarer om Lulas nært forestående sejr og påpeger, at han har dyrket venskabelige forbindelser med Cubas diktator Fidel Castro.
Også den indflydelsesrige eksil-cubanske lobby i Miami er i højeste alarmberedskab. De frygter, at Lula vil alliere sig med både Castros Cuba og Hugo Chavez’ Venezuela og dermed danne en ny, venstreorienteret akse, der kan true USA’s interesser i Latinamerika.
Hugo Chavez er i forvejen voldsomt upopulær i Washington, og den amerikanske regering er under kraftig mistanke for at have haft en finger med i spillet under det mislykkedes kupforsøg, der nær væltede Chavez i april måned. I hvert fald var det påfaldende, at USA dengang »glemte« at fordømme et kup mod en demokratisk valgt regering – ikke mindst i lyset af de smertelige erfaringer, Latinamerika har med militærregimer og militærkup, og de mange festtaler, der er blevet holdt i de seneste år til ære for demokratiets genkomst i denne del af verden.

SPØRGSMÅLET ER, om demokrati i Latinamerika også betyder reel valgfrihed. Er det overhovedet muligt at vælge regeringer af anden politisk kulør end den, der er modefarve i Washington og på de internationale finansmarkeder? Det er det spørgsmål, en endelig valgsejr til Lula i Brasilien, vil rejse.
Lula har gjort, hvad han kan for at berolige omverdenen. Han har officielt forpligtet sig til at føre en ansvarlig økonomisk politik og respektere aftalerne med Den Internationale Valutafond. Han har heller ingen planer om at nationalisere de udenlandske selskaber i Brasilien, eller andre rabiate tiltag, der kunne skræmme investorerne væk.
I det hele taget har han erkendt, at selv socialister er nødt til at forholde sig til de økonomiske realiteter – det kan nu engang ikke lade sig gøre at bruge penge, hvis man ikke har dem, uanset hvor gode hensigterne så ellers er. Se blot på nabolandet Argentina, hvor prisen for at leve over evne har været den totale kollaps.
BRASILIEN ER IKKE Argentina. Brasilien har en stærk industri og en kæmpe eksport – alene i år tegner der sig et overskud på handelsbalancen på 10 milliarder dollars. Brasilien er i dag et land i mellemindkomstklassen, med en indtægt pr. capita på linje med de baltiske republikker, som vi er på vej til at optage i det europæiske fællesskab. Det, der adskiller Brasilien fra så mange andre lande, er den ekstremt ulige fordeling af rigdommene – en af de mest ulige i verden, på linje med Sydafrika umiddelbart efter apartheid-systemets fald.
På selve valgdagen i søndags kunne man i et førende brasiliansk dagblad læse, at 10 millioner arbejdere lever under slavelignende forhold i landet, som samtidig praler af at være verdens niende største økonomi.
Generelt i Latinamerika har kapitalisme og markedsåbning med støtte fra USA været en fiasko i forhold til de 500 millioner mennesker, der fortsat lever i dyb fattigdom, påpeger det amerikanske ugemagasin TIME i sit seneste nummer, hvor bladet i øvrigt sammenligner Lula med Storbritanniens Tony Blair.
At mindske ulighederne ved hjælp af en målrettet skattepolitik, forhøjelse af mindstelønnen, jordreformer og større investeringer i sundhed og uddannelse – det er det radikale, rabiate program, Lula og hans arbejderparti står for. Hvis det er for truende for de internationale finansmarkeder og for politikerne i Washington – så fortjener demokratiet i Latinamerika ikke de mange skåltaler.

ds

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her