Læsetid: 2 min.

Bredt og godt

På Roskilde er det ok, at man både er til drømmende støjrock, drengerøvet bluegrass og hardcore punk. For man kan sgu' få det, som man vil have det
Wayne Coyne fra bandet The Flaming Lips surfer ud over publikum ved en Musikfestival i Austin, Texas. Lad os se, om det ikke er måden at holde sig tørskoet på på Roskilde Festivalen, hvis bygerne fortsætter!

Wayne Coyne fra bandet The Flaming Lips surfer ud over publikum ved en Musikfestival i Austin, Texas. Lad os se, om det ikke er måden at holde sig tørskoet på på Roskilde Festivalen, hvis bygerne fortsætter!

Jay Janner

4. juli 2007

Der findes mennesker, der aldrig lader sig sætte i bås. Rent musikalsk i hvert fald. Og nu taler vi ikke om dem, der køber plader i SuperBrugsen.

Vi taler om dem, der rent faktisk mener, at alle genrer har noget at byde på. Disse mennesker har det godt på Roskilde. Det har dem, der kan sættes i bås, ikke. Men fred være med det. Nu skal vi fejre det brede udbud.

Et program, der både præsenterer navne som Speaker Bite Me og Machine Head må siges at gå ind under den kategori. Netop Speaker Bite Me skal være den første anbefaling.

Gruppens koncert på Spot Festival var unik, kunstnerisk, grænsesøgende, eksperimenterende, overraskende - og alle de andre superlativer, man sætter på en koncert, der næsten blev til en kropslig oplevelse. Ja, det er i sandhed et dilemma, at undergrunden spiller samtidig med overgrunden Björk.

Men man vover pelsen og anbefaler Speaker Bite Me frem for det islandske vidunder. Og Björk leverer sikkert en fabelagtig koncert. Det er slet ikke det, det handler om.

Et andet dilemma er valget mellem den traditionelle åbningskoncert: Danske Volbeat skal nok vise sig at kunne spille Orange Scene op, hvilket næsten aldrig er tilfældet for de danske bands, der får æren af at åbne hovedscenen.

Men den melodiøse, hitstærke metal fra Volbeat er, ikke mindst på grund af forsanger Mikael Poulsen, et bud på noget, der kunne lykkes med det.

Indierock

Men samtidig åbner Arcade Fire Arena. Canadiernes numre er nærmest kompositioner. Bandkollektivets arrangementer har sat nye standarder for indierocken. Og vi bliver ved indierocken:

The Nationals seneste plade, Boxer, har imponeret med blandingen af fremtrædende klaver, underspillet rock'n'roll og rusten baryton, hvor man for hver gennemlytning opdager et nyt lag.

Bliver man stående efter de amerikanske indierockere har forladt Odeonscenen, ja, så kommer vi helt over i en anden boldgade.

Ud på landet

Vi forlader storbyens mørke kvarterer og tager en tur ud på landet. Der, hvor man ikke tager livet og kunsten så fandens seriøst. Der, hvor man ikke har lag: Hayseed Dixie ernærer sig ved at lave bluegrass-versioner af rockklassikere fra blandt andet AC/DC, og de har nu også kastet sig over moderne klassikere fra Green Day og Franz Ferdinand.

De mestrer strengene, og man glemmer helt, at det er tyvekoster. I Boris er de lige så gale. Men ikke på den enfoldige måde. Metal-avangardisterne fra Japan er svære at kategorisere. Der er elementer af thrash, punk, postrock, psych - og det hele leveres i et sammensurium, der efterlader lytteren med et 'hvad-skete-der-lige-dér?'-udtryk i ansigtet, men også et fascineret et. Muse er ovre i den mere stilrene genre. Stor ekvilibristisk kompositorisk rockkunst. Der kan fylde et stadion og et hjerte på samme tid. To ting, der altid er at finde på Roskilde, men sjældent i én bandkrop.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her