Læsetid: 7 min.

Bredt smil i Krishnas by

'Hare Krishna, hare Krishna,' synger man hver onsdag i en lille lejlighed i Århus. Sådan kommer man tættere på Gud, når man er Krishna-bevidst
-Hare Krishna, Hare Krishna - Krishna Krishna, Hare Hare - Hare Rama, Hare Rama - Rama Rama, Hare Hare.- Det er munken Gert Andersen, som til dagligt lever i Indien, på tromme, og Anders Grønlund på harmonium.

-Hare Krishna, Hare Krishna - Krishna Krishna, Hare Hare - Hare Rama, Hare Rama - Rama Rama, Hare Hare.- Det er munken Gert Andersen, som til dagligt lever i Indien, på tromme, og Anders Grønlund på harmonium.

Thomas Hebsgaard

10. juli 2007

Vi sidder på gulvet i en lille taglejlighed i Århus. I rundkreds med en lærer, en ingeniør, som vil være coach, en kaospilot, en pædagogmedhjælper og et par munke. Nogle af de fremmødte er overbeviste Hare Krishna-troende, andre er bare nysgerrige.

Værterne er Daniel og Marianne Laflor, begge er omkring de 30, og de har lavet byens formentlig bedste vegetarmad, som netop er forsvundet i de 11 gæsters maver. Nu er det tid til at chante Hare-Krishna-bevægelsens mantra. Daniel uddeler små kort med teksten, selvom de fleste kan den udenad. Han finder mridangam-trommen frem og giver den til munken Gert.

"Er det sådan én, der bliver bedre, når man har varmet den lidt op?" spørger munken Gert og slår prøvende på trommen med kendermine.

Så pumper Anders Grønlund sit harmonium (sådan en slags stationær harmonika), lukker øjnene og synger langsomt for:

"Hare Krishna Hare Krishhe-na, Krishna Krishna Hare Haaare, Hare Rama Hare Rammmaa, Rama Rama, Hare Hareee ... "

Snart chanter hele flokken højt i kor. Daniel slår to små bækkener sammen i rytmen, Lis klapper begejstret med lukkede øjne, munken Gert banker løs på trommen og udsiger mantraet med fortrukket ansigt. Tempoet går op, harmoniummet blæser igennem, alle synger af fuld hals:

"RAMA RAMA - HARE HAREEE!"

Mantraet kører om og om igen, munken Gert virrer mere og mere med hovedet.

Fokus på det åndelige

"Så er vi vist ved at være varme," siger Daniel Laflor bagefter med tilbagelænet Århus-ro. Der er gået en halv time.

"Wauw," siger Kenneth, der beskriver sig selv som 'åndeligt søgende' og er på besøg for første gang.

"Og så på en onsdag," siger Daniel og griner.

"Jeg bliver altid hæs. Men jeg kan ikke lade være," siger munken Gert og retter på den lille hestehale, der er hans eneste hår på hovedet.

Han er iført den traditionelle orange munkedragt. De fleste har løstsiddende bomuldstøj på, men der er også familiefædre i ganske almindelige cowboybukser.

Det gør ikke noget, at Gerts stemme ikke holder til flere Hare Krishna'er, for det er slut med at synge:

"Grænsen er klokken ni, for så sover frøken Jelsbak nedenunder," siger Daniel. Selvom det er slut med at synge, er aftenen først lige begyndt. Det er vigtigt at diskutere religiøs filosofi, og derfor er der hver onsdag et lille indlæg, som flokken kan diskutere ud fra:

"Det er en udfordring at holde fokus på det at tale om åndelige ting," siger Daniel.

Det er derfor, hans og Marianne Laflors dør hver onsdag står åben til mad "gennemvædet med kærlighed", sang og filosofiske diskussioner. Og derfor, de holder fast i Hare Krishna-religionen.

"Ellers bliver det noget med at sidde nede på en café og diskutere med nogen, mens man drikker øl. Og næste dag kan man måske slet ikke huske, hvad man sagde."

Daniel levede i tre et halvt år som munk i Krishna-templet i København og har stadig den karakteristiske frisure, magen til munken Gerts. I dag er han uddannet kaospilot og arbejder i et reklamebureau og som husfotograf for ejendomsmæglere.

Munk i Indien

Det københavnske tempel er tilknyttet ISKCON - det Internationale Samfund for Krishna-bevidsthed, bedre kendt som Hare Krishna-bevægelsen.

Det at chante Hare Krishna-sangen om og om igen er kernen i Hare Krishna'ernes religiøse praksis. Ved at synge navnet på Gud, Krishna, kan man komme tættere på ham. Og det er, hvad det hele handler om: at genforene sig med Krishna.

"Det er en bøn om at få lov til at være sammen med ham," forklarer Daniel.

I Hare Krishna-bevægelsen mener man, at Krishna rent faktisk er til stede, når man synger hans navn. Derfor er mantraet så kraftfuldt. Aftenens filosofiske oplægsholder er munken Gert, som hedder Andersen til efternavn, og som også kaldes Gaura Krishna Das - Den gyldne Krishnas tjener.

Han bor normalt i et lille kloster i Indien, otte timer uden for Bombay. Her lever han og de andre munke af donationer og et lille agerbrug.

"Vi har også nogle køer, men de giver godt nok ingen mælk, for det er nogle gamle damer," fortæller han.

At slå dyrene ihjel og spise dem er ikke en mulighed - Krishna-tilhængerne spiser ikke kød. "Hvis du slår dyr ihjel, er det ikke godt for din egen fremtid, for du høster som du sår," siger Gert.

Hare Krishna'erne tror på Karma, læren om årsag og virkning - det vil sige, at der er balance i regnskabet: hvis man opfører sig dårligt, for eksempel slår andre levende væsener ihjel, kommer man til at mærke konsekvensen senere i livet. Eller i et senere liv.

Gammel ny religion

Hare Krishna er et relativt nyt religiøst fænomen i Vesten, hvor religionen blev udbredt af den religiøse lærde Srila Prabhupada, hvis navn såvel Daniel som munken Gert kan sige meget hurtigt. Srila Prabhupadas kontrafej hænger også over Daniels og Mariannes sofa.

Srila Prabhupada kom fra hjemlandet Indien til USA i 1965, og året efter grundlagde han ISKCON, som i dag tæller omkring 150.000 tilhængere i hele verden.

Bevægelsen er en afart af hinduismens gamle vaisnava-bhakti-tradition.

"Den gren af hinduismen er flere tusinde år gammel. Herhjemme tror mange, at det er en ny religion, men det er nok fordi, den først kom til Danmark i 1960'erne," siger Gert.

Hans oplæg handler i aften om "Vedaernes syn på vores multireligiøse verden," som han udtrykker det. Vedaerne er hinduernes religiøse skrifter.

"Det vediske syn på religionen er usekterisk - vi er som Hare Krishna'er ikke særligt interesserede i at omvende folk til Hare Krishna - men i, at man bliver en bedre religiøs inden for den religion, man nu er vokset op i," siger Gert. De gamle religioner som kristendom, jødedom, islam osv. er altså okay, fordi de er "givet af Gud".

"Der findes kun én religion. For alle religioner handler om det samme, nemlig at genforbinde sig med Gud. Hvordan den enkelte religion så tager sig ud eksternt, er ikke essentielt."

"Om det er en kirke med spidst tag eller en moské med en kuppel er ligegyldigt. Det er også ligegyldigt, om man går i præstekjole eller i sådan en her," siger han og viser sin orange dragt.

Derfor findes ægte religionskrige heller ikke, mener han.

"Krigen i Irland var for mig at se ikke en religionskrig, og Iran-Irak krigen var heller ikke. Sådan nogle konflikter opstår kun, fordi folk ikke er på et højt nok stadie i deres religion og derfor fokuserer på alt det eksterne - tøj, bygninger, skikke - i stedet for det væsentlige. Det er, hvad jeg siger, at vedaen siger," slutter Gert.

Grundighed i religion

Herefter er der åben diskussion. Daniel er enig i tesen om, at alle religioner grundlæggende går ud på det samme: "I kristendommen siger man 'helliget være dit navn'. Det, vi gør, er jo netop at sige Guds navn," siger Daniel, som i 12 år af sin barndom har boet i et muslimsk hjem.

"Min stedfar er muslim. Og jeg har også et fint forhold til den religion," fortæller han.

Anders Grønlund er enig i, at det religiøse niveau ofte er for lavt. Han mener derfor, at der er brug for mere grundighed, når det kommer til religion:

"Inden for videnskaber er det som om, religion er den eneste, hvor man ikke behøver komme med en forberedelse," siger Anders, som ved siden af sit arbejde også står for Krishna Radio i Århus.

"En universitetsuddannelse tager 5-10-20 år. Så lang tid kræver det at få noget gods. Med religion tager det kun tre dage, så tror folk, at de kan det hele og er helt oppe at køre," siger han.

Slut med sex og smøger

Onsdagsseancen slutter klokken 22.30, selvom der stadig er gang i røgelsen på det lille alter i stuen, hvor Krishna står ved siden af en identisk Gud. "Det er hans bror," forklarer Gert, som også får tid til lige at fortælle lidt om, hvorfor man vælger at blive Hare Krishna-munk i Indien.

"Jeg gjorde det, fordi jeg ikke kunne lade være. Men jeg satte mig grundigt ind i det først for at være helt sikker på, at religionen var 'givet af Gud'. Altså at det var noget ordentligt, jeg gav mit hjerte til. Det er en stor beslutning at gå fra at være verdslig og have materielle ting til at blive munk. Som munk lever man meget spartansk. Man har kun lidt tøj, en bønnekæde og en sovepose."

Det er samtidig også slut med at dyrke sex og indtage rusmidler:

"Det var især svært for mig at opgive smøgerne," siger Gert.

Det seksuelle var det heller ikke nemt at vinke farvel til:

"Sex er jo den kraftigste materielle energi, man kan opleve."

Men netop derfor må det undværes - så det er muligt at opnå den åndelige erkendelse, forklarer Gert.

"Det kunne kun lade sig gøre, fordi jeg fik større stimulans gennem meditationen. Hvis man står med en sodavandsis og pludselig får en stor softice, så kan man godt undvære sodavandsisen," siger Gert, mens gæsterne langsomt forlader lejligheden - med en opfordring fra Daniel og Marianne om at komme igen onsdagen efter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu