Læsetid: 6 min.

Brev fra en dødsdømt

Det er beundringsværdigt, at Information gav torturbødlen Jørgen Lorenzen spalteplads i 1948. Sammen med Anna Lund og de 20 øvrige medlemmer stod han bag 600-800 anholdelser af modstandsfolk med påfølgende afhøringer, ofte under grusom tortur
20. april 2005

»Der er i dag to Opfattelser, der gør sig gældende inden for det danske Samfund, nemlig den, at vi, der bliver dømt efter Straffelovstillæget af 1. Juni 1945, har Krav på en objektiv Behandling ved Retten og i Pressen, selv om den Tiltalte maaske er skyldig i alt, hvad han anklages for, og den anden den, at det her drejer sig om Mennesker, der har sat sig uden for alt, og som man derfor intet saadant Hensyn skylder.«
Sådan starter et indlæg under ovennævnte overskrift i dagbladet Information sidst i 1948 eller i starten af 1949 forfattet af Jørgen Lorentzen, leder af Lorentzen-banden, medens han ventede på udfaldet af sin benådningsansøgning før henrettelsen i maj 1949. Jeg har fundet det i Lorentzen-sagen. Det redegør for Lorentzens opfattelse af, hvorledes han og hans kone Anna Lund bliver tillagt handlinger, de ikke har foretaget.
»At saafremt det virkelig er saadan, at vi har begaaet saadanne Handlinger mod vort Land (hvad vi i øvrigt endnu har svært ved at forstaa), at det skal og maa karakteriseres som Landsforræderi, ja, saa er Dommen jo berettiget, og saa har vi hverken Lyst eller Grund til at leve. Vi har kæmpet for en Idé, som vi troede paa, og i den sikre Overbevisning, at vi gjorde det rigtige til gavn for Danmark. At vi maaske har taget fejl er muligt, men vi tager jo dog ogsaa Konsekvensen heraf paa en efter vores Mening, værdig Maade.«

Omfattende tortur
Det er beundringsværdigt, at Information gav Lorenzen spalteplads, tidspunktet og hans meritter taget i betragtning. Sammen med Anna Lund og de 20 øvrige medlemmer af banden stod han bag 600-800 anholdelser af modstandsfolk med påfølgende afhøringer, ofte med grusom tortur. Anklageskriftet i byretten rummer 165 punkter, hvoraf de 44 rummer tortur. Lorenzen benægtede tortur, højst lussinger, for tortur var noget med anvendelse af redskaber, hævdede han.
En opregning af bandens tortur rummer seks dødstrusler, 61 slag og spark heraf 38 mod hovedet 25 mod kroppen, 14 mod arme og ben, et mod fingre, fire mod tænder, to mod kønsdele, 27 gange med knippel, desuden med pisk, stok og diverse våben, lineal, fleuret og vådt håndklæde, to tilfælde af brænding, et tilfælde af seksuel tortur, et tilfælde af anvendelse af torturmetoden palæstinensisk ophængning (håndjern om håndled bag ryggen og derefter ophængning i håndjernene, hvorved armene bliver vredet rundt i skulderleddene) , to skinhenrettelser, tre drab og flere drabsforsøg. Dette var toppen af isbjerget, for til retssagen krævedes vidner, og de var ikke alle i live længere.

En bøddels psyke
RCT har taget initiativet til et projekt om tyskernes tortur af danske frihedskæmpere under besættelsen. Hvad fik disse bødler til at foretage torturen? Hvad var deres bevæggrunde? For hvis man vil bekæmpe tortur, er man nødt til at beskæftige sig med bødlerne. En følge af retsopgøret var muligheden for at studere bødlernes personligheder. Der blev foretaget psykologiske test (Rorschach-test) af alle medlemmer af Lorentzen banden og ligeledes udfærdiget grundige mentalerklæringer. Jeg har gennemgået disse.
Lederen Jørgen Lorentzen, var uddannet i kolonialbranchen, havde været repræsentant, aftjent militærtjeneste, og oprettet et legetøjs firma, da han meldte sig til tysk tjeneste. Han havde været medlem af nazistpartiet fra 1938, var kortvarigt medlem af en modstandsgruppe, men blev klar over, at hans holdninger stod til tysk side, hvorfor han i december 1944 meldte sig til den tyske efterretningstjeneste. Her avancerede han hurtigt til leder af afdeling IX, senere IXC (aktionsgruppen) og til sidst IIC (hvor II A var Schøler gruppen og IIB var Lille-Jørgen gruppen). Hans væsentligste indsats lå i besættelsens sidste måneder. Det forhold, at tyskerne nærmede sig det totale nederlag, influerede tilsyneladende kun på gruppen i retning af at intensivere arbejdet med anholdelser, forhør og tortur. I retssagen udtaler Lorenzen selv »at der i afdelingen herskede en særlig ophidset stemning på grund af den livsfare, personalet var klar over, de svævede i, og at der næsten daglig fandt drab på kolleger sted«.

Psykisk afvigende
Rorschach-testene blev udført af psykoanalytiker Nancy Bratt Østergaard, mentalerklæringerne af overlæge Max Smith. Af gruppens i alt 22 personer var kun 10 egentlige medlemmer, og nogle var kun sigtet for mindre alvorlige forbrydelser. Alle vidste, hvad der foregik. Hovedparten var psykisk normale, to var sinker, og tre-fire var psykopater, dog kun en enkelt i sværere grad. Flere var ret neurotiske.
Resultaterne viste, at 21 ud af 22 ikke havde normal kontakt med andre mennesker. De var egocentriske og affektlabile og havde vanskeligt ved at tilpasse sig og tage hensyn. De var opfarende og hidsige eller irritable og sårbare, nærtagende og overfølsomme.
Hos 19 ud af 22 var fantasien var dårligt udviklet i forhold til den øvrige intelligens. Selvindsigt og indlevelsesevne var ringere end hos almindelige mennesker, hvilket hos nogle førte til at formen og principperne dominerede over eller kvalte det levende menneskelige indhold. Hos andre medførte det manglende hensyn til det menneskelige i dem selv og andre, at de kritikløst og ganske kaotisk gav deres egocentricitet og hensynsløshed frit løb.
8 ud af 22 kunne gå helt amok og begå impulsive handlinger.
Hos 19 ud af 22 var den spontane følelsesstrøm hæmmet, indsnævret eller fordrejet. Inderst inde var de fulde af angst og de fremviste i prøverne forskellige angstregulerende mekanismer. En af de almindeligste er, at de pågældende flygtede fra sig selv, blev rastløse med en meget stærk sensationstrang. Forholdet til realiteterne prægedes af manglende evne og mod til at se sandheden i øjnene. De tænkte uskarpt og uklart, logikken glippede ofte, og de generaliserede ofte ud fra et alt for spinkelt grundlag.
20 ud af 22 prøvede på at erstatte deres mangelfulde kontaktevne med lidet spontane, intellektuelt prægede forsøg på kontakt.

Uselvstændige individer
De var bange for at have en egen mening, hvilket kunne lede til, at de udelukkedes fra et fællesskab. Kombineredes dette med suggestibilitet, fik man et gruppemenneske, som man kunne få til omtrent hvad som helst, hvis man truede med udelukkelse fra fællesskabet. De havde så lidt evne til at skaffe sig et ægte indre fællesskab, at de higede efter »ydre fællesskab« (uniform i stedet for indre samhørighed).
Lederen, Jørgen Lorentzen, var normalt begavet. Udrustet lidt over gennemsnittet. Hans følelsesliv måtte anses at være noget afstumpet og følelseskøligt med en latent irritabilitet og hidsighed, muligt præget af mindreværdsfølelse. Af karakter var han kraftfuld og udadvendt, foretagsom, umådelig forfængelig og snobbet, hensynsløs, ærgerrig, egoistisk, egocentrisk og fantasifuld, men realitetsfjern og lidet pålidelig med mangelfuldt udviklede altruistiske følelser og forskellige karakterbrist. Det er tvivlsomt, om han kan betegnes som egentlig konstitutionel psykopat trods ret betydelige karakterbrister. I så fald må det være af den selvhævdende, partielt følelseskolde og let hypomane type.

Psykoinfantil kone
Hans kone (de blev gift i fængslet), Anna Lund, beskrives som velbegavet, følelsesmæssigt noget psykoinfantil og delvis følelseskold. Samtidig er hun affektlabil, og et sensitiv og sentimental med et stærkt neurotisk præget følelsesliv med lejlighedsvise hysteriske affektreaktioner. Af karakter er hun overvejende kraftfuld præget, viljestærk, handlekraftig, selvhævdende, stolt og stædig. Moralsk er hun egentlig ikke dårligt udviklet. Hun må betragtes som i lettere grad konstitutionel psykopat af den selvhævdende, delvis følelseskolde type med en noget infantil, men i øvrigt ikke abnorm seksualitet, ret hysterisk reagerende.
Der var hos bødlerne store afvigelser fra en »normal personlighedsstruktur. Men alligevel var disse mennesker ikke blevet bødler under andre betingelser.
Har disse beretninger et budskab til nutiden? Set i lyset af den fokusering, der i disse år er på overtrædelsen af menneskerettighederne i forbindelse med konflikterne på Balkan, Afghanistan og Irak, kan det være lønsomt at studere vores egen nyere historie. Der har været en tilbøjelighed til at mene, at tortur blev begået af bødler i fjerne lande, dvs. af »andre«. Vi har nu set amerikanere og briter i disse roller. For at forstå torturbødlernes væsen – og det er en nødvendig forudsætning for bekæmpelsen af tortur – bør vi studere vores egen nære fortid. Bor der stadig potentielle torturbødler også i vort samfund?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu