Læsetid: 2 min.

Som en brevdue sluppet løs

En cykelrejse i det østlige Frankrig bliver en ekstra oplevelse, når man begynder den i Lissabon
21. maj 2005

Det er lyset, der drager. Den knasblå luft over Sydportugal; højsletternes hedeflimmer, der spejler Atlanterhavets blink.

De sidste tre somre har min husstand lagt Lissabon under cykelhjul. Vi har cyklet Paris-Lissabon langs atlantkysten; vi har cyklet Lissabon-Barcelona via Andalusien; vi har cyklet Paris-Lissabon tværs over Pyrenæerne.

Og nu i år? Husstandens anden halvdel ville gerne prøve cykling i det østlige Frankrig, i Jura-bjergene. Det blev der forhandlet frem og tilbage om. Kompromis: turstart i Lissabon, slut i Strasbourg. Nogle vil mene, at det ikke er den mest lige vej til Jura-bjergene, der ligger på nordsiden af Genève-søen. Nej, men det er en dejlig vej.

Enhver frisk rejse bør begynde med en bådtur, så vi tager færgen fra Lissabons havnekaj over Tejo-floddeltaet og ruller sydpå til den maleriske Setubal, hvor der venter en ny færge - over til en øde landtange, hvor oceanet buldrer på højre side og flamingoer spankulerer på venstre.

Men, ehh- Indtil videre er turen gået mod syd, og det er ikke vejen til Jura-bjergene. Så når det er muligt at svinge indenlands, i byen Comporta, gør vi det. Herfra er ruten til Jura enkel: stik nordøst.

Arrig fra sydvest

Fra tidligere færd på de solsvitsede portugisiske og spanske højdedrag har vi erfaring for, at der efter frokost rejser sig en arrig sydvestenvind. Det giver håb om et pust i ryggen hele vejen op til Toledo, videre gennem La Mancha, der fejrer 400-året for første bind af Don Quixote, op gennem Aragonien, Catalonien, og vups over Pyrenæerne.

Ovre på den franske side kan sommervinden drille ved at stå i nord, men dér dukker vi os i landskabet ved at følge floderne Garonne, Lot og Truyère til toppen af Centralmassivet, hvorfra man kan sno sig ned med Loire og svinge langs Centralkanalen og over til Rhône-Rhin-kanalen. Og så er man jo i Jura-Bjergene. Praktisk talt.

Opgaven er befriende fastlagt - som en brevdues: Sluppet løs i Lissabon og så gælder det bare om at baske til Strasbourg.

Vi har fem uger til at baske i. Det betyder daglige distancer på 80-110 km. Af sted klokken ni morgen, halvanden times frokostpause, dernæst kørsel til hen under aften. Det skulle kunne lade sig gøre, hvis vi afstår fra svinkeærinder, druk og dasen - alt det, som andre får deres ferie til at gå med.

Det, vi tager ud på, er nemlig ikke nogen ferie. Så langt er husstanden enig. Dens anden halvdel skumler: "Det er en rullende arbejdslejr". Men nej, sådan er det slet ikke. Det er en opdagelsesrejse.

Der er da ingen, der taler om, at Christoffer Columbus var den første europæer, der fandt på at holde ferie i Vestindien. Eller at kaptajn James Cook i 1779 fik sin Stillehavsferie afbrudt, da de indfødte fortærede ham. Columbus og Cook var aldeles ikke på ferie. De var opdagelsesrejsende.

Og det er overhovedet ikke mageligt. Hvor turisten plejer sig selv og sine behov, er den opdagelsesrejsende én, der satser liv og lemmer på at udforske verden, opnå ny erkendelse, knytte bånd mellem folkeslagene.

Og således er den, der på sin cykel bevæger sig fra Lissabon til Strasbourg, en af hverdagslivets helte. En af de mere upåagtede. Men det har jeg tænkt mig at gøre noget ved. Sådan ganske stilfærdigt. Næsten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her