Læsetid: 4 min.

Brevet der skulle have gjort en forskel

Da statsminister Anders Fogh Rasmussen afviste at mødes med de 11 arabiske ambassadører, skabte det umiddelbart stor forundring i diplomatkredse. Stridsspørgsmålet er, hvad ambassadørerne forlangte. Det umulige, mener Jens Rohde
21. februar 2006

Brevet, som 11 arabiske ambassadører i Danmark sendte til statsminister Anders Fogh Rasmussen, er blevet et centralt omdrejningspunkt for debatten om Muhammed-konfliktens udvikling. Trods ambassadørernes protester, blev deres henvendelse til statsministeren hurtigt opfattet som et anslag mod ytringsfriheden.

"Ytringsfriheden er et fundamentalt princip for vores demokrati. Ytringsfriheden har vide grænser, og den danske regering har ingen muligheder for at påvirke pressen," forklarede Anders Fogh Rasmussen den 21. oktober i et svar til de 11 ambassadører.

Ifølge flere af de underskrivende ambassadører var det imidlertid ikke hensigten. Brevet til den danske statsminister skulle ikke fortolkes som en opfordring om at begrænse ytringsfriheden ved retslige tiltag. Derimod ønskede ambassadørerne at sætte fokus på den tiltagende grove tone rettet mod muslimer i Danmark. Det fremgik også af ambassadørernes brev. "Det drejer sig om den igangværende smædekampagne i offentlige danske kredse og medier mod islam og muslimer. Nogle af de seneste eksempler er Radio Holgers kommentarer, som der blev rejst tiltale for, de nedsættende udtalelser fra folketingsmedlem og borgmesterkandidat Louise Frevert (DF), kulturminister Brian Mikkelsens udtalelser om krigen mod muslimer og Morgenavisen Jyllands-Postens kultursider, der opfordrer folk til at tegne billeder af den hellige profet," skrev de 11 ambassadører i brevets indledning.

Fik aldrig drejet fokus

En forklaring som den daværende tyrkiske ambassadør, Fügen Ok, uddybede over for Information den 28. oktober 2005:

"Jeg indvilgede i at underskrive brevet til Anders Fogh Rasmussen, fordi vi mente, at det ville være godt at have dialog med statsministeren for at tale om, hvordan vi kunne forsones. Det er blevet misforstået, som om vi ville have, at statsministeren skulle gribe ind og begrænse ytringsfriheden, men det er der slet ikke tale om. Der er tale om, at vi anmoder statsministeren om at tale med os og se, hvordan vi takler denne situation. Intentionen var dialogen," sagde daværende Tyrkiets ambassadør her i landet.

Selv om ambassadørerne gav tilsvarende forklaringer i adskillige medier, så lykkedes det aldrig at få rettet fokus mod ønsket om dialog i en bredere forstand.

Tværtimod forstærkedes budskabet om, at de 11 ambassadører ønskede at begrænse ytringsfriheden i Danmark.

"Det er så selvindlysende klart, hvad det danske folkestyre bygger på af principper, at det er der ikke nogen baggrund for at holde et møde om," sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen til Jydske Vestkysten den 25. oktober 2005. Et budskab han få dage senere uddybede i Jyllands-Posten: "Uanset, hvad motivet måtte være, når nogen foreslår begrænsninger i ytringsfriheden, så er jeg imod det."

Fordrejning skabt af Fogh

Årsagen til at brevets ordlyd er blevet opfattet som et snævert ønske om, at statsministeren skulle gå i rette med Jyllands-Posten, hænger sammen med Anders Fogh Rasmussens evne til at styre den hjemlige dagsorden. Samtidig har de danske medier måske haft for travlt med at fokusere på netop de slagfaste budskaber, som straks blev udledt af henholdsvis ambassadørernes brev og statsministerens svar.

"For det første går nyhedsstrømmen så stærkt, at dagsorden hurtigt sættes i meget faste diskurser. Der bliver meget lidt tid til de enkelte detaljer. Dernæst kan man sige, at Anders Fogh Rasmussen hurtigt får gjort brevet til en vindersag. Med den indenrigspolitiske dagsorden i tankerne, bliver ambassadørernes brev udelukkende til et spørgsmål om ytringsfrihed," siger Rasmus Jönsson, rådgiver i politisk kommunikation og ekstern lektor fra Kommunikation ved RUC.

Den udlægning er Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, ikke enig i. Han mener, at ambassadørerne fra dag ét har forlangt umulige indgreb fra statsministerens side, og at det er forklaringen på den kategoriske afvisning.

"I brevet bad ambassadørerne statsministeren om at gå i rette med Jyllands-Posten eller andre, der har udtrykt sig i den offentlige debat. Det er en præmis, som statsministeren naturligvis ikke kan gå ind på. Vi har et retssystem, der afgør hvilke ytringer, der er tilladelige."

Desuden mener Jens Rohde, at "ambassadørerne ikke havde behov for et møde, men en konflikt."

Derfor ville det have været ligegyldigt, hvad statsministeren havde svaret, og et møde ville kun have øget risikoen for konflikt:

"Havde statsministeren taget et møde med de 11 ambassadører, så havde vi bagefter stået med 11 forskellige forklaringer på mødets udfald. Dermed ville statsministeren risikere at blive trukket langt ind i en konflikt, som han ikke har mulighed for at gøre noget ved," siger han.

Trods konfliktens senere eskalering er Jens Rohde overbevist om, at Anders Fogh Rasmussen traf den rigtige beslutning:

"Det handler om, at vi har en statsminister, der er principfast, og om nogle ambassadører, der lægger en uacceptabel præmis for dagen."

"Udenrigsminister Per Stig Møller førte sagen op på et højere diplomatisk niveau, da han tog kontakt til de enkelte landes regeringer. Derfor kunne statsministeren ikke pludselig indvillige i at mødes med de 11 ambassadører. Det ville være et skridt tilbage i forhold til det diplomatiske spil, der var i gang," siger han. Det har ikke været muligt at få en konkret kommentar fra de arabiske landes ambassadører.

"Vi er i fællesskab blevet enige om ikke længere at udtale os til pressen om denne sag. Vi har et ønske om at få hele sagen til at falde til ro," siger Egyptens ambassadør, Mona Omar Attiah.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her