Ingenting nager som breve, jeg aldrig fik sendt! Sådan troede jeg, der stod hos Tom Kristensen.
Men et opslag på digtet "Stilleben" røber erindringsforskydningen. Der står: "Minderne nager som Breve, jeg ej har besvaret."
Hvorom alting er, så røber begge dele ømskindetheden for denne kontaktform, glæden ved at modtage personlige livstegn i skriften og kravet om gengæld. Nu om stunder er der måske ikke så megen plads til nag, eftersom det ikke tager mange sekunder at sende sms'er frem og tilbage og heller ikke kræver alverden af tid at benytte email eller fax. Brevskrivningens store tid, eller rettere tider, er nok forbi, men genren trives stadig i forskellige skikkelser og på forskellige niveauer. Det fortæller John Chr. Jørgensen i bogen Om breve. Ni essays om brevformen i hverdagen, litteraturen og journalistikken. Og at det er et mægtigt forskningsområde, viser han med talrige henvisninger til værker og afhandlinger om brevteori. Mange udtryksformer kan henregnes til sådan 'epistolaritet'.
At 1800-tallets Danmark var en stortid for brevskriveri, bevidnes af de mange udgivelser af ikke mindst 'forfatterbreve', hvorom John Chr. Jørgensen har et udmærket essay: Hvad chatollet gemte. Her diskuterer han deres karakter af meddelelse, deres grad af dokument eller fiktion for ikke at sige manipulation i forhold til modtageren, som jo gerne kan være ikke bare én, men flere, ja, ligefrem eftertidens offentlighed. En storskriver som H.C. Andersen har i hvert fald kalkuleret med flere adressater, sig selv inklusive, da brevene ikke sjældent kunne fungere som udkast til nye produkter eller som en udvidet dagbog. Han sørgede for, at alt blev omhyggeligt gemt og befordret.
En veninde
Det kan man aflæse i en nyudkommen brevsamling, H.C. Andersens brevveksling med Signe Læssøe og hendes kreds, udgivet med særdeles grundige kommentarerer og nyttige registre af Kirsten Dreyer, der bare kan det dér, ligesom i udgaverne af Andersens brevveksling med Ingemann og af brevene mellem Kamma Rahbek og Chr. Molbech.
Signe Læssøe var en ældre, moderlig veninde af det bedste borgerskab, snart i langvarig enkestand med dobbelt så mange livlige og moraliserende breve afsendt som modtaget fra "Deres sønligt sindede Andersen", der godt kunne lade sig støde på manchetterne af hendes sippethed og mange formaninger. Han skriver forsigtigt og selektivt om rejseoplevelser, der tager sig farverigere ud i breve til andre.
På den måde er der altid flere personer til. stede i skriften. Det har John Chr. Jørgensen også fat i under sine advarsler mod at anse privatbreve for ren dokumentation. Når Brandes-brødrene f.eks. udtrykker temmelig forskellige vurderinger af venner og fjender i diverse breve, er det jo ikke at vende kåben, men kan være strategi, venlighed, irritationsventiler etc.
Andersen kendte til brevsavn, ventede utålmodigt på livstegn og venskab og kunne også selv lade korrespondenterne vente, men så kompenserede han også med lange rapporter med den kendte livagtighed i skildring af mennesker og natur. Side op og side ned. Hvor han tog tiden, er gådefuldt. Et liv halvt i blæk må det have været. Den provinsielt stavnsbundne Signe Læssøe dyrkede naturen og kunne finde på at påstå, at digteren slet ikke elskede den på den rette måde. Og hun rører måske ved et ømt sted i den professionelle bevidsthed: "De lægger Mærke til den for at anbringe Beskrivelsen om dens Skjønheder i Deres Digte og derved samle Laurbær og Egeløv-. Skal Deres egen Individualitet aldrig kunne træde tilbage for noget, tillad jeg siger det, høiere? Jo, det vil jeg lære Dem."
Det var en kæphøjde, som dog modificeredes af hendes absolutte beundring for hans geni. Hvad der ikke var 'højt' nok, udstod hun ikke. Hun forargedes over tidens begyndende realisme, Blichers noveller, "skrevne med en Pen besudlede med den mest smudsede Fantasie", og den "arrogante Carl Bagger" kunne hun vurdere til livsvarigt fængsel.
Kirsten Dreyer karakteriserer og citerer fint i en grundig indledning og forsyner de mange breve med forbindende tekst, så der kommer en hel brevroman ud af korrespondancen.
Vi er alle voyeurer i forholdet til andres private breve, konstaterer John Chr. Jørgensens indledningsvis i sin bog. Men skriverne er til en hvis grad selv ude om det. Egentlige brevromaner tager han også under behandling, en genre som opstod i 1700-tallet og siden kun sporadisk er blevet brugt. Alligevel finder han masser af sjove og gode danske eksempler frem, hos Goldschmidt og Peter Nansen, kvindelige eksempler med Karin Michaelis og med Edith Rodes raffinerede spøg, J.e.d., fra 1943 med indlagte papirobjekter, i nutiden bl.a. Iselin C. Hermanns pastiche Prioritaire. Og endelig er der kriminalromanen i brevform, Anders Bodelsens Den åbne dør. Så selv om breve menes at ligge særlig godt for kvinder, har mændene taget udfordringen op. Ikke mindst i journalistiske rejsebreve, som de blev forfattet af bl.a. Herman Bang, Andersen Nexø, Johannes V. Jensen, Carsten Jensen og Henrik Nordbrandt.
Der er ingen grund til at give op over for pen og blæk, maskine eller pc. Masser af håndbøger og instrukser i brevskrivning findes for den, der ikke har forsøgt sig, men har tid til optræning, lige fra Julius Strandbergs Brevbog for elskende 1879 til aktuelle kursus på nettet. Især hvis man har ubesvarede breve liggende, bør man tage sig sammen. De kan blive en nagende erindring.
