Læsetid: 2 min.

Brian og betændelsen

Nu er så spørgsmålet, hvad man skal stille op med betændelsen i Københavns Teater. Sæbevand er nok det bedste – også til at fjerne de konsulentklichéer og managementbegreber, der har det med at sætte sig som snavs om kunsten. Få det topstyrede væk, så armen kan læge, og så teaterpolitikken kan blive til strategier for teatret og ikke for centraliseringen. Helt op til albuen, tak!
25. oktober 2006

GRUNDEN TIL, at vi trækker os, er den betændte situation, der er opstået i Danmark efter udnævnelsen," sagde Ulrika Josephsson på egne og Lars Noréns vegne mandag aften. Og så stod Betty Nansen Teatret uden direktørpar.

Kodeordet er her BETÆNDT. For svenskernes takken nej vidner om en håbløs håndtering af sagen fra Københavns Teaters bestyrelses side - og en decideret mangel på respekt for teaterverdenen. Smittekilden til betændelsen er antagelig den omsiggribende, topstyrede kulturpolitik og de strategiplaner for Københavns Teater, der har virket fine på papiret, men som ikke har haft rod i teatervirkeligheden. Jovist, Københavns Teaters kulturministervelsignede bestyrelse implementerede sin strategiplan ved at vælge lovende direktører for Nørrebros Teater, Teater X og Østre Gasværk - og lad dem nu endelig gå i gang med deres arbejde! Men i sagen om Betty Nansen Teatret er det gået galt. Københavns Teaters bestyrelse troede åbenbart, at dansk teater kunne klare sig uden Peter Langdal og Henrik 'Bølle' Hartmann. Teaterverdenens rasende protester viser imidlertid, at dansk teater ikke accepterer, at disse to mænd ikke har et teater. Og at det er ikke godt nok med Det Kgl. Teater næste år. Det skal være Betty Nansen. Nu.

TEATERTUMULTEN er et resultat af den hidtil stærkeste topstyring i dansk kulturpolitik. Kulturminister Brian Mikkelsen har centraliseret al kulturmagt til sin person. Og derfra til sine ligesindede på teaterbestyrelsesposterne. Kendetegnet er, at disse beslutningstagere ikke udviser nogen mærkbar empati med kunstarten. Eller som Erling Larsen fra Café Teatret i søndags desperat formulerede det i en politikerappel om fælles markedsføring for københavnerteatrene: 'Lyt til jeres bagland!'

Også dramaturgiprofessor Jørn Langsted har løbende advaret om centraliseringens konsekvenser, sådan med historikerens vantro. Det er immervæk kun ti år siden, at Jytte Hilden fik formuleret Den Danske Kulturmodel med det stolte princip 'Armslængden': At politikerne uddeler penge, og de kunstkloge bruger dem.

MEN DET VAR dengang. Nu er der gået betændelse i armen. En rigtig grim byld endda. Københavns Teaters bestyrelse (nu kun fire ud af seks) har reageret på svenskernes opsigelse med en fiks penicillin-kur: Ikke så snart havde svenskerne takket nej mandag, før Københavns Teater kontaktede Langdal og Hartmann. I TV2 Lorry tirsdag formiddag fortalte Hartmann i hvert fald, at de to nu har fået et 'bindende tilbud' om at fortsætte på Betty Nansen Teatret. Det vil de så tænke over.

Nu er så spørgsmålet, hvad man skal stille op med betændelsen i Københavns Teater. Sæbevand er nok det bedste - også til at fjerne de konsulentklichéer og managementbegreber, der har det med at sætte sig som snavs om kunsten. Få det topstyrede væk, så armen kan læge, og så teaterpolitikken kan blive til strategier for teatret og ikke for centraliseringen. Helt op til albuen, tak!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu