Læsetid: 4 min.

Brian slår til igen

27. august 2001

Fredag aften kunne forbipasserende på Rådhuspladsen i København opleve et udenlandsk operakompagni optræde med de store klassiske numre fra operalitteraturen. Italienske korister og solister i Roms Filharmoniske Orkester kunne ikke komme ind i Forum, hvor kunstnerne var tilsagt til at optræde i Copenhagen Opera Festival. Grunden til at den italienske trup stod på Rådhuspladsen med en åben violinkasse, var dels med henblik på at erhverve midler til et aftensmåltid, dels at de ikke havde noget sted at være, idet Scandic Hotel, en af festivalens sponsorer, havde sat italienerne på gaden. Senere på aftenen fandt nogle italienere natlig logi hos danske kolleger, andre havde midler til hotelovernatning, igen andre gik rundt i byen til det blev morgen, hvor den italienske trup samlet tog bussen tilbage til Rom. Vi gætter forsigtigt på, at der går lang tid inden italienerne igen kommer til det kolde nord for at optræde.
Der har gennem et stykke tid været mislyde i den danske operafestival-kulisse som følge af, at arrangøren havde insisteret på at gennemføre en serie beslutninger, som enhver med kendskab til operaarrangementer i tilsvarende format ville holde sig tilbage for at gennemføre. Det første problem for projektet er det kunstneriske udgangspunkt. Idemanden og barytonen Brian Dan har før prøvet kræfter med et lignende arrangement, som i medierne blev omtalt som skandaløst dårligt arrangeret. I mediekredse huskes endnu det amourøse optrin, da Brian Dan skulle give interview til radioprogrammet OperaNyt, hvor Dan sendte sin advokat til Radiohuset og således lod sig repræsentere af den juridisk kyndige. Det signalerer ikke ligefrem et uproblematisk forhold til omverdenen, herunder de trykte og æterbårne budbringere. Blandt danske musiklivsaktører er sætningen »Der er gået Brian Dan i den« et fast udtryk for noget, der med usvigelig sikkerhed går galt.

Herefter burde alle advarselslamper blinke, hvilket de også gjorde i de faglige miljøer, men ikke for bl.a. Vækstfonden, Scandic Hotel og advokat Jesper Berning, som lod lamper være lamper og kastede sig ud i den største narrefisse-operafestival, der har ramt landet i nyere tid. Danmark er udstyret med institutioner, betalt af skatteydere, som kan rådgive og stille kompetencer til rådighed. I dette tilfælde kan der næppe være indhentet råd hos branchefolk med erfaring på området.
I stort opsatte annoncer i dagspressen annonceres for festival-begivenheder, som den italienske trup og andre medvirkende slet ikke kan leve op til. Kritikken af publikum, som er blevet skoset for ikke at møde op til Forum-arrangementerne, hører til de største kugler i egen arrangørfod. Det kræsne danske operapublikum ved godt, hvornår der er tale om skidt, og hvornår der er tale om kanel. Man går ikke ind i Forum og betaler 600 kr. for at høre opera som kom lyden fra en billig transistorradio, opført af et totalt ukendt ensemble med aldeles ukendte solister, herunder novicer i operafaget.
Hvorfor er Vækstfonden, som administrer vores alles fællespenge, gået ind i et arrangement med så mange over- og undertoner af rendyrket amatørisme? Måske Vækstfondens ansvarlige vil spille op til de røde ørers pressemøde. Det hedder om fondens målsætning, at »Vækstfonden finansierer perspektivrig og risikobetonet virksomhedsudvikling i små og mellemstore virksomheder.« Det risikobetonede har man i dette tilfælde taget meget alvorligt.

Ved Vækstfondens årsmøde den 5. april 2001 holdt Christian Motzfeldt en tale. Han sagde bl.a.:
»Vækstfonden er til for at styrke innovation og entreprenørånd i danske virksomheder – i dansk erhvervsliv i det hele taget. Der er brug for mere entreprenørånd, mere innovation og dermed også mere Vækstfond. Netop derfor nedsatte regeringen i foråret 2000 et udvalg, der skulle besvare spørgsmålet: Kan vi få mere ud af de midler, der er tilført Fonden – altså mere innovation for de samme penge? Svaret var JA – det kan vi godt. Men det vil kræve, at Fonden i større grad får andel i de succeser, den er med til at skabe. Og at den i større grad allierer sig med samarbejdspartnere, der både kommer med kapital og kompetencer. Hermed kan I roligt forvente, at Vækstfonden også i årene fremover vil komme med nye initiativer. Vi er med på den værste. Bare det værste er godt nok.«
Christian Motzfeldt sluttede sin tale med at sige: »En af verdens store tænkere inden for udviklingslære Charles Darwin har sagt noget meget rammende, som man skulle tro var møntet specielt på nutidens globale erhvervsliv: »Det er ikke den stærkeste, der overlever, heller ikke den mest intelligente, men den med størst forandringsparathed«. Vi mærker den varme luft i festtalen og lader citatet stå et øjeblik.
I Danmark har vi et godt rygte ude i verden, ikke kun i den musikalske også på andre områder. Vores værdigrundlag og vores måder at være ansvarlige på, bemærker mennesker ude i den store verden. I internationale fora er Danmark og generelt hele Norden troværdige samarbejdspartnere. Den aktuelle sæbeopera i København tjener ikke dansk musikliv til ære. Sagt på en mere ligefrem måde og hævet til nationalt plan som følge af at nationale midler er involveret: Det optrin med italienerne kunne vi ikke være bekendt.

beyer

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her