Læsetid: 3 min.

Bring Holocaust-tegningerne

16. februar 2006

Jeg er amerikaner, men tidligere bosat i Danmark og har fulgt den såkaldte Muhammed-affære med største interesse.

Skønt jeg udmærket forstår Jyllands-Postens modvilje mod at publicere, hvad der kun kan virke som overlagt sårende og provokerende tegninger om Holocaust, må vi ikke glemme, at den demonstrative bagtanke for den iranske avis' side er at teste grænsen for vestlig ytringsfrihed. Hvorfor ikke afsløre deres blufnummer?

Selv om det er et kun alt for gennemskueligt mediestunt, synes jeg ærligt talt, at Jyllands-Posten burde bringe de iranske tegninger. At afvise at offentliggøre dem vil kun styrke den illusion, at formålet med at bringe Muhammed-tegningerne var at fornærme og provokere muslimer, mens det jo reelt var at teste, i hvilken grad vestlige medier pålægger sig selvcensur i forhold til diskussioner og illustrationer af islam. En offenliggørelse af de iranske tegninger vil tværtimod levere beviset på, at vi i de vestlige nationer sætter ytringsfriheden i det absolutte højsæde.

Det må være en næsten surrealistisk oplevelse for danskere pludselig at befinde sig i midtpunktet for en så voldsomt negativ global opmærksomhed. Som vi siger i USA: Welcome to my world - "velkommen i klubben".

Jeg er en liberal advokat, som ofte repræsenterer indvandrere i USA. Jeg er samtidig adjungeret professor på Yeshiva University - et jødisk universitet i New York City. Jeg var stærk modstander af mit lands krig i Irak, min regerings beskæring af civile frihedsrettigheder efter 11/9 og dens forfølgelse af personer af arabisk og muslimsk baggrund i den nationale sikkerheds og terrorbekæmpelsens navn. Lad mig ikke desto mindre pointere, hvad der må pointeres:

Tredje Verdenskrig

Den seneste bølge af antidansk vold i de arabiske gader i islams navn og de direkte dødstrusler imod bladtegningerne og de redaktører, der offentliggjorde karikaturerne, beviser nøjagtig den pointe, som hele JP's tegnings-stunt var tiltænkt at skulle afklare. Missionen er fuldført.

Jeg gyser ved at tænke på, at vi en dag i fremtiden måske vil tænke tilbage på denne tid som en pendant til hin dag, da Gavrilo Princip myrdede den østrig-ungarske tronfølger, Franz Ferdinand i Sarajevo - en handling, der siden er almindeligt anerkendt som startsskuddet til Første Verdenskrig. Men faktisk er jeg af den opfattelse, at Tredje Verdenskrig - en krig mellem ekstremistisk islam og traditionel religiøs fanatisme på den ene side og moderne jødisk-kristne sekulære værdier på den anden side allerede er begyndt.

Måske begyndte den med angrebene den 11. september eller med angrebene forud for dette på amerikanske ambassader i Kenya og Tanzania eller med angrebet i 1993 på Wold Trade Center. Eller måske begyndte den i 1989, da Salman Rushdie blev tvunget til at gå under jorden, efter at iranske mullaher i en fatwa havde dømt ham til døden for at udgive romanen De sataniske vers.

Eller også begyndte den i 1981, da Israel angreb Libanon som reaktion på PLO-raketangreb ind over dets nordgrænse, eller da iranske studerende tog amerikanske ambassadefolk som gidsler i Teheran i 1979.

Måske er det virkelig sandt, som den amerikanske klummist Maureen Dowd skriver i New York Times den 11. februar: "Der plejede at skulle et israelsk hærfremstød for at opflamme hele den arabiske verden. Nu er en satiretegning i Danmark tilstrækkeligt."

Selv om regeringer i Vesten ikke har nogen magt over deres presse, så har pressen i høj grad magt til at øve indflydelse på regerings politik og både påvirke og afspejle samfundets politiske, religiøse og kulturelle værdier. Hvordan Vesten reagerer på denne seneste provokation er i sidste instans en test af vores værdier og beslutsomhed. Lad os ikke forfalde til yderligere selvcensur.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her