Maleriet er blevet forsynet med en voldsom selvtillid. Vi befinder os endnu en gang i maleriets heydays. Der bliver langet malerier over disken som aldrig før. Det er en formidabel oplevelse. Folk har fået samtalekøkkener, dødsbadeværelser og narkosenge, og nu er tiden kommet til det indre, det følsomme, det private, til et maleri i spisestuen.
Tiden kan sammenlignes med starten af firserne eller måske endnu bedre under Første Verdenskrig. Der blev der langet kunst over disken som aldrig før. Alle gullaschbaronerne skulle have en Giersing. Som bekendt sluttede Første Verdenskrig og dermed højkonjunkturen, og 80'erne røg også på røven i stor stil.
Jeg skriver dette for at minde om, at maleriets succes i øjeblikket i høj grad skyldes gunstige økonomiske omstændigheder, at maleriet er en luksusvare på linje med den dyre designersofa, at det er en varetype, der eftertragtes på grund af, at det er et unika, og at prisen er relativt høj. Det er en varetype, der signalerer stor økonomisk og social kapital. Som Lars Engberg skriver; den, der behersker kunsten og kulturen, behersker samfundet. Købet af et maleri er en symbolsk magtdemonstration, en social dividende.
Jeg skriver ikke dette for at sige til malerne, at vi er kapitalens og reaktionens lakajer, men for at minde om, at det får en ende, at det ikke er en iboende egenskab ved maleriet, der gør, at det suser der udad med mindst 40 kilometer i timen, men er en egenskab ved økonomien. Det lader sig ikke gøre for seriøse mennesker at forestille sig en økonomi, der ikke har sine ups og downs, og en stor del af maleriets aktuelle status er bundet til en højt gearet økonomi.
Malerier er, som det ser ud nu, begærsobjekter, og i vores kultur er begærsobjekter primært bundet til pengeøkonomien og i mindre grad til den sociale økonomi. Deres aktuelle markedspris er tæt sammenknyttet med, hvor svært tilgængelige de er. Det er blandt andet denne mekanisme, der gør, at der ikke nødvendigvis er nogen kobling mellem kunstnerens intellektuelle og manuelle arbejde og hvilken status, kunstværket har i verden som sådan. Vi har med andre ord en kunstnerstand, hvis arbejde bliver vurderet på nogle ganske andre vilkår, end den bliver frembragt på.
Det er der selvfølgelig ikke nødvendigvis noget underligt eller noget forkasteligt i. Det er selve kommunikationens vilkår (....eller hva'? Det er egentlig noget pis, at folk ikke gider høre mere efter, end de gør). Men det er et problem, at der uproblematisk bliver koblet mellem et objekts omsættelighed i pengeøkonomien og dets omsættelighed i den sociale økonomi eller det, der ved forskellige højtidelige lejligheder med floromvundne vendinger bliver betegnet kvalitet (jeg hader alt af kvalitet).
I mine øjne er det en ret rundtosset kobling at lave. Der er i hvert fald ikke noget erfaringsmæssigt belæg for den. Størstedelen af de malerier, der bliver solgt, er så ringe, at det gør ondt langt ind i sjælen. Og det er uanset, hvilke kvalitetskriterium man måtte lægge til grund. Størstedelen af den kunst, der bliver solgt her i landet, bliver solgt uden for de kredsløb, hvor den har nogen større bevågenhed: i kunstforeninger, ved stalddøren, i små lokalt baserede provinsgallerier.
En af forskellene mellem den sociale og pengebaserede økonomi inden for kunsten er, at det er to væsensforskellige måder at omgås kunst på. Inden for pengeøkonomien er tilegnelsen af kunstværket fysisk og personlig, i høj grad præget af private følelser og fornemmelser. Man kan sige at det primære publikum til hvert kunstværk er én person: den der betaler. Sekundært er der dem, som ejeren stolt fremviser sin erhvervelse til. Kunsten er privatiseret, og den udgøres i altovervejende grad af malerier.
Kunsten i social økonomi omsættes som relationer mellem mennesker og har i høj grad kunstværket som et transitpunkt og ikke et endemål. Kravet til, at kunstværket har praktiske dimensioner, gælder ikke på samme måde som i pengeøkonomien, så her findes der meget andet end malerier. Her gælder gengæld kravet til, at kunsten kan generere social dynamik. Den må meget gerne have karakter af begivenhed, noget spektakulært. Klemt inde mellem det spektakulære og det privatiserede arbejder kunstneren. Så må man selvom, om man skal være sur på verden over det, eller om det er vilkår, som man vil manøvrere i forhold til.
Kunsten er blevet selvfed
Kunstnerisk set er maleriet ikke inde i nogen specielt nyskabende periode. Det meste er enten noget tomt postmoderne citatfuskeri, som vores moder lavede det i sin madamblå, eller også søger det ind i det indre. For begge positioner gælder, at de er hinsides det kritisable. Meget komfortabelt i en periode, hvor at der er stor efterspørgsel på maleri. For både det indre og for citatet gælder, at det gennem lang tid er blevet hermetiske positioner. Hvad vi føler, og hvad vi synes, er blevet den gældende politiske dagsorden; det kan ikke diskuteres, det lader sig ikke gøre at behandle det i en demokratisk proces.
Det er ualmindeligt velegnede positioner til ting, der alligevel er underlagt en privatiseret tegnøkonomi; det bliver simpelthen en klasse af hermetiske tegn hinsides det udvekselige. Det, der står tilbage af værket, er en skal, der lader sig fylde efter behag. Det er et tegn, hvis eneste funktion bliver at behage. Det er kunsten efter illusionen om det transparente.
I et eller andet omfang minder situationen om den, der udspiller sig ved køleskabsmagneten, når lille Buller kommer hjem fra børnehaven og forældrene i fællesskab udbryder, at det er en meget dejlig tegning og straks klasker den op på køleskabet. Det er en situation, der ikke har meget at gøre med tegninger, men handler mere om forældrenes trang til, at Buller skal være normal og ikke lide nederlag. Derfor projicerer forældrene deres håb og drømme ind i lille Bullers smørerier. Selv om tegningen måske er en fortælling om Bullers indre dæmoner, der kæmper en voldsom kamp på papiret, eller er en fortælling om en dræbende uretfærdighed på legepladsen samme eftermiddag. Whatever, det er bedøvende ligegyldigt, vi lytter ikke, vi skaber vores eget rum til tegningen, vi lytter kun til vores egen indre stemme.
EKKOooooo...
Af lignende årsager står maleriet i en overordentlig svær situation, som ikke kun er skabt af halvslappe malere. Det er meget svært at tro på, at der findes en situation, hvor publikum ret faktisk stopper op i forbindelse med et kunstværk og lytter og ser. Det er en evig jagt på at etablere sin egen betydning i forhold til alting: jeg mener, jeg føler, jeg synes...
Jeg føler, at det er et større problem for maleriet end for en del andre positioner i kunsten. Med COBRA i den nære forhistorie til at danne aflæsningsramme for moderne kunst for langt den største del af publikum er det temmelig legitimt, med Ib Geertsens ord, selv at lede efter den lille blå hest i billedet og så ellers skide hul i resten. Men en del af de positioner i kunsten, der stræber efter social interaktion er ikke meget bedre stedt. Jeg vil gå så langt som til at sige, at problemet ikke længere kun findes hos kunstnere, der ikke kan kommunikere og sætte rammer for deres kunst. Problemet er i lige så høj grad et publikum, der ikke udviser interesse for andet end at lade sig spejle.
Som Lars Bent Petersen og Claus Andersen gjorde opmærksom på i deres fællesværk Your Feelings Are Wrong, som netop var henvendt til middelklassens følelsesmæssige omklamring af politikken og kunsten: alt, hvad middelklassen føler og synes, er gældende politik, uanset hvor lattervækkende eller gruopvækkende det måtte være. Jeg savner et maleri, der er interesseret i andet end sig selv, både på et formelt og indholdsmæssigt plan. Jeg savner et publikum, der er interesseret i andet end sig selv. Det er ikke nok at udbryde There was too many colours in my head this summer.
Uanset hvor plat og banalt det måtte lyde, er der rent faktisk en del kunst, der tilbyder forslag om, hvordan man kan se verden og være i den, og om hvordan den kunne være anderledes. I det helt små og det helt store. Og det må sgu da være en del mere interessant end at spejle sine følelser og fornemmelser?
Og tilgiv os Arla, hvis der er nogen, der bliver sure...
Kun plads til det pæne
Den position, jeg skriver fra, er ikke den forsmåede kunstners. Jeg har simpelthen ikke noget at brokke mig over med hensyn til den økonomiske side af sagen eller med hensyn til at blive taget alvorlig som kunstner. Jeg føler mig jævnligt ramt af en vis svimmelhed over de muligheder, der ligger i at arbejde med kunst. Kunst repræsenterer en udstrakt grad af lykkefølelse for mig. Derfor piner det mig, at jeg især inden for maleri kan se en voksende tjenestemandsstand, der uengageret og mageligt smører maling på lærred og kun venter på pensionen. Der er ingen svimmelhed, ingen fugtige nervøse håndflader, intet storhedsvanvid. Vi har forladt elfenbenstårnene, gudske-tak-og-lov, men det, vi har forladt dem til fordel for, er en tjenestemandspension. Og nu var de vist nok ellers lige afskaffet.
Vi står i en situation, hvor alle, der har noget at bestemme, er voldsomt tilfredse. Vores kultur er simpelthen ikke i stand til at forestille sig noget uden for den selv, eller at der vil komme noget efter den. Og hvis forestillingen om det andet er der, er det som noget uendeligt negativt.
Det samme gælder for den samlede danske kunstscene. Der er ikke plads til noget, der ikke er pænt og rart og forudsigeligt. Gallerierne og Kunststyrelsen har meget forudsigeligt ført til en ensrettende professionalisering af kunsten. Måske er det på tide, at alle de penge og al den opmærksomhed bliver brugt til noget andet end at være sød eller levere forudsigelig kritik. Måske skal der nogen parader op og lidt mindre kommunikerende velvilje til. Noget reelt vanvid.
Christian Schmidt-Rasmussen er billedkunstner
